Fortsat jubilæum

I dag er det så tre år siden jeg officielt vidste at jeg var gravid. Jeg vågnede den tirsdag morgen og var meget forvirret og bange, og havde lidt den indstilling at det var forfærdeligt det hele, men at det på en måde også var for godt til at være sandt. Jeg troede jo ikke, jeg kunne blive gravid. Og jeg havde jo kun den her 4 mdr's kæreste, som var hiphopper og ryger og ikke kunne lide katte og havde et skod-natte-job på tdc og bare overhovedet ikke var min type! Jow, vi var da sært vanvittigt forelskede, men helt ærligt så havde vi ikke på det tidspunkt snakket om at blive gamle sammen og den slags. Vi boede jo ikke engang sammen. Vi sås jo ikke engang hver dag.

Jeg skulle på aftenarbejde den dag, så jeg havde heldigvis fri om formiddagen og kunne ringe til lægen så snart de åbnede. Jeg sagde, at jeg troede jeg måske var gravid og jeg ville gerne have dem til at kigge på sagen. Har du taget en test, spurgte lægesekretæren i tlf? Johh, det havde jeg da, men den var jo sikkert ikke sand, vel? Jo, det mente hun nok. Så kunne jeg bare få en tid til almindelig undersøgelse når jeg var lidt længere henne. Hvor langt henne var jeg nu? Og her så jeg så min chance og løj om, at det vidste jeg sørme ikke, for det hele var lidt uregelmæssigt, og jeg tror hun måske kunne høre panikken i min stemme, for hun sagde at jeg gerne måtte komme, hvis jeg ville have dem til at teste det også.

Mig op til lægen med det vuns, og så fik jeg sådan en plastickop som jeg skulle gå på toilettet og tisse i. Hvor svært kan det være, ikke sandt? Ret svært så, når man er så nervøs at man ryster helt vildt på hænderne… Det lykkedes mig at tabe kop og tis ned i toilettet, så jeg måtte gå ud og bede om en ny kop, og så måtte jeg sidde et kvarter i venteværelset og drikke en masse vand, for at skulle tisse igen. Var på dette tidspunkt i tæt sms kontakt med den formodede barnefader som sad ude på nørrebro og rystede ligeså meget som mig. Eller – han virkede faktisk gladere. Han virkede mere spændt og glad, end nervøs. Men han har jo heller ikke siddet og spekuleret på om han nu skulle ende som enlig mor.

Nå, ny kop, nyt tis og denne gang tog jeg mig sammen og leverede varen. Så var der den forfærdelige ventetid, indtil sekretæren kaldte på mig. I det jeg gik ud i forkontoret og hen i mod hende, så stod hun bare og smilede og nikkede – og sagde; den er god nok! Du skal være mor.

Og så brast jeg sammen i helt hysterisk hulkende krampegråd, og den stakkels dame løb hen og omfavnede mig og blev helt bekymret og spurgte forsigtigt om det måske var dårlige nyheder? Og jeg fik fremsnøvlet noget om, at nej nej det var det ikke, jeg var bare så glad. Og overrasket. Men jeg var glad. Jeg synes bare stadig, at det var for godt til at være sandt. Hvorfor i alverden skulle det hele pludselig komme så nemt til mig?

Nede på gaden, prøver at holde hænderne roligt nok til at trykke genvejstasten til stoffer på min mobil – hvorfor har den også så bitte små knapper? Busserne og al trafikken på amagerbrogade larmer så meget, at han først ikke kan høre hvad jeg siger, men så trænger budskabet igennem; den er god nok. Du skal være far. Jeg skal være mor. Vi skal være forældre. Jeg lyder som en der har fået granatchok og stoffer spørger bekymret om jeg da slet ikke er glad? Jeg tænker, at det da vist er den omvendte verden det her, men jeg kan slet ikke sige noget. Jeg synes bare det er for stort. Og jeg har også kvalme. Velkommen til den – min trofaste følgesvend de næste 8-9 mdr.

