Nå, er lidt bagud med de der billeder. Tiden randt og dagslyset svandt og den slags, og pludselig ventede kareten. Men jeg kom afsted, og her er et billede af den kjole jeg IKKE tog på. Og det er jeg glad for, for den ville være helt fejlcastet til en eftermiddags fødselsdag på dunkelt istedgade værtshus.
Jeg fulgtes med Suzy Q i bussen, og vi nåede både at ryste på hovedet af hendes arbejdsplads, samt oparbejde en glubende appetit, på vejen til fest. Vi ankom til tiden, fik afleveret nogle gaver til værtinden og modtog som tak et stempel der gav fri adgang til øl med sidevogn i baren. Suzy drak øllene og jeg tog mig af resten. Jeg troede gentlig ikke jeg ville kende nogen, men pludselig var lokalet fuldt af folk jeg kender. To søde piger fra mit gamle arbejde, ham jeg skrev hovedopgave i samarbejde med, ansigter jeg kan huske fra min årgang på Bib-skolen. Og så et par mandlige bloggere, som jeg læste dengang de (ham her og ham her) skrev og som det var sært at se i levende live. Sådan a la – hej, jeg ved en masse om jer. Og hvis I har læst min blog ved i også en masse om mig. Men vi kender ikke hinanden overhovedet. Det ER da en anderledes oplevelse.
Det var hyggeligt at få snakket med en masse, og jeg minglede også lidt med et par af de berømte Ditter. Så var der lidt en træt fase og jeg tænkte, at så kunne jeg lige nå at blive hentet inden Klara skulle i seng (ja, det lyder tidligt, men vi startede jo med festen kl. 14.30 og jeg er ikke sådan en 12-timers dranker), sådan at jeg ikke skulle ud i regnen på Istedgade i de her:
Men netop som der kom sms med svar om, at toyotaen var på vej, blev jeg laaangt om længe antastet af en nydelig ung mand, som mente jeg sad alene. Susy var på toilettet. Og det er jo bare enormt typisk, at netop som man beslutter at tage hjem, så bliver festen skide skæg(gere) og folk danser nøgne på bordene til Tilfældigt Kendt Band, der pludselig droppede forbi og spillede live. Ikke at det skete, men i princippet altså. Nå, men jeg tog så hjem og efterlod Suzy med alle de vilde unge mænd. Ikke at jeg ikke tror hun kunne klare det, men altså!
Og det var også godt nok, for Klara havde det skidt og havde ondt i ørerne og det ene dræn røg ud. Pis også. Så skal hun i narkose igen, sikkert, og have nyt. Og det virker som om hun overhovedet ikke kan høre hvad vi siger. Ikke at det er en unormal tilstand i sig selv, for en knap 3 årig… Jeg mener, selv når de er tip top i orden kan man godt så helt reel tvivl om deres hørelse. Men hun er simpelthen umulig at trænge igennem til nu, og det skaber nogle anspændte situationer ind i mellem.
Som tidligere i dag, f.eks., hvor vi var på vej ned ad trappen, og jeg forgæves forsøgte at forklare hende, at det er en uladesigørlig ide, at hun selv skulle bære BÅDE mini-paraply, peter pedal bog OG nye røde gummistøvler, samtidig med at hun skal have en hånd fri til enten mig eller gelænderet. Hun synes så, at jeg var aldeles urimelig på det punkt, og så kørte det ellers for os – og 10 min. senere hylede hun op og jeg havde lyst til at vride halsen om på hende. Indtil min under-underbo kom ud, og tyssede og hyssede på os/klara, fordi; "…tonny SOVER!!! Han var været på NATarbejde hele NATTEN!!" – så havde jeg så lyst til vride halsen om på HENDE i stedet, fordi a) der er ikke nogen der skal tale sådan til mit barn (andre end mig) og b) hun sagde det ikke med så mange ord, men der var en tydelige undertone af "du er virkelig dårlig mor", fordi jeg ikke kunne bringe mit barn til tavshed og samtidig motivere hende til bare at gå ned af den forpulede trappe.
