De vil stjæle mit barn…

Jeg har store problemer med at finde en babysitter til på søndag. Stoffer og jeg er inviteret til bryllupsreception ved hans moster, fra kl 13 og frem. Og festen skal være uden børn. Helt i orden med mig, rent principielt – hvem vil ikke helst spise deres lækre restaurant-mad uden for mange afbrydelser? Den slags er i hvert fald lige noget for mig.
Men min søster, barnepige nr. 1, tager til fyn lørdag sammen med moster I, barnepige nr. 2. Og moster A, barnepige nr. 3 er i Paris. Barnepige nr. 4, min veninde, har kærestebesøg fra Berlin. Og barnepige nr. 5, underboen Gitte, tager også på ferie fra lørdag. Jeg er altså ved at løbe tør for folk jeg kan spørge.
Og her kommer så problemet. Nu har alle andre så fået den fremragende ide, at min lille putte-Klara da bare kan køre med min søster og moster I til fyn om lørdagen. Det er jo alligevel meningen vi skal derover om mandagen, hvor vi har en uges ferie og skal ud og sejle med mine forældre.

Men jeg vil ikke have det.

Jeg ved godt, at Klara sagtens kan klare det, at hun er 2 år, at hun bare ville hygge sig, at hun er fuldt ud tryg ved sin moster mette og sine morforældre, at de kan tyde alle hendes signaler, skifte hendes lortebleer, finde noget mad hun vil spise og nemt få hende til at sove. Jeg ved også godt, at masser af mennesker har fået deres barn passet i weekender eller længere tid, da børnene var meget yngre.
Det har jeg bare ikke. Og jeg vil ikke.
De bedsteforældre bor langt væk, så hun ser dem jo ikke så ofte. Derfor har hun altid sovet hos min søster, som hun ser hver uge, når vi skulle noget, som krævede at Klara skulle sove ude. Og det er altid gået helt fint.
Jeg har absolut ingen argumenter for mit synspunkt, andet end det at jeg ikke vil. Jeg vil ikke.
Klara skulle nok klare sig, men jeg vil ikke. Ikke så længe, ikke 2 døgn. Og jo mere de presser mig, med alle deres latterligt logiske og rationelle argumenter, jo mere slår jeg hælene i.
Hun er min unge, og med mindre andet er strengt nødvendigt, så skal hun sove der hvor jeg kan høre hende trække vejret. Hun er MIN, my precious! 🙂
Hvis vi så bare skulle til en fed fest eller ud og buldre hele natten eller noget… Men jeg skal på arbejde hele lørdagen, og søndag skal vi være til det der familie tamtam kl 13, så det kan jo ikke blive til det helt store. Og jeg gider ikke sidde hjemme uden min unge, lørdag eftermiddag og aften, og se på stoffer der spiller computer eller brokker sig over at der er legetøj over det hele, uden selv nogensinde at rydde noget af det op.

Jeg vil bare ikke. Nix, nada, njet, nein, nul putte – niemals! Hun bliver her til hun er 30. Mindst!