Fredagen gik fint. Det var dejligt at gå en lang tur med Nina og Erik, den lille supermand med armen i gips. Man kunne se blå himmel og solen skinnede, og Klara sov faktisk i næsten 2 timer, mens vi gik. Jeg fik også fremkaldt en film og der var rigtig mange gode billeder på. Alle sammen af Klara, eller situationer der involverer Klara, eller andre folk og Klara.
Jeg vaklede til sidste sekund, men valgte så at tage afsted til den julefrokost med mit arbejde. Klara kom med, for det er nu engang den eneste måde at undgå skrigeri eksplosioner på. Kristoffer besøgte en ven lige i nærheden, så han kunne komme og hente os når/hvis det gik galt.
Først blev jeg ret afskrækket, for der var mange flere der havde meldt sig til, end jeg troede. Der var vel ca. 50, og ikke kun mine nærmeste kolleger, men fra alle de faglige grupper osv. Nogen (synes jeg) kiggede lidt, som om man var en nar, når man tog en baby med til den slags, men helt ærligt – jeg havde ikke regnet med at en flok ældre damer i den grad tog for sig af de våde varer – og kl. var jo kun. 18.30! Chokerende!
Nå, men dem der kendte mig, var glade for at se os begge og så blev der ellers leget "tag den baby og lad den vandre", så jeg fik rigelig tid til at spise med begge hænder 🙂 Igen en lidt skuffende oplevelse – ikke særlig spændende mad.
Men jeg fik da snakket med nogen kolleger jeg ikke har set meget længe og "networket" lidt. Men kl. 20.30 synes jeg det var på tide at tage hjem, så forsamlingen stadig havde et godt indtryk af Klara, der var ved at være godt træt. Hun sov også hele vejen hjem i bilen.
Desværre var hun jo så blevt overtræt, så da vi kom hjem blev hun ikke slået ordentligt ned før kl 23! Og så lavede hun selvfølgelig det der med at vågne kl 3 og eskalere op op OP og ende med at skrige, på trods af at to voksne mennesker putter, nusser, tilbyder bryst og varm favn i vores seng, vugger og nynner osv. Jeg hader de der tidspunkter, hvor man gør ALT det bedste man ved af og INTET er bare godt nok. Især når de tidspunkter er midt om natten og man bliver revet ud af sin gode søvn.
Så lige nu gider jeg aldrig mere lave noget om aftenen. Folk der forsøger at få aftaler med mig efter kl 17, de kommer til at gå forgæves. For Klara kan åbenbart ikke finde ud af at sove, hvis hun ikke er puttet før 20. Hvor er det også bare irriterende, at hun ikke kan tage en flaske! Jeg vil have min personlige frihed tilbage…
Så jeg vågnede i morges og lignede noget der var løgn, både indvendig og udvendig og vejret passer jo glimrende til den stemning.
Det værste er bare, at med sådan en aften som i går og sådan en nat, så føler jeg mig som den værste mor i hele verden. Jeg kan jo ikke finde ud af mit eget barn. Og nu sover hun endelig igen og jeg orker hende bare ikke, selv om Kristoffer også er her. Jeg kan ikke forstå, at det skal være så svært? Hvorfor falder en dødtræt baby ikke bare i søvn, når hun ligger varmt og trygt ved sin mor med fri adgang til bryst?? Åh, fortæl mig det bliver NEMMERE!!!
kh julie
