Der var jo engang, hvor min overbeviste plan B var som følger:
Hæve alle kontanter, skrive et afskedsbrev, tage bussen til Kastrup lufthavn og hoppe på det første fly til Miami, hvor jeg så ville leve af at danse i musikvideoer. Helst Will Smith's.
Så fik jeg jo det der barn, og den flugtplan blev forsøgt ændret til:
Hæve de sidste 100 kr., amme, skrive afskedsbrev, pakke alt babyudstyr, amme, skifte ble, pakke rent tøj ud igen, amme, skifte ble, pakke klapvogn, blive overset af 3 fulde 350s busser, tage første fly til Miami, tabe 20 efterfødselskilo, finde babysitter, finde sted at bo, finde nogen der gider lade mig danse…
Hrmpf. Jeg kan godt selv se, at det løb ligesom er kørt. Der bliver ingen dansende flugt. Den enste dans der ville komme ud af den flugtplan nu er Svanens Død. I 7 akter.
En ny og mere børnevenlig plan B er påkrævet. Og den ligger jo egentlig lige for.
Sælge lejlighed medsamt lorte-toilet, skrabe hele overskudsmillionen sammen og tage den med langt ud på landet, hvor jeg kan få nogen m2 for pengene og evt. noget med egen sø. Eller ned til vandet. Er datter af sømand. Også gerne noget ud til en landevej. Nej, ikke direkte ud til landevejen, for jeg vil ikke have børn, hunde eller katte kørt over. Men noget med en markvej, gerne med en allé af en eller anden slags, med træer der blomstrer om foråret. Så skulle jeg have en lille bod oppe ved landevejen, hvor jeg solgte mine gulerødder og blommer og hindbær og løg og porrer og revl og krat. Og i længden ville det sikkert give lige så mange penge i kassen, som min offentlige lønning?
Jeg skulle have en lille pony til Klara, når hun blev stor nok til selv at muge ud, og jeg skulle have et par hunde. Jeg kunne faktisk godt tænke mig sådan en welsh corgi – de er gode hunde, synes jeg. De virker meget glade uden ligefrem at VÆRE en golden retriever. Vi skulle have høns, hvis det var lovligt endnu, og ænder i en dam. Hvide ænder og de der moskus-nogen som smager så godt. Jeg skulle jo nok også have nogen katte, men faktisk måtte det godt være nogen som var mest udenfor. Er liiiiidt træt at indekatte pt. Vi kunne også have kaniner! De er søde og de smager rigtig godt. Hjemme havde vi engang angora kaniner, som vi så klippede ulden af og kartede og spandt den, og strikkede de lækreste 80'er trøjer med brede skuldre og fimrehår…
Jeg skulle have den største køkkenhave. Større end Søren Ryges, den amatørnisse. Jeg skulle simpelthen have alt i min køkkenhave. Alt. Nævn en grøntsag eller en urt eller en bærart og så var den der. Totalt selvforsynende. Tutti Dinamarca kan rende mig! Blommer, æbler, pærer, moreller, kirsebær – alle mulige frugttræer rundt omkring. Og i mit store fine hus, var der selvfølgelig fuld kælder, som var god og tør og kølig visse steder, så man kunne opbevare sine kartofler og sine knoldselleri osv så længe som muligt.
Jeg ville være helt ligesom min morfra, bare uden køer for jeg gider ikke stå tidligt op, og uden grise, for jeg gider ikke stinke. Og uden duer, fordi de er ulækre og der er ikke nok kød på dem. Min mormor og morfar boede på sådan en rigtig gammeldags bondegård. Langt ude på den tunge sydfynske muld. Nogen gange synes jeg, at det er helt underligt at det ikke er længere tid siden tingene var sådan, for deres livsform virker totalt antikveret i dag. Min mor kan f.eks. huske sin 50'er barndom (selvfølgelig kan hun det) og hvordan de sov på madrasser med halm i og kunne ligge og høre musene pusle rundt nede i madrassen. Hun kan huske dasset ude bagved og hvor koldt det var at løbe derud om vinteren. Nogen af min mormor og morfars naboer havde ikke engang fået indlagt toilet der i starten af 80'erne. Jeg er i tvivl om jeg husker rigtig, men det forekommer mig at jeg engang besøgte en gammel enkemand sammen med min morfar, og han boede på en gård, hvor der ikke engang var strøm lagt ind?? Det kan jo næsten ikke passe, men jeg synes bare, der var noget om det…
Jeg kan så huske en masse lyse sommeraftener, hvor mine fætre og min søster og jeg, fik lov til at sove oppe på høloftet. I soveposer og med lommelygter og hemmelige huler rundt omkring med bitte små killinger i, som var stort set vilde og havde meget skarpe kløer.