Klara blev heldigvis så paf over den oplevelse (hjælp, fremmed menneske tiltaler mig!!) så bortset fra en nedadvendt og bævende underlæbe, så gik hun hele vejen ned i god ro og orden. Hvorefter vi så kørte i Dyrehaven, kørte tur i hestevogn, hoppede i vandpytter, prøvede alle småbørns forlystelser på Bakken, spiste pølser og chokoladeæg som en eller anden Påskehare (læs; mig, Den Gode Mor) havde gemt rundt omkring i Dyrehaven og til sidst kørte hjem og blev overhalet af Ulla Terkelsen på vejen. Wauw.
Nu opdager jeg så pludselig at kl. er over 18 og det forklarer, hvorfor Klara er så ustyrlig og, mens jeg har skrevet dette, har hevet alle mine skotøjsæsker frem og kækt svinger med for omkring 6000 kr. Marc Jacobs sko, mens hun råber; naaarrjj, du har majet majet pæne sko mor! Yes, ja tak, let's keep it that way! Læg dem SÅ fra dig! Step AWAY from the shoes! Hun er jo nok sulten. Så nu vil jeg tilberede et nærende og varieret måltid, som hun så vil forkaste og bogstavligt talt også kaste med, og det vil jeg så tilskrive, at hun nok ikke var så sulten. Muligvis pga det med ørerne. Jesus Kristus, det får aldrig nogen ende.
Når hun er kommet i seng, vil jeg citere Jyllands Posten, som har omtalt mig i dag. "Hvad er der galt med at være navlepillende??" Julie A, Internetblogger. (som, i parantes bemærket, har svært ved at se sin egen navle for tiden. Hvad SKER der med den mave?? Og er løsningen 20 dages faste i anledningen af påsken, som Suzy hævdede i går? Og hvor mange øl havde hun fået, da hun sagde det??? Livet er et stort mysterie.)
Ja, beklager, men af andre betragtes dit barn altså som en beboer i et fælles hus – og larm på trappen en søndag morgen er bare irriterende. Hvis du vender den her situation om og visualiserer, at lille Klara er kommet hjem fra dræn-isætning og græder og liiige er faldet til ro og to ungersvende så kommer væltende op af trappen og ivrigt diskuterer og griner, så er jeg faktisk ret overbevist om, at DU også kommer ud på trappen og hysser på dem.
Men dette eksempel illustrerer, hvorfor det i mange udlejningsejendomme er svært for par med børn at få bolig. Ejendomsadministratorerne er simpelthen udmærket klar over, at med børn følger der larm og Gud nåde og trøste den, der vover at kritisere et barn. Så falder den pågældende moders hammer så hårdt, så hårdt. Hun glemmer ganske, at hun selv forventer, at der tages hensyn.
Iøvrigt pudsigt, at din under-underbo kunne få ungen til at holde kæft, mens DU ikke magtede opgaven.
It takes a village!
???? En eller anden fortæl mig – er Jette’s kommentar for sjov eller har hun bare på ingen måde kendskab til børn eller almen psykologi?
…det var for sjov…ikke?
Kan man se artiklen på nettet? Hvis ja, gider du så lige at smide et link?
Maya, jeg forstår det heller ikke?!? Jeg er bange for at hun mener det?
Men Julie, jeg kender ALT til sellektiv hørelse: Tobias er ikke længere guds engle barn (som jeg tidligere har beskrevet ham), men han har konventeret til ‘Trodslam’ – en efterhånden udbredt religion. Og der kan ikke engang en sur bitter underbo lukket for hans prædken!
Ikke 20 dages faste, vel.. 20 dages udrensning, og man taber sig desværre ikke synderligt. Til gengæld får man dejligt ondt i hovedet af kaffe-afgiftningen. Hov nu kommer jeg i tvivl om hvorfor jeg gør det… Men jeg GØR det altså! 😀
Piiiiiiis, glemte at købe den avis. Maria, man skal ganske sikkert have kode hvis den er på nettet – JP er nogen nærrigpinde;-)
Og Maya, lad os håbe at Jette bare er for sjov, ikk? – men jeg er sku svært bange for at hun bare er djævlens mavesur. Jeg er i øvrigt ret sikker på at Klara som så mange andre børn sover ganske glimrende i larm.
