Lidt af hvert

Først og fremmeste, så kom vi i tivoli i søndags. Jeg var nær ved at opgive, for jeg følte mig ikke frisk, men så opvejede jeg fordele og ulemper:

hvad er værst? at sidde alene hjemme i en 2 vær. på 4. sal, halvsløj og småsur, med en hyperaktiv knap 2-årig der kræver ACTION! Eller at slæbe sig i tivoli, komme gratis ind med musikskolernes-dag-badge fra arbejde, mødes med andre mennesker som er rare og lade deres børn underholde mit barn, mens jeg spiser candyfloss og øger min kvalme?

ja, godt gættet, så afsted kom vi altså og vi havde en rigtig god dag. Jeg bliver jo aldrig helt syg og det hjalp med den friske luft og det gode selskab. Troede bare det var kit og henriette med alle deres unger, men heidi var også med, med sine 3 (og en ½ :-)) så det var en pænt stor flok. Og hatten af for henriette der tager ene kvinde i tivoli med alle 4 børn! Tror aldrig jeg havde haft kræfter til det, men nu var de to største jo ret selvhjulpne. Men nogen gange så er jeg bare så glad for kun at have et barn. Det er bare så meget mere overskueligt om hun nu er blevet væk eller ej 🙂

Klara nød det i høj grad, og var så dejlig på den store hoppepude på børnelegepladsen, og så helt mystificeret ud, da hun fik en tur i den lille flyvemaskinekarrusel sammen med hekon's store pige, der havde turarmbånd og godt gad slæbe en lille baryler med i små karruseller.

Stoffer sms'ede at han ville være hjemme kl 17 og jeg svarede at det var i orden, hvis han tog thaimad med hjem – og det gjorde han så, og det var dejligt at komme hjem til.

Og så fik jeg læst kommentarerne til mit sidste indlæg, og blev helt rørt. Det er jo ikke sådan at jeg ikke ved at nogen læser det jeg skriver. Dem jeg kender kommenterer jo heldigvis ofte, hvilket jeg elsker. Men jeg kan jo se at omkring 145 læser den hver dag, og så mange pseudo-husmødre kender jeg alligevel ikke. Så det er dejligt med støttende ord fra fremmede, også selv om jeg egentlig ikke føler mig specielt rockersej 🙂

Mandag kom jeg endelig ud at træne og det var godt, selv om jeg var deprimeret og var nede i en "det nytter ikke noget- jeg vil altid være fed og uelsket" bølgedal. Men fik en god snak med Maya over en jordbærsmootihe bagefter, og som altid ender den slags med at jeg også får en god snak med stoffer om aftenen, og i dag tirsdag ser jeg måske lidt lysere på det, måske ikke. Har helt sikkert ægløsning og er fløjtende hormornel.

Klara skulle på tur med vuggeren i minibussen i dag, så hun skulle have madpakke med og være der senest kl. 9. Den slags morgenstress er vi slet ikke vant til herhjemme, men det lykkedes dog. Det er altid med en ambivalent følelse jeg sender hende afsted til den slags. Jeg mener, det er da skønt at de kommer ud og oplever noget og har det sjovt, og vi har jo også selv givet skriftlig tilladelse til at de må køre rundt med vores barn. Men på den anden side, så tænker jeg, hvad nu hvis? Nu kører mit barn rundt ude i den vanvittige storbytrafik med fremmede mennesker. Hvad hvis der sker noget? Hvis de bliver kørt ind i og hun bliver bange eller kommer til skade og jeg ikke er der for hende. Hvad hvis hun døde uden mig? Ved godt, at man som mor skal lære at give slip, men havde egentlig ikke regnet med at det skulle ske før omkring teenage alderen…