Er netop vendt hjem fra en time på skadestuen med Klara. De ringede kl 10 ca. fra vuggestuen og sagde, at hun var faldet og havde banket sin kønne pande ind i kanten på sandkassen. Nu ingen panik, sagde de, det er bare en lille flænge og hun er ved godt mod… men måske skal I liiige en tur om skadestuen og have et lillebitte sommerfugle plaster på…
Arrrgggggg. Ok ok ok – ingen panik, sagde de. Men jeg stod uden tøj på og var på vej i bad for første gang i 3 dage nærmest, og skulle også afsted på arbejde. Så jeg ringede til stoffer, som læser til eksamen på sin skole, og han kørte straks til vuggeren og hentede hende og bragte hende til skadestuen. Og så mødtes jeg med dem der.
Og her må jeg så lige indskyde, at jeg ikke fatter stoffer. Det er sandsynligvis bare en mandeting, men jeg fatter ikke han kan tage det så cool. Ja, ok, hun var glad nok lige da, og hun skal nok overleve. Men han synes ikke det var nødvendigt at vi begge var der, så han ville gerne tilbage til skolen og læse til eksamen. Jeg kan godt se hans pointe, jeg er jo ikke helt uintelligent. Det føles bare forkert.
Ligesom den dag hun skulle have dræn, og han ikke kunne være med, fordi han skulle aflevere 2 eksamensopgaver. Jamen javist – de skulle afleveres, og han havde et ansvar overfor sin gruppe osv, men hvad hvis det var mig? Ville JEG have ladet min datter få dræn uden mig? Næh, jeg ville jo nok have arbejdet det hårdere og have afleveret de to opgaver dagen før drænet og dagen før de egentlig skulle afleveres. Eller også ville jeg sørge for at de var færdige aftenen før, og så ville jeg lade de andre fra gruppen aflevere, mens jeg var til dræn operation.
Og nu med det her – nej, det var ikke streng nødvendigt at vi begge var der, men det var da meget rart ikke?
Især senere, da 2 forskellige læger, en medicinstuderende og to sygeplejersker alle sammen skulle pille ved klara og undersøge hende, og hun var træt og sulten og syntes hellere at hun ville have bryst og være i fred… og så græd hun. Rigtigt. Til sidst kunne hun bare hikse, og da de endelig havde limet hende sammen, så cyklede vi hjem og hun faldt i søvn på cyklen og sover stadig nu.
Og jeg sidder så her og er helt bange for, om hun nu er i koma eller om hun har meget hjernerystelse eller noget. Men der er jo ikke andet at gøre, end at holde øje med hende.
Bare hun ikke får et ar…
kh julie
Nå det er her du har gemt dig i julen 😉
Må nok indrømme at jeg syntes det virker spændende med en blog, men jeg er absolut uvidende om koder mv, så jeg holder mig nok til netdoktor, selv om jeg mest skriver om min hverdag og ikke mine børns.
Knuuus Carina
Hej Julie
Nu sidder jeg her og venter på hvad der skete med dine sko! – så for resten en butik i Fields der reklamerede med nogen til 10,- de var godt nok udsolgt da jeg kom, det var sådan jeg opdagede det – sure mennesker i lange rækker:-)) Men tilbage til dine sko! – har du været i butikken og slå i bordet? – Klaras smukke hoved vokser jo sammen, men dine SKO!!! – hvad med dem!?!?!?!
knus
Kristina (der febrilsk prøver at være morsom, men nok mislykkes igen:-) )
Kan godt huske hvordan det var, da vi kun havde ét barn – der syntes jeg også, at vi bestemt begge to, både mor og far, skulle deltage i alt omkring vores søn sammen. Nu hvor vi har 3 børn er det slet ikke en option længere at tage af sted til f.eks. skadestuen alle sammen – én forælder må nødvendigvis blive hjemme hos de to andre børn, hvis den tredje er kommet til skade. Man ændrer meget hurtigt holdning til alle den slags spørgsmål, alt efter hvordan ens praktiske situation ser ud.