Det er dyrt at være dum

Det er også dyrt at være hjælpeløs.

Normalt siger man jo, at hvis man ikke har det i hovedet, så må man have det i benene. Dvs hvis man glemmer noget, må man løbe tilbage efter det. Jeg siger så normalt, at hvis man ikke har det i hovedet, må man have det på dankortet, og sandheden er, at penge løser mange problemer.

Nu har jeg f.eks. sådan et smukt posh smeg komfur i rustfrit stål, eller hvad ved jeg, hvad sådan et monstrum er lavet af. Lad os bare sige, at det er pænt. Det har også virket upåklageligt i årevis. Faktisk siden jeg købte det. Og indtil jeg fik barn i pilfinger-alderen.

Pludselig en dag, omkring det tidspunkt hvor Klara begyndte at rejse sig op på to ben, holdt ovnen i mit komfur nemlig op med at virke. Det er en el-ovn i et gaskomfur, og mangfoldige er de teorier min familie og mine venner har præsenteret mig for, omkring hvorfor lortet ikke virkede. Der skete det, at når ovnen varmede op, så slukkede den bare igen, af sig selv, umotiveret og pludseligt, og helt helt ignorant overfor de ufærdige ovnretter og halvbagte boller inden i.

Jeg grublede meget over den lidt for åbentlyse sammenhæng mellem "barn i pilfinger alder" og "ovn med digitalt indstillingsur i børnehøjde", men lige meget hvor grundigt jeg nærlæste brugsforvirringen, – specifikt kapitlet om tidsindstilling af ovnen til automatisk sluk…, og lige meget hvor mange selvudråbte teknik-ekspert-venner jeg indkaldte til hjælp, lige lidt hjalp det. Min ovn slukkede igen og igen. Indtil jeg bed i græsset og ignorerede den og fandt en gammel klam bordovn frem, som min mor købte til mig dengang jeg som 19 årig boede på et lejet værelse i Svendborg. Kom ikke og sig at det ikke kan betale sig at gemme tingene…

Nu har den klamme møgbefængte lidet charmerende bordovn så forpestet min tilværelse og ødelagt mit køkkens sikre stil (stål og blåt, inkl. skårede musselmalede sukkerskåle uden låg og original 1940'er ud-i-et bordplade i stål – SÅ nem at gøre ren!) Jeg har ikke kunnet ovnbage noget der var større end et a4 ark og maks 9 boller ad gangen. Ikke i orden.

Nå, men som en del af min nye energi-agtige form, ringede jeg så den anden dag til en hårdehvidevare-reperatør, for jeg har set en opskrift på nogen blåbær muffins jeg bare SKAL prøve, og det er også snart tid til flæskesteg igen! Han har så lige været her.

Og her kommer så det med dumheden. Jeg ved godt, at manden jo for fanden er uddannet indenfor branchen og han har års erfaring – men helt ærligt!!!! Trykkede han ikke bare på de samme knapper, som jeg selv har stået og hamret frustreret i i over 1½ år??? Han kom, han læste brugsanvisningen og han sejrede. Han trykkede på 2 knapper og får så lige 750 kroner for det. Længe leve os enfoldige, for vi holder da fandme samfundet i gang!

Men så er det jo også med GARANTI, sagde han, så hvis der bliver noget igen, så skal jeg bare ringe, og så er det ham der hænger på den… Men der bliver jo ikke noget igen, for der er jo intet galt med det komfur. Det skulle da lige være Klaras små pilfingre, men de må fremover ikke komme indenfor en radius af 20 cm. fra den ovn! Ellers bliver næste regning fandme trukket ud af hendes børneopsparing!