At savne eller ikke at savne

Ting jeg ikke kommer til at savne ved Amager:

1) Damer over 60, der farver deres hår tisgult og klæder sig i udlukkende lyslilla eller lyserødt tøj, gerne joggingdragter eller meget korte nederdele, som om de var 12 år. Og med hestehaler og spænder og alt for truttet mund med alt for lys læbestift. Man tror det er løgn, men der findes alt for mange af dem på Amager. Det er muligt de også stadig findes på Vesterbro, men jeg tror sq ikke de har dem ude i Vanløse.

2) Fyrværkeri til enhver lejlighed og i særdeleshed ulejlighed. Ved ikke hvorfor, men øen har en forkærlighed for knald og brag. Det er nærmere reglen end undtagelsen, at der suser raketter til vejrs når mørket falder på. Fra omkring august begynder vi med kanonslag. Således var min første impulsive tanke, da jeg en søndag formiddag for nogen år siden, lå i min seng (præ-Klara) og hørte et øresønderivende rabalder; ajjj, nu må de kraftstejlemig til at styre sig med deres lortefyrværkeri!!!! Først senere på dagen, da jeg gik den traditionelle tur ned til den irakiske grønthandler, fordi jeg ikke havde fået købt ind, opdagede jeg alle brand- og polititbilerne. Som holdt der for at spærre af, i det braget ikke skyldtes fyrværkeri, men en mur-facade fra min gen-bo bygning (tom lagerbygning) der var styrtet sammen. Ned i børnehavens legeplads. Som heldigvis var tom, fordi det tilfældigvis var søndag. Men det siger alligevel noget om brageriets omfang på amager, når jeg helt naturligt antog en bygnings kollaps for værende fyrværkeri.

3) Den såkaldte "cafe" henne om hjørnet. Som lige meget hvad de så end kalder den, altid har været og altid vil være en bodega. Og selv om de prøver at virke cafe-agtige, med deres udendørsservering og pæne blomster, så er de ikke andet end en rocker bodega. Og det kan man især høre, nu hvor de har den udendørsservering, på de varme sommeraftener. Er træt til døden af at blive vækket ved 2-3 tiden, fredag og lørdag nat, til lyden af voksne mænd der skændes og truer hinanden med bank. Så kom dog over det og få jer et liv.

4) At alle i min gade er under 30. Tsss – de der mennesker under 30, jeg siger jer – de er såååå umodne! Fester mig her og fester mig der – hele ugen lang! Og så danser de så meget, at de får det alt for varmt – så derfor er de nødt til at åbne altandørene og stå ude på altanerne. Og så kan de jo ikke høre musikken, så derfor er de nødt til at skrue rigtig rigtig højt op, for deres Party Goes Ibiza volume 395 og deres andre kvalitets cd'er. Og så kan de pludselig ikke høre, hvad de siger til hinanden, så derfor er de nødt til at råbe ret højt. Hvilket resulterer i, at alle gæsterne står ude på altanerne og hører højt musik, mens de råber fuldemandsagtige samtaler ad hinanden. Og jeg er bare ikke interesseret i det.

Ting, jeg KOMMER til at savne ved Amager.

1) amagercenteret. Har alt. Og man må gerne gå derover med uvasket hår og træsko. Hvis man har træsko, altså.

2) Ama'r Sushi på Øresundsvej. Ingen over, ingen ved siden af.

3) Amagerbrogade. Har alt. Er lige ved siden af.

4) Klaras vuggestue. Mit tryghedscenter. Hun skal nok klare at komme videre, men jeg ved ikke, om jeg kan undvære det sted og alle de søde forældre og eftermiddags-hente-hyggen på legepladsen.

5) Når vinden er i den rigtige retning kan man dufte havet. Og der er altid måger hér. Jeg er jo vokset op ved havet, og jeg har aldrig boet så langt inde i land, som jeg kommer til i Vanløse. Er spændt på, om jeg overhovedet vil kunne trække vejret dér? Er luften frisk nok?