Tager bussen på arbejde og sidder der og synes hele verden er meget mærkelig. Jeg kommer frem, og det er frokost tid og mine kolleger sidder og deler en stang wienerbrød (ja, vi er jo offentligt ansatte ikke? Kaffepauser er meget vigtige) De spørger venligt om jeg ikke vil have noget og jeg takker nej, med den begrundelse at jeg har lidt kvalme og ikke rigtig har lyst til sødt. Hahaha, griner en som hedder Lone – der er måske småfolk på vej? Hun tror jo selv det er årets joke, for de ved alle sammen godt at jeg lige har slået op med min faste kæreste gennem knap 7 år, for kun 4 mdr. siden. De ved ikke allesammen, at jeg allerede har mødt en ny…

Jeg sidder bare og stirrer på hende og har helt ærligt brug for at snakke med nogen om det, så jeg siger bare; ja, det er sjovt du lige nævner det, for det er der faktisk…

Stor tavshed. Hænder der flyver op foran forbavsede ansigter. Udbrud a la Guuuud!! og Hvem er faderen??? Og hvaaaaad??? Og jeg siger så, at jeg lige kommer fra lægen og at den er god nok. Der ER småfolk på vej. De er overraskede og nogen af dem har meget svært ved at få det hele til at hænge sammen, for jeg har jo ikke nogen kæreste??!!??? 🙂 Men det har jeg jo så, får de at vide, og han har fået nyheden og lyder umiddelbart ret meget med på ideen.

Lang dag, og endnu længere aftenvagt. Bliver hentet i bil kl. 19 af min eks-kæreste og vores fælles ven JC, som jo har fødselsdag. De kører med mig hjem og vi spiser fødselsdagsmiddag for JC og jeg sidder bare hele tiden og er ved at eksplodere. Jeg kan ikke fortælle dem noget - jeg har jo lige slået op med den ene af dem for 4 mdr. siden og han har for et par uger siden fået nyheden om at jeg allerede har mødt en anden. Har helt ærligt ikke lyst til at fortælle manden som jeg forsøgte at blive gravid sammen med i 2½ år, at det nu er lykkedes med en eller anden tilfældig stodder efter kun 4 mdr. Endelig skal de videre og jeg kan tage bussen ud til nørrebro og kristoffer. For første gang, skal jeg se ham ind i øjnene og vide om han virkelig mener det. Man kan sige så meget i en telefon, men jeg ved, at når jeg ser ham, så finder jeg ud af sandheden.

Mine venlige kolleger havde insisteret på at jeg tog en fridag om onsdagen, og fandt ud af det hele, så vi har god tid om aftenen og vi snakker hele natten. Allerede da jeg ankom, og han bare åbnede døren og holdt om mig, vidste jeg, at det nok skulle gå. Og et par timer senere sidder vi rent faktisk og surfer på nettet efter navnesider og snakker om, hvad barnet skal hedde… Jeg skrev listen ned i min dagbog (almindelig gammeldags en) og Klara lå faktisk højt placeret allerede denne første aften.

Næste morgen sover vi længe og går så på Cafe Castro og spiser brunch og snakker så virkelig om at blive gamle sammen. At vi godt kan se det ske. At vi vil det her, at vi begge to er skræmt ad helvede til, og at det er i orden at føle mindre positive ting, men at vi vil det. At der skal være plads til op og ned ture, til at blive kede af det og bange og overvældede, men at grundlæggende så vil vi det.

The rest is history, som man siger. De første par år gik det virkelig over al forventning og jeg sad tit og tænkte at det var for godt til at være sandt. Der kom ikke nogen nedtur. Han løb ikke skrigende væk. Ikke engang den dag da jeg kastede op på ham, fordi han lugtede af røg. Så holdt han bare op med at ryge når jeg var der. Vi flyttede sammen i januar, da jeg var 3 mdr. henne og det var på høje tid, for det var godt nok hårdt at bo alene med så meget kvalme og træthed og hormonsvingninger. Graviditet, fødsel, kolik, ingen nattesøvn, øreproblemer, amme-marathon – han var der hele vejen og jeg var aldrig i tvivl om, at han ville det lige så meget som mig.

Men så var det at barnet fyldte 1½ år, fik dræn og startede i vuggestue. Og så blev hun pludselig nem. Og så kunne vi pludselig trække vejret og tænke på os selv. Og så kom krisen. Om hvorvidt vi overhovedet passer sammen og om vi virkelig skal blive gamle sammen. Krisen har været her et lille års tid efterhånden, men jeg synes den er på retur. Vi er her jo endnu. Begge to. Det er jo som bekendt svært at spå, især om fremtiden, og jeg aner ikke hvad det ender med. Det er også lidt det der gør livet så interessant. Men ligemeget hvad, så er han verdens bedste far og vi fortryder aldrig nogensinde at vi fik hende. Der har aldrig været tvivl om hende, kun
om os. Hun er ikke noget uheld, hun er et lykketræf.