Jette er tydeligvis ny læser – muligvis via linket i jyllands posten? Hun ved ikke, at jeg aldrig kunne drømme om at bo i udlejningsejendom, og at jeg aldrig har tysset på nogen af mine naboer, som alle er folk under 40 – med undtagelse af Tonny, som er ny og kun har boet her i 6 mdr. Her i opgangen er der fest hver weekend og vi smiler og drikker kaffe sammen i haven. Jeg smilede faktisk også til Tonnys kæreste, da hun tyssede på mit barn. Tror endda jeg sagde tak for hjælpen. Jeg er nemlig høflig, især over for folk jeg ikke kender. Ja, den var møntet på dig Jette. Du ved ingenting om mig og om hvordan jeg opdrager mit barn, og du er vist også ubekendt med begrebet ironi? Og det var ikke morgen, det var middag. Men ellers velkommen til – håber du lærer mig bedre at kende med tiden.
Kære Julie,
Kommentar 1 var da relativt uskyldig – var den ikke?
Beklager mavesurheden i kommentar nr. 2, jeg kunne bare umiddelbart relatere til den irritation, din under-underbo følte over for larmende børn.
Det er bare ALDRIG politisk korrekt/acceptabelt at synes, at børn er irriterende/larmende.
Og lige som man kan blive irriteret på et voksent menneske, er børn også vidt forskellige og nogle af dem er mere irriterende end andre.
Når du selv er ved at få et fit over din datter – hvordan kan du så forvente, at andre er overbærende og ikke bliver irriterede?
Og nej, jeg er ikke ny på din blog og har moret mig kosteligt mange steder. Og ja, jeg ved godt, at du bor i ejerlejlighed, men fra min egen tid i ejerlejlighed erindrer jeg, at der også eksisterede en vis regel om hensyntagen til hinanden. At du så evt. tager det til at betyde, at du aldrig må bede andre om at skrue lidt ned under en fest en onsdag nat klokken 02.00, er jo din egen beslutning. Din under-underbo følte sig generet af dit barn og det tage du selvfølgelig meget personligt.
Good things!
fed kjole forresten….
Og til Jette vil jeg bare sige at uanset om man bor i lejlighedskompeks eller villa,så er naboer nogen gange irriterende og jeg er den første som går amok når naboens amerikanerbil står i tomgang i mere end 1 minut.Og det til trods for at jeg bor i hus.
Men sjovt som vi læser indlæggene forskelligt. Er sikker må min sviger-mutter ville få noget helt helt andet ud af Julies blog end jeg gør.
Jamen, jeg synes jo bare det er tydeligt, at jeg netop også SELV synes, at min barn er både irriterende og larmende, ret ofte, i perioder? Og jeg blev ikke særlig sur på hende der underboen, men det er jo alligevel tit sådan, at ligesom det KUN er mig der må drille min søster og ikke andre, så er det også kun mig der må råbe af mit barn. Og underboen var altså ikke specielt høflig i sin henvendelse til en knap 3 årig, som jo ikke fatter en bønne og bare gerne vil bære alle sine ting selv. Og jeg tysser netop aldrig på mine unge festlige naboer, fordi så bærer de også over med mit barn, når hun skiftevis synger eller hyler i opgangen. For slet ikke at tale om det halve år, hvor hun lærte at gå ved hjælp af en gåvogn som hun hamrede ned i gulvet(som jeg altså nægtede hende brugen af om søndagen, før kl. 12.) Vi skal jo alle sammen være her. Også de umyndige af os. Jeg kan også sagtens relatere til og forstå min underbos irritation. Men jeg er ikke hende og jeg skriver min blog fra mit synspunkt. Og indlægget havde simpelthen ikke været underholdende, hvis jeg havde skrevet det forstående og undskyldende. Sådan er det med alle mine indlæg, med hele bloggen – det er altid kun en del af sandheden. Og jeg VAR faktisk glad for, at hun fik lukket munden på min minisirene. For det indrømmer jeg blankt – det er simpelthen udenfor mine kompetencer ind i mellem. Jeg er jo moderen – hun ved hun kan tillade sig alt, overfor mig og jeg vil stadig elske hende. Hun var lidt mere i tvivl mht den underbo 🙂
Og så synes jeg måske, at Jette skulle hold sig til, at ytre sine negative holdning hér og ikke sende private emails til folk hun ikke kender. Tak.
