Kvindernes internationale kampdag

Kampdag. Er det bare mig, eller klinger det lige rigeligt af 1970'er temperament? Jeg er ikke i tvivl om, at der stadig er en hel del at kæmpe for og jeg synes også, jeg selv gør det, omend i det små. Jeg siger f.eks. ikke et ord – ikke ET – når stoffer giver Klara tøj på, og sætter orange strømpebukser sammen med lyserød stribet bluse og en blomstret nederdel. Jeg kigger, men jeg siger ikke et ord. Heller ikke selv om strømpebukserne vender den forkerte vej og blusen vender vrangen ud. DET er da ligestilling! Og når han så er taget afsted, så giver jeg bare Klara noget andet tøj på 🙂

Jeg siger heller ikke et ord, når han insisterer på at vaske sit tøj blandet hvidt og kulørt ved 40 grader og bagefter tørretumbler det hele, også uldtrøjer til 800 kroner fra Martinique. Det må han selv om. Hans penge, hans uldtrøjer. Ikke ret meget husmor-nagging over det, vel??

Mit største kvindepolitiske statement må dog være, at jeg nu på 29ende år nægter at gøre rent mere end højest nødvendigt. Jeg går også ret meget uden BH, men det er nu mest fordi jeg har sådan nogle pæne små bryster. Okay, jeg er nok mere eller mindre uden for feministisk-pædagogisk rækkevidde. Jeg tror bestemt, at feminisme har sin berettigelse, men det virker som om det mest drejer sig om at gå rundt og være sur hele tiden, og det orker jeg simpelthen ikke. Jeg gider ikke bruge mit liv, på at føle mig uretfærdig behandlet eller tilsidesat pga mit køn. Hvis jeg ikke opnår det, jeg vil, så er det nok udelukkende pga mit mageligt anlagte selv.

Jeg synes ikke, jeg får sagt det jeg egentlig vil. Så nu får jeg sikkert en masse sure kommentarer fra folk der har misforstået mig. Det er derfor jeg aldrig skriver om politik og den slags – jeg er så meget "både og" typen, at det er virkelig svært at udtrykke et klart og for andre forståeligt standpunkt. Måske har jeg aldrig tænkt så meget over det, fordi det aldrig har været noget problem for mig, at stille mig op og sige JEG ønsker og JEG vil have! Jeg føler mig ikke særlig undertrykt. Jeg føler mig stærk. Jeg finder mig ikke i alt. Jeg har aldrig gået i flinkeskole og min far er en særdeles blød mand, på den maskuline måde. Jeg har sjældent oplevet noget, jeg følte trang til at gøre oprør imod. Verden er min legeplads, ikke sandt? Jeg har arbejdet og haft mine egne penge siden jeg var 12, jeg har ejet min egen bolig siden jeg var 21. Det eneste der holder mig nede, er min egen dovenskab, min angst og min momentale følelse af utilstrækkelighed. Og den tror jeg ikke, jeg kan bebrejde nogen mand.

For nu at udtrykke det lidt lyrisk eller noget;

The shoes on my feet
I've bought it
The clothes I'm wearing
I've bought it
The rock I'm rockin'
I've bought it
'Cause I depend on me
If I wanted the watch you're wearin'
I'll buy it
The house I live in
I've bought it
The car I'm driving
I've bought it
I depend on me
(I depend on me)

All the women who are independent
Throw your hands up at me
All the honeys who makin' money
Throw your hands up at me
All the mommas who profit dollas
Throw your hands up at me
All the ladies who truly feel me
Throw your hands up at me

(destinys child)