Hemmeligt indlæg

Det her bliver et af de der indlæg som jeg næsten ikke kan skrive mere. Fordi jeg ikke længere er så anonym som jeg gerne ville være og fordi jeg er et godt menneske, af en slags, og ikke som sådan er vild med at disse folk online.

Men nu gør jeg det alligevel, for luft skal man have. Alle navne og steder er opdigtede og udelukkende et udslag af forfatterens fantasi. Enhver lighed med virkelige personer eller faktiske begivenheder er tilfældig og utilsigtet.

I går var der nogen, som havde et arbejde, der blev særdeles upopulært. Et arbejde, som på godt amagersprog røg i seriøs Bad Standing, en arbejdsplads, som nok liiiige skulle se sig lidt over skulderen og passe på ikke at vågne op med en død makrel under hovedpuden, eller et afskåret hestehovede i fodenden af sengen. Det tog rigtig hårdt på nogen, og nogen var virkelig tosset en god del af dagen. Indtil nogen snakkede med nogen andre og fik det bedre og vidste at nogen ikke var alene om følelserne, og kom til at tænke på, at det for mange – og her taler jeg om samfundet helt helt generelt – er nemmere at se en splint i sin næstes øje, end en bjælke i sit eget.

Og nogen fik tilfældigvis læst sin bunke af virkelig gode anbefalinger fra tidligere arbejdspladser igennem, og de var så positive, at nogen besluttede ikke at lade sig slå så meget ud af enkeltes ensidige syn på sagerne. Nogen tænkte, lad os huske på Howard Gardner og de mange intelligenser, og lad os være glade og tilfredse med, at vi er et rigt og facetteret menneske, med mange sociale kompetencer, og at vi er gode til vores arbejde. Lad os måle vores succes i de taknemmelige og glade kunder vi møder hver eneste dag, og lad os ikke lægge så meget i… nogen andres fordomme og simplificerede holdninger. For de aner rent faktisk ikke hvad de snakker om. Det gør de ikke.

Så i dag er nogen mere ligesom SonnyBoy og siger "de kan rende mig. Tutti Dinamarca kan rende mig! Forza Amager!"