Og jeg kan huske slagtetiden. Slagteren der kom i sin mærkelige bil. Grisene der skreg og hvinede. Og bryggerset, der var fuld af damp fra de kogende gruekedler, som vi dyppede ænder og gæs i, så fjerene løsnede sig og vi kunne plukke dem. Og når min mormor åbnede en høne, og den var fuld af små runde gule kugler i forskellige størrelser, som ville være blevet til æggeblommer en dag. Jeg kan huske at kravle op på en vakkelvorn stige, mens morfar støttede den, og få lov til at kigge ind i duernes rugekasser og se de små tudegrimme og nøgne dueunger ligge dér. Jeg kan huske min mormors hjemmelavede form for slik – stegte flæsketern. Salte og fede og helt helt forbudte i dag. Jeg kan huske min mormor, når hun bryggede sin hjemmebryggede øl. Og hendes 5 svigersønner, som hårdnakket påstod at de 5 døtre kun blev taget pga den øl.
Jeg kan huske når jægerne kom hjem fra jagten, og jeg synes de var lidt onde når de havde skudt en bambi, men alligevel stod man fascineret og så på alt vildtet når det blev lagt frem i en række på gårdspladsen, og de stillede sig op bag ved og vi tog et billede af dem. Jeg kan huske de kæmpe store varme køer i stalden, som var rare at klappe, og jeg kan huske de hvæsende sure gæs i flok, som jeg var rædselsslagen for. Og som jeg hadede når de indtog græsset under kirsebærtræerne…
Og jeg kan huske, at køre i min morfars traktor sammen med ham. Jeg kan huske hvordan den lugtede. Ham – der lugtede af sved og gammel mand og tobak, og tæppet bag ved hans sæde, som lugtede af våd hund, hvor jeg kunne ligge og se op på himlen eller ned i den sorte muld som han pløjede op. Og alle mågerne der skrigende fløj bagved os, på jagt efter et godt måltid regnorm. Jeg kan huske at falde i søvn dér og være absolut tryg.
Så det må da være min nye flugtplan – tilbage til barndommen!
Din historie bringer minderne tilbage om MIN barndom “hjemme på gården”. Mine bedsteforældres selvfølgelig.
*suk* – sådan en feriebedste gad jeg godt have udstyret min unge med.
Welsh Corgi – øhhh … bliver lidt forvirret, for er der nogen de hund IKKE ikke kan sammenlignes med, så er det en golden retriver – en golden er jo stort set 3 gange så stor, og har en anden farve, og hedder noget andet, og er noget andet.
Hmm … nå anyway, så er det lidt uprofessionelt at skriver “Welsh Corgi”, for så aner ingen hvad det er for en race du snakker om. Du skal skriver “Welsh Corgi Cardigan” eller “Welsh Corgi Pembroke” …så skulle nogen have en chance 🙂
Knus
Men jeg er ligeglad med hvilken en af dem – jeg kan bare godt lide at de er så lave og har store ører og glade smil. Og er gode gårdhunde. Og det med gladheden er det eneste de har tilfælles med golden retrieveren – det var det jeg mente. Og jeg må godt være uprofessionel, fordi det ER jeg jo. Jeg er den glade amatør.
Kære Julie
Jeg følger dig tæt – altså her på bloggen – og holder rigtig meget af din måde at skrive på! Ofte sidder jeg helt alene og skraldgriner; det er underholdning i verdensklasse.
Nå, men nu har du så næsten fået mig til at græde. Dette indlæg ruskede op i mange næsten glemte fornemmelser/lugte/tanker/oplevelser fra min egen barndom. Og jeg boede rent faktisk på sådan en gård. Minderne er ikke relateret til eksotiske besøg hos bedsteforældre, det var min hverdag. Vil dog godt lige understrege, at vi altså havde både indedørs toilet, elektricitet og rindende vand….
Tusind tak for du gider dele store og små ting ud med så løs en hånd.
KH.
Annette
Ej, det lyder som et rent slaraffenland af oplevelser, bliver lidt misundelig – specielt over de forskellige æggeblommestadier…
Smukt skrevet, Julie :-). Pludselig var jeg seks år igen og hjemme hos min farmor og farfar på det yderste Nordfyn.
Min far bor i dag i sit barndomshjem, og jeg har det stadig sådan, at når jeg går ind i det lille bindingsværkshus, føler jeg, at intet ondt kan ramme mig.
