En dag i almindelige menneskers liv i Helvede

Nå, så det er sådan det er så? Det er sådan her, I alle sammen har det hver dag? Skulle det nu være så smart? Jeg tror jeg vil have min spiral ud og gå på barsel hurtigst muligt, det er hvad jeg tror.

Lagde flot ud, med at køre hjemmefra 8.30 – jeg skulle møde kl. 10, så jeg mente jeg var i god tid. Men ikke god tid nok… I hvert fald ikke nok til at tage den omvej jeg tog. Nævn en omfartsvej eller en ringvej uden om Kbh, og jeg har været der i dag. For at gøre en lang og meget frustrerende historie meget kort, så var jeg fremme 10.35. Til en flok fnisende nye kolleger, som heldigvis alle sammen havde lignende historier at byde ind med. Fik kæmpe stor, pragtfuld lyserød velkomstbuket, med roser, mimoser og alt muligt andet godt.

Så blev jeg vist rundt og så fik vi lidt the og brød og så hilste jeg på alle, og de hedder altså allesammen Kirsten. Så hjalp jeg lidt med en udstilling, fik mit eget skrivebord, min egen telefon med direkte nummer, min egen pc, mine egne logins, min nøgle og mine egne kontorartikler. Så blev jeg total tæppebombet med info om det nye søgesystem de har. Skal nok lære det ret nemt, men altså – alle de informationer… så fik jeg hovedpine, så lagde vi mit skema for denne uge og så tog jeg hjem. Stoppede for at få benzin på og kørte og kørte og holdt i kø og kørte og nåede frem til vuggestuen kl 16.20 fuldstændig smadret i hovedet.

Hentede stakkels forsømt og grædende barn som nu er traumatiseret for livstid, efter en dag fra 8.30 til 16.20 i institution. Velkommen til virkeligheden som andre kender den Julie. Hun var træt, hun var sulten, hun var blevet bidt i armen og hun var bare så sød da vi først kom ud i bilen. Jeg var grædefærdig af taknemmelighed, da hun gik op af trappen selv uden ballade og så lå vi sammen på sofaen og så Dumbo indtil stoffer kom hjem kl 18. Han har fået lidt hastearbejde på et reklamebureau han har arbejdet for før, så det var også ret dårlig timing at de lige skulle bruge ham i dag. I morgen bliver det nemmere.

Fik sovet 1½ time, mens de to andre spiste aftensmad og er nu egentlig frisk nok i hovedet igen. Synes det var en god første dag, selv om den var hård og jeg tror det bliver nemmere i morgen. Især hvis jeg ikke kører forkert rundt i en time på vej derop… Og så har jeg fridag onsdag. Puha.

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

18 Kommentarer til En dag i almindelige menneskers liv i Helvede

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.