Et råb om hjælp!

Nu kender vi jo alle sammen min søster ikke? En sød, lidt for rengøringsfikseret 26 årig, som er hispanofil og elsker mit barn.

Det er så meningen at hun skal flytte sammen med sin kæreste, fordi det er jo den slags man gør i den alder og det kan man egentlig ikke bebrejde dem. Men der er slanger i paradis!

De havde fået lovet en lejlighed lige om lidt, men så den anden dag ringer fyren de skal have den af og kommer med en lang historie om sin familie der er på randen af opløsning og hans hashvrag af en bror, som skal flytte hjemmefra NU osv osv, så summa sumarum, Mette og Kæresten kan ikke få lejligheden alligevel, for der skal bror-hash nu bo. Fyren de skulle have den af var meget meget ked af det og pinlig over det, og tilbød endda min søster, at hun måtte få hans klaver, men som hun sagde; "hvad skal jeg med hans klaver, når jeg alligevel kommer til at flytte rodløst rundt resten af mit liv? Jeg mister alle mine venner, hvis de skal slæbe det klaver op og ned af trapper til min nye lejlighed, engang hvert halve år."

Nårh stakkels lille pusser-søster! Og nu er jeg jo min søsters keeper. Det var mig, der overfusede skoleinspektøren, dengang han tog fat i min søsters arm, fordi hun løb på gangene. Og det var mig, der lovede en knægt, at hvis han nogensinde så meget som talte, eller så på, for slet ikke at tale om drillede, min søster igen, så ville jeg personligt jage ham og stikke hans øjne ud med en spids pind. Jeg var vel omkring 10 på det tidspunkt, og han har ikke set til min søsters side, siden.

Så nu spørger jeg alle jer – 400-nogen mennesker, som læser med derude – kender i nogen, som kender nogen, der kender nogen som kan skaffe en lejlighed?? Jeg mener, jeg har skaffet mig selv guldarmbånd, artikler i dagspressen og en bunke venner gennem denne her blog, så hvor svært kan det være med en lejlighed? Bare 2 vær. til under 5000 et sted i Kbh. Den der skaffer noget vil blive hædret med et tilbedende indlæg her på siden, og muligvis en date med min søster. Har ikke snakket med hende om det endnu, men skal nok overtale hende! Er du kvinde, kan du få en date med hendes kæreste. Han er sød nok.

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

7 Kommentarer til Et råb om hjælp!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.