Hvor skægt, at lige som en veninde skriver til mig, om jeg kan huske, hvor stort det var, første gang man så Døde Poeters Klub – lige da, poster en anden veninde en blogpost på fb, der handler om at gribe nuet. Eller ikke at gøre det.
Jeg tror det er noget alle tænker over, men nu har jeg mor-brillen på, og vil sige, at det gør alle de mødre jeg kender. Jeg har selv spekuleret meget over det, især de sidste par år, hvor min baby fjerner sig længere og længere fra babyland. Hun bliver faktisk fire lige om lidt. Og jeg får faktisk nok ikke flere.
Jeg har stået i stuen, og kigget ud af vinduet, over på genboen. Og set dem sidde i haven og spise aftensmad i timevis. Siddende. De sidder alle fire ned, samtidig, under hele måltidet! Og drikker vin. Sammen med deres kæmpestore teenagere. Og det har givet mig det håb, at selv om jeg ikke kan fastholde det nu, jeg er i, så er alle de nu´er der venter mig også værd at vente på. At selv om jeg hele mit liv har drømt om at være, hvor jeg er nu – familielivet, små søde børn – så kan jeg godt finde ud af at vokse med dem og nyde de næste mange faser også.
Den her blogpost er så godt skrevet. Det er sådan det er, at være mor. Det er sådan, det også er. Jeg synes du skal læse den, selv om den er lidt lang og på engelsk. Du bliver glad bagefter.
Og jeg er f.eks. sådan en, der altid har gået og sagt til alle, at det er drønhårdt med børn. De skriger og de vil ikke sove og de gider ikke spise og de vil hele tiden noget. Men det er det værd. De enkelte perfekte øjeblikke, som også beskrives så fint i den artikel, er alt det hårde værd. Og jeg ville gøre det igen, også selv om jeg vidste hvor hårdt det var. Men der er mennesket jo heldigvis så finurligt indrettet, at vi aldrig tror på, at det bliver sådan for os. Ellers var der måske aldrig nogen, der gjorde noget?
Nå, havde du kvalme og var træt til døden og græd over alting, de første tre mdr. af din graviditet? Ok, men sådan bliver det jo ikke for MIG! Nå, gjorde det ondt ad helvede til at føde, og turde du ikke spise noget i 3 dage efter, af frygt for at stingene skulle springe op, hvis du skulle skide? Ok, men sådan bliver det jo ikke for MIG! Nå, græd din baby de første tre mdr. og synes du den var fuldstændig uberegnelig og gjorde det næsten mere ondt at amme, end at føde? Og ville din baby kun sove i din armhule det første år? Ok, men sådan bliver det jo ikke for MIG! Nej, klart nok. Så unik er du jo. Men det er glimrende, det er godt nok, selvbeskyttelse. Det skal der til. Ellers var vi nok uddøde som race.
Nå, men jeg rabler. Hvor blev tråden af? Jo. Det ER hårdt at være mor. Det ER ligesom at bestige mount Everest. Men man gør det, fordi de gange man stopper op og nyder udsigten er det, det hele værd. Og når man når toppen – jamen altså – så begynder man jo straks at planlægge endnu en tur op. Men læs den artikel. Den siger det meget bedre.
Synes nu faktisk også at du siger det ret godt! Og ja, det er drønhårdt, men det er det hele værd. Jeg gjorde det også gerne igen, også selvom jeg vidste hvor hårdt det ville blive. Tak for påmindelsen, den havde jeg brug for lige i aften.
Tak for at linke til den skønne tekst! Det havde jeg brug for…
TAK for den artikel. Og hvor er det bare rigtigt; det er fantastisk at være mor, men det er også angst-provokerende, hårdt og tålmodighedskrævende. Den fedeste følelse er dog, når de små buttede arme krammer en og der bliver sagt: Du er bare den bedste mor.
Ej men … så klarer jeg gerne en omgang hysteri, bræk og oprydning mere.
Hvor er det rigtigt! Jeg har mange gange følt mig helt forkert når folk lovpriser det at være forældre – det lyder så nemt. Og ja, gu er det da fedt og dejligt, men pyha jeg kender altså godt til det med at glæde sig til dagen er ovre og man kan få lidt FRED. Med en 8 årig pre-teen datter og en 4 årig pillefinger lillebror tager den ene konflikt den anden. Men ja at høre deres sprudlende latter, se dem pjatte sammen i badet og mærke deres hengivenhed – det redder det hele.
Jeg fik mine unger, da jeg var forholdsvis ung og jeg opfattede og opfatter det som en spændende rejse, hvor jeg udviklede og udvikler mig sammen med dem. Græd dog på min mands skulder, den dag jeg for alvor realiserede, at jeg ikke længere var mor til små børn, men til store og selvstændige børn. Selvstændige har jeg nu altid synes, de var og min filosofi har altid været, at jeg kun havde dem til låns og at min opgave var, at opdrage dem i forhold til den store sammenhæng, for vel er det mine børn, men de er også sig selv. Den dag jeg græd, græd jeg fordi en epoke var slut og vi skulle til noget helt nyt. Være familie på en ny måde med store teenagere. Men jeg kan garantere dig for, at det er mindst lige så spændende! Selvfølgelig tænker jeg tilbage på alle de bløde, smukke situationer og på ungerne som skægge og putteagtige. Det var en god tid. Men for fanden, at se dem nu og at tale med dem nu, er lige så berigende, blot på en anden måde og bag ved det hele er jeg jo stadig deres mor og en kærlighedserklæring fra dem i dag – nu næsten 18 og 21 – er fantastisk.
Min pointe (som din): Børnene er dejlige lige præcis, der hvor de er og med den alder de har. Fortryder ikke et sekund. Jo, måske, at jeg ikke lige fik nr. 3. Men ellers…nej!
Tak for et meget smukt og kærlighedsfuldt indlæg.
At se sine børn vokse og blive til selvstændige, kærlige, omsorgsfulde mennesker er mindst lige så stort som at se dem tage de første skridt. At få et flash-back til en stor grinende to-årig, da man legede gemmeleg – når man i dag ser hende som 19 årig tude af grin over Mick Ø. At sende sin 17 årige søn på udveksling i 10 måneder i USA med den samme angst i maven som da man ikke havde mærket hans spark i et par dage. Og så få hende, nr. 3, fordi man bare som 37 årig og med to børn på 8 og 10 indser, at man mangler sgu én i familien, og familien ikke er fuldtallig før hun er kommet. Jeg er taknemmelig hver dag for at jeg får lov til at være med på alle 3 rejser.
Jeg har fået mit første barn for 10 uger siden og mine søde, søde sundhedsplejerske sagde til mig: den bedste tid med dit barn er altid nu – og det tager jeg med. Dejligt at uanset alder, så er der de bedste tider med ungerne.
Pingback: Det siger de voksne selv! | Fra hovede til pen
Dejligt når andre skriver, det man selv går og tænker… Så er jeg jo i hvert fald ikke den eneste der tænker det – og det letter da en smule 🙂