En omgang Emil fra Lønneberg kan give både store og små en halvanden times tid drømme om livet på landet – den kan lånes på biblioteket… 🙂
Orv mand! Jeg stammer fra en arbejderfamile i Valby og en syerske, som påstod at hun var dameskrædderinde, og synes at hun hørte til det bedre selskab, når hun tog 3 uger til Mallorca og spillede bridge…
Ikke meget at give i arv dér. Ikke så mærkeligt at jeg ikke er til at rokke fra byen 🙂
KH
Karin
Tag mig meeeeeeeeeed!!!
ARGH! Jeg dør…. langtsomt…
Puha, Julie – det dér, det er bare ikke mig! Men jeg skal nok besøge dig alligevel… hvis jeg slipper for at se for mange døde dyr, altså. Knus 🙂
Den der med hus uden strøm indlagt i 1980erne er god nok.
Jeg husker en gammel dame i Stensby og en forpagter i Stavre på Hindsholm. Begge var i al fald uden strøm senere end 1985.
Ham der i Stavre drev en forpagtergård under Hverringe Gods. Det var som at se et maleri fra Guldalderen af Lundbye.
Heste og svejryggede køer tøjret ved kæret.
De havde klaptræer på. (Hov, det er der vist ikke ret mange, der ved hvad er!). Bygningerne var halvt sunket sammen.
Jo, det er ikke længe siden.
Og det der med øllet er nu noget om.
Halløj, det fylder for meget til en kommentar. Jeg må skrive lidt om det øl på min blog lidt senere i stedet.
Nu er det min tur: Sig mig: ER DU MIG!?!?
Du har lige beskrevet min barndom. Nu stopper det, Julie!!
Den dag i dag kan jeg ikke TA lugten af brændt hår, for når de havde dræbt den skrigende gris, så brændte de håret af den, og det stank… og så skulle jeg stå dér og hjælpe med at partere liget.. Fy for s…., og se de store spande med blog, og have blodpølse til aftensmad..
KH Suzy
-de gjorde et dyre-elsker-barn fortræd.
*ROFL* ikke store spande med blog (!!) – med BLOD, for filan da. Der fik jeg lige grineflip. Jeg har blog på hjernen.. og forhåbentlig blod I hjernen (eller bare i nærheden).
Suzy Q :DDDD
Blod på blogge-tanden? Spand på blodpølsen?
Man skulle næsten tro at vi var vokset op sammen – al den herlighed var bare hos min farmor, men ellers var det nogenlunde sådan da jeg var barn for ca. 100 år siden. Jeg er ikke jagtmenneske, men faktisk synes jeg der er noget respektfuldt over at præsentere det vildt man har nedlagt. Man takker jo for jagten og de gaver naturen har givet på den måde.
Mvh
Lone
Naharj..var bestemt ikke din hjemmeside jeg mente (mit blog-indlæg, du ved). Virkelig BESTEMT ikke. Og altså, på mig virker du jo som den seje mor. Humor-mor. Gode mor. Ej, absolut slet ikke som hende der…den anden.
Om ikke andet, fantastisk bondegårdminde! Så er der mig der kun har været på en gård 2 gange, dengang jeg var 6 år og min far var kæreste med én, hvis forældre boede på en gård. En gård uden dyr og uden egne marker, men med en fast regel om at alle skulle sove til middag kl. 13.30. Synes jeg var rimelig kikset når nu jeg havde slæbt alle mine barbiedukker med og de bare så gerne ville leges med.
Ikke noget at sige til, at så mange har haft oplevelser, der i høj grad minder om dine, Julie.
Dengang var der over 300.000 landbrug. Idag er der antagelig under 35.000! Tallet er svært at gøre op.
Jeg driver i al ubeskedenhed arealet fra dengang 11 familiers udkomme ved siden af mine øvrige aktiviteter.
Mit fødehjem, hvor vi både havde karl og pige i min barndom, tog det mig i følge mit markstyringsprogram 42 timer at passe i fjor.
Hold af jeres bondegårdsminder.
De fleste af dem er svære at genfinde i dag. -Dog undtaget det, at ungerne stadig sover bag sædet i traktoren på hundens gamle tæppe.
Men så er der sikkert andre minder til vores børn.
Ja jeg havde sjovt nok også disse barndomsoplevelser. Min morfar havde en gård med grise, jeg kan godt huske slagtningen, traktoren og mange andre ting. Honningen fra bistadet, mormors mamelade lavet af alle de bær hun selv gik og plukkede, fasanerne der blev plukket…Det var bare livet og ærgeligt at ens egne unger ikke oplever det samme hos deres bedster.