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

17 Responses to At savne eller ikke at savne

  1. julie skriver:

    Det er godt sanne. Du er min mand (kvinde) i felten! Og sussi – når trangen melder sig i weekenden, så tag til Hatoba, på Islands Brygge. Lige over for skate-banen. Der skal du bede om deres sommermenu. Den står ikke på menukortet, men den handler om 14 stykker for 99 kr. Lige nok til at blive mæt. var der i går, og kokken hilste på mig med et “hej… igen! – Nå, er du kommet tilbage efter mere sukker??” … så er det nu, jeg snart ikke kan handle dér mere…

  2. Karen skriver:

    Nej, Julie, du kan ikke trække vejret i Vanløse, men det opdager du ikke fordi du nu har hus m/ have.
    Er jo selv opvokset i Esbjerg og jeg mangler havluften MEGET efter jeg er flyttet til Farum. Men bare roligt, men vænner sig til det. Desuden er Amager-havluft jo vand (haha) ved siden af Esbjerg-havluft (og NEJ, der lugter ikke af fisk.. faktisk.. kun af slagteriaffald og kornsiloer… nogengange), så du vænner dig nok hurtigere til det 😉

  3. Kloge Åge skriver:

    Du er totalt dekadent Julie. En autentisk japaner spiser sushi to gange om året, that’s it 🙂

  4. Julie skriver:

    En autistisk japaner? Har de så ikke meget svært ved at styre pindene? Fnis. Dekadence følger med storforbrug. Sådan er det bare. Det tager jeg på mig.

  5. Suzy KU skriver:

    *bøvs* kl er 18:42 og jeg har lige spist sushi – igen 😀

  6. Lene skriver:

    Hey.. øøhh.. ingrn kommentarer.. Vil bare sige at jeg er fan 🙂 Har læst meget af din blog (efter anbefaling i et gammelt Bazar) og er hooked!
    Ps. Vil sååå gerne se den taske men billedet er der ikke 🙁 Bare et rødt kryds..

  7. julie skriver:

    Hej Lene og velkommen til. Jeg arbejder på, at finde et nyt billede af tasken. Kommer snarest.

  8. Sussi KU skriver:

    Jamen Ama’r Sushi på Øresundsvej har jo ALDRIG NOGENSINDE åbent!!

  9. Julie skriver:

    Jo. De har lukket lør-søn-mandag. Men de har åbent alle andre dage. Mellem 14 og 20. Det gælder om at time sin sushitrang. Men jeg indrømmer, at weekenden er lang at komme igennem. http://www.amager-sushi.dk/

  10. julie skriver:

    For fanden sussi. Nu fik du mig til at tænke på de der california rolls. Og de åbner først i morgen. Kan sushi-afhængighed kureres ved hypnose?

  11. Sussi KU skriver:

    Jeg er lige trådt ind i den samme afhængighed! Og jeg ville ha’ Sushi I GÅR!!

  12. Sanne skriver:

    Vanløse har måske ikke så meget hav, men her er en ret stor sø og mange ænder og svaner – de er da om ikke andet lidt mere nuttede end måger… Gamle damer er her masser af, men lilla er vist mere den hotte hårfarve her. Skulle alt kikse og savnet bliver for stort har Vanløse jo metroen, så kan du hurtigt komme et smut til amager igen ;o) Men ellers tror jeg nu nok du skal få lært at klare dig i Vanløse og home is jo where the heart is :o)

  13. Maria Hønen skriver:

    Jeg Elsker sushi – og har faktisk også fået et par gange fra Amager. Men Vesterbro har virkelig mange sushi bikse, som alle skal afprøves. Vil dog overveje den på Islands Brygge næste gang.
    Tillykke med at du skal flytte – hvem gider også bo på Ama’r… 🙂

  14. maria skriver:

    Sødeste Julie
    Sjovt det med de gamle damer med tisgult hår og lysmalede trutmunde, det har jeg nu aldrig tænkt over.
    Men husk på, at det er Sundby omkring Holmbladsgade-kvarteret, du beskriver der. Folk i Dragør og Tårnby og i Sundby længere ude af Amagerbrogade og mere sydpå vil nok blive fornærmede, hvis du siger, at det der område er lig med det generelle Amager.
    Men sjov beskrivelse :o)

  15. Julie skriver:

    Joh, altså, i mine øjne er det jo det sande ama´r. Amagerbro, Holmbladsgadekvarteret. Dragør og Tårnby er jo ligesom helt andre kommuner.

  16. Ragger skriver:

    Hejsa,
    Ja,du har ret. Det er lidt fedt, at man ka komme som man er i Amagercentret – osse i træsko – går gerne i træsko – selvom nogle vist synes de er lidt yt. God jul

  17. Ole skriver:

    Hej Julie
    Ja, Amager omkring Holmbladsgade er sgu ret hyggelig, selv om der er masse af bodegaer, gamle koner og kamphunde med ejere i adidas-tøj. Du har ret, Amager-sushi er uden konkurrence, suk. Jeg bor nu på 5. år på grænsen mellem Brønshøj og Vanløse, savner stadig stranden, isene, den goe’ Thai-take-away i Østrigsgade. Utterslev mose og Damhussøen er OK erstatninger, men aldrig det samme som havet. I 07 skulle metroen komme til Amagerstrand, så måske er det en mulighed?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.