Og så er det skægt nok ofte dem uden børn der ved ALT om børneopdragelse?? Hvor får de den viden fra? TV? Amerikanske serier? Normale børn har egen vilje, temperament, oprørstendenser – og i Klaras tilfælde i dag – ondt i ørerne og mistet hørelse. Hvilket ikke gør noget nemmere. Og nej, jeg har ikke råd til at flytte i hus. Det her er Kbh.
Kære Julie,
Jeg skriver afhandling om gruppedynamik/gruppementalitet/
mobning/mob mentality/fælles værdier i chatrooms og på weblogs og hvordan de permanente medlemmer agerer på en “udenfra kommende”, der sætter sig op mod gruppens fælles normer og holdninger, særligt når det er en person uden den samme referenceramme, set i forhold til det personlige møde på arbejdspladser, en gruppe af venner, etc.
I den sammenhæng bevæger jeg mig rundt på nettet i forskellige grupper og for at det skal være så autentisk som muligt giver jeg udtryk for mine egne umiddelbare holdninger.
Det er også nødvendigt at følge de samme blogs/chatrooms et stykke tid for at identificere de permanente gruppemedlemmer.
Også på din blog samlede dine følgere sig mod mig – og interessant var det at se, at du, indehaveren af bloggen, som den eneste viste forståelse, efter først at have reageret. Du føler således nok større ansvar end de øvrige. Du er jo “værten”. Psykologisk set “chefen” her på bloggen.
Men ellers viser undersøgelsen indtil videre, at de samme mekanismer som ved det personlige møde hersket på nettet.
Takker jer allesammen for deltagelse.
Og jeg vil vedblive at læse din blog, Julie, som “privatperson”. Den er underholdende og som sagt også inden for min faglige niche.
Tak for nu!
Hvor skægt. Det kommer egentlig slet ikke bag på mig, at den tendens er gældende alle steder. Folk forsvarer jo dem de holder af, føler samhørighed med, og du har også ret i, at jeg føler mig som vært her. Jeg vil også gerne forstås ordentligt, hvilket ind i mellem kræver lidt tillægs forklaringer. Og så skal du jo vide, at de fleste af dem der har deltaget i kommentar stormen her, har kendt mig i flere år, enkelte også irl, om man så må sige, og de er jo meget trofaste venner. Hvis du får lyst til at udvide din opgave med field studies, så er du velkommen til at komme en dag og følge Klara op og ned til 4. sal et par gange 🙂 Det skulle nok give ris til egen røv, på den lærerige måde 🙂
Det er cool, Jette. Jeg håber du er stolt af dig selv.
Kære Julie,
Det er i opstartsfasen, så jeg har selvfølgelig nogle løse teorier, og det kommer heller ikke bag på mig, at der er “sammenhold”, men hvad er rigtigt interessant at se er faktisk, at det er svært at komme ind i disse weblog grupper!
Jeg har et par gange skrevet helt uskyldige kommentarer her, om musik og smykker sat i relation til nogle af dine egne lindlæg for at “blive inviteret ind” – ingen respons fra nogen af jer!
Her adskiller denne blog sig heller ikke fra andre blogs og chatrooms.
For at få svar, skal man faktisk – ikke ulig et barn! – lave lidt ballade for at få opmærksomhed. Provokationer er nødvendige.
Men det koster også i form af sociale sanktioner……
Det er under alle omstændigheder meget spændende.
Altså nu vender jeg lige tilbage til det der Jyllands-Posten artikel.
Har været inde på http://www.jp.dk, og der bringer de den ikke. Hvis nogen har set den der, så må i meget gerne fortælle, hvor på sitet.
Ellers er Jyllands-Posten på infomedia, men det koster en del at få adgang til. Jeg har haft det, da jeg studerede og var i praktik på Politiken. Men jeg har ikke adgang nu, så hvis nogen har set den et gratis sted på nettet, så sig til.
Hmm.. her kommer man hjem fra en lang og begivenhedsrig dag (hvis at spise kan kaldes for en begivenhed) og ser ikke mindre end 17 kommentarer, efter der ærlig talt har været liidt stille her.. Og i sin læsning tænker man: Juhuu det er ligesom Celine-fasen, lige hvad vi trængte til. Men øv så er det bare fake.. Synes Jette skulle ha holdt masken noget længere.
