Livet uden cisterne

Nej, jeg har ikke fået fixet cisternen. Har ringet til mindst en million vvs mænd, inkl ham du formidlede sanne, og ingen af dem ringer tilbage. Der er bare ikke penge nok i en cisterne som ikke virker.

Der er heller ikke vand nok, i en cisterne som ikke virker. Så vi kan ikke trække ud. Og sådan har vi levet i over en måned nu. Man skyller efter med en spand. Det er så grelt nu, at jeg vågner svedig og panikangst kl 4.30 om natten og tænker: må flytte nu! MÅ flytte nu. Må FLYTTE nu. Må flytte NU!! Vil have velfungerende toilet, der ikke er konstant konfliktsøgende. Og have med egne ægproducerende høns, inden den slags bliver forbudt ved lov.

Var til ørelæge med klara i morges, og hun skal have dræn igen. D. 16.12. Puha, det er aldrig sjovt med sådan en omgang fuld narkose, men jeg er alligevel glad for at hun skal have det. Så er der da en chance for, at jeg kan få min stærke, udadvendte, glade pige tilbage igen. I stedet for den her sure, pylrende unge, der vågner flere og flere gange om natten – igen. Og nu havde vi jo lige vænnet os af med det.

Jeg er helt enormt træt for tiden, og meget – ja, bekymret er vel det rette ord. Jeg vil så gerne snart have et fastere job end det jeg har, og lidt ro på tingene og lidt klarhed over min fremtid. Jeg går hele tiden rundt og ruger og regner på tingene og bekymrer mig om, hvor det dog skal ende.

Nå, nu står Klara foran mig med et farvekridt stikkende ud af hvert øre og siger; "jeg har øreringe på" … må vel hellere holde øje med eget afkom og få lavet en spandfuld frikadeller.

Er blevet grebet af julehalløjet og er i gang med en alt for dyr pakkekalender. Men det går ikke så godt for mig, for jeg kan ikke lade være med at give hende tingene på forhånd… Således sidder hun nu ved siden af mig med de vandfarver og den pensel, som skulle have været hovedgevinsten… Men hun ville jo så gerne male. Og hvis man skal se lidt smart på det, så får hun jo lige produceret et ton julegaver til de taknemmelige familiemedlemmer.

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

14 Kommentarer til Livet uden cisterne

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.