I går gik Klara selv hjem fra sin veninde. Som bor på den anden side af Jyllingevej.
Og for ikke at krydse denne Dødens Pulserende Rute, gik hun lidt til den ene side og over Den Mørke Skumle Tunnel Hvor Farer Lurer I Dunkelheden, henne ved s-togs stationen.
I mens sad jeg derhjemme og googlede desperat efter dette digt af Khalil Gibran:
Jeres børn er ikke jeres børn. De er sønner og døtre af livets længsel mod sig selv. De kommer ved jer, men ikke af jer. Og selv om de er hos jer, tilhører de jer ikke. Jeres kærlighed kan I give dem, men ikke jeres tanker. Thi de har deres egne tanker. Deres legemer kan i give husly, men ikke deres sjæle. Thi deres sjæle dvæler i huset af i morgen, som I ikke kan besøge, end ikke i jeres drømme.
I kan stræbe efter at blive som de; men søg ikke at danne dem i jeres eget billede. Thi livet bevæger sig ikke baglæns og dvæler ikke ved det forgangne.
I er buerne, hvorfra jeres børn udsendes som levende pile.
Og efter ganske få minutter, så stod hun der jo. Hel. I god behold. Stor.
Og jeg var en virkelig fin bue af stolthed. Både over hende, og over mig selv. Jeg gav slip, hun fløj. Alt er vel.
8 Kommentarer til Det der med børn…