Knus
Kære Kirsten,
Jeg ville opfatte det som uetisk at trække tingene i langdrag.
Imidlertid berører du et centralt emne; ofte udvikles der ikke meningsudvekslinger i fora/chatrooms/blogs, hvis der ikke er en vis tilføring af nye medlemmer. Nu har jeg fulgt mange chatrooms for forskellige grupper i lang tid og de “gamle” medlemmer sidder blot ved hvert deres tastatur og bekræfter hinanden. Derved styrkes de fælles værdier meget og en nykommer, der tillader sig at drille lidt med nogle provokationer, fremstår derfor yderligere som en outsider. Særligt når medlemmerne kender hinanden irl er selv debatfora på jubii o.lign. analoge til fx MSN.
Det er faktisk nogle gode venner, der sms’er sammen pr. nettet……
Du bekræfter min tese. Den nye pige i klassen begynder, og alle pigerne i skolegården holder lidt mere fast i hinandens hænder i rundkredsen……..
På en arbejdsplads med mange kvinder ville det sikkert have resulteret i sociale sanktioner i form af “den kolde skulder”/straf i form af tavshed, men i kraft af dette medie kan man “tale frit fra leveren”. Oven i købet er der nogle (i andre fora, ikke dette), der ikke tiltaler den nye direkte, men skriver åbent om vedkommende i forum – ja, i denne min undersøgelsesfase er jeg virkelig blevet skældt ud og mobbet ud….
Men indrømmet, jeg har også måttet provokere for at komme i dialog.
Over and out.
kan man også skrive afhandling om gruppedynamik set udfra chatrooms og blogs? Nu er toget altså kørt for mit vedkommende….
Kære Julie, beklager at måtte gå ned på deres niveau, men…..jeg har også en vis værdighed at beskytte:
Til Jens: Er du nu pludselig selvbestaltet censor? Og:hvis jeg ønsker en kommentar fra en person, hvis personlige referencerammer udelukkende omfatter Matador-mix hygge med afkommet og læsning af Ekstrabladet, henvender jeg mig selv – and don’t hold your breath.
Og til Tine: Jeg tror ikke, at du var MED toget in the first place.
(undskyld Julie at jeg bruger din blog til dette her) Jette: hvordan vil du have, at jeg skal kunne tage dig alvorligt, når du ender alle dine indlæg på engelsk???
Og okay at du skriver afhandling, det rager mig hvad du laver. Men du kan da ikke udtale dig om mig og om jeg er på toget eller ej. Må sige at du i den grad overskrider hvad jeg finder er okay, hvis det du laver her kun er til brug ved dit studie. Vor herre bevares, selvhøjtidelige NAR.
Ja, Jette – opgave eller ej – du kan ikke udtale dig på den måde om folk du slet ikke kender. Og når du så begynder at sende mails til folk privat, i stedet for at holde debatten i det her fora, hvor den opstod, så synes jeg du fuldstændig har ødelagt enhver troværdighed, du måske havde. Det er simpelthen helt vildt dårlig internet comme il faut.
Så er dine 15 minutter vist gået, Jette.
Nå men, nu er det jo slet ikke så kedeligt alligevel, selvom, du, Jette har tilkendegivet dit formål og din sande 🙂 identitet. Jeg vil egentligt gerne vide, om det også var dig, der på et tidspunkt, for vel omrking et år siden, brugte netdokters børnedebat – tror det var enten 1-3 år eller 3-6 år – til samme feltstudie. For ellers vil jge nemlig sige, at du skal til at skynde dig med den afhandling. Der er såå mange, der åbenbart skriver om det samme ud fra samme metoder.
Det der med skolegården – og det er et sted, jeg kender til. Så er det jo sådan, at er man imødekommende og søger kontakt på en positiv, men ikke usynlig måde, så kommer man let ind i en gruppe, men er man en opblæst nar (og gruppen ikke er det :-)), så bliver rundkredsen selvfølgelig strammet lidt.
Til I andre, så er det ikke første gang, jeg oplever, at en tilkendegiver dette projekt, får lidt sympati, men så fortsætter. Og til allersidst fortælles der så, at også det sidste var en bevidst provokation.
Vil bare sige at jeg synes du har en flot kjole!!
Jette, han er nu en sjov en:
Den sidste kommentar fra Jette var nu sjov..