Der er jo ikke et øje tørt 😉

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

14 Responses to Fortsat jubilæum

  1. farmer skriver:

    Hvis Stoffer er verdens bedste far, skal I gøre meget for at det holder for jer.
    Det skylder I begge Klara.
    Der er idioter nok derude.

  2. Suzy Q skriver:

    Kære Julie
    Tak for en fantastisk post.
    KH Suzy

  3. Mille skriver:

    Kære søde Julie, tak for en dejlig læsning og tak fordi du indvier os i dit liv 🙂

  4. Julie skriver:

    Haha, sjovt du siger det Farmer, for det er også netop min erfaring 🙂 Af samme grund forventer jeg heller ikke det perfekte – jeg tror ikke det findes. Og der er som du så rigtigt skriver, mange derude som er meget meget værre. Det er så heller ikke mig, som er i tvivl, så det er jo let nok for mig at sige. Men tak til jer allesammen for opbakningen.

  5. Mette skriver:

    SNØFT!
    Dejlig beretning – og jeg er sikker på en Happy End :o)

  6. Bekker skriver:

    Mmmm det går jo lige i tøsegenet. Og, den er nok ikke så mærkelig, den der krise. Når man lige pludselig har tid til at trække vejret, og tænke sig om. Håber i finder ud af det. KH Bekker

  7. DortheK skriver:

    Hej du 🙂
    Sikke en dejlig historie ! Jeg tror ikke der er en eneste børne-familie (gyser du ved at jeg kalder jer det ?? *GG*) der vil påstå at livet bare har været rosenrødt hele vejen igennem
    Jeg krydser fingre for jer 🙂
    KH DortheK

  8. Liza skriver:

    Hej Julie. (Ja, jeg lever stadig) Herhjemme havde vi også en krise, men den startede allerede da den ældste sønnike var ½ år og varede sådan ca. et års tid. Derefter lysnede det, for der havde barnefaderen og jeg begge fundet vores pladser i forældreskabet – sammen. Jeg aner ikke noget om dig og Stoffer, for I er jo ikke ige som os. Jeg vil bare fortælle dig, at det KAN godt lykkedes indimellem. Jeg blev jo gravid efter 2 måneder og på næste fredag kan vi fejre 5 års bryllupsdag, så jow jow…. -Og tak for din beretning, sådan nogle historier render jeg også rundt med 🙂 Knus Liza

  9. Strange Days :o) skriver:

    Ved du hvad….mænd kan være idioter og kvinder kan være idioter – men sjældent hele tiden og oftest finder de ud af det. Især hvis det har noget at kæmpe for SAMMEN.
    Det skal nok gå, Julie – også selvom du af og til er i tvivl om det. For I vil jo begge to hinanden, ikke?
    P.S. Så lige, at du havde linket til min blog i din linkliste…..jeg føler mig altså lidt vigtig over det….

  10. Strange Days :o) skriver:

    Ved du hvad….mænd kan være idioter og kvinder kan være idioter – men sjældent hele tiden og oftest finder de ud af det. Især hvis det har noget at kæmpe for SAMMEN.
    Det skal nok gå, Julie – også selvom du af og til er i tvivl om det. For I vil jo begge to hinanden, ikke?
    P.S. Så lige, at du havde linket til min blog i din linkliste…..jeg føler mig altså lidt vigtig over det….

  11. Anja skriver:

    Ih dog… hvor var det dejlig læsning! Jeg nød hvert et ord! 🙂 Og du skulle bare vide, men faktisk har du hjulpet mig en lille smule – TAK for det!!!! 🙂

  12. tine skriver:

    hej Julie
    Ved ikke om det er noget for dig, men de søger en boganmelder på månedsbladet Q. Flere detaljer følger hvis du er intersseret…(eller du kan selv læse det i Q)
    Tak for endnu et dejligt indlæg om dig og din lille familie:-)

  13. Eva skriver:

    Tak for en skøn beretning om den forvirrede tid det må have været for dig / Jer. Du har en formiddabel fortællestil.

  14. Grith skriver:

    Kære Julie, sikke en historie:-) Det er både fascinerende, betagende og åbenhjertig ærlig læsning:-)
    Håber sandelig ikke at du forlader bookworm.dk til fordel for Q:-)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.