Må vel hellere

få skrevet lidt.

Ved ikke hvor jeg skal starte eller slutte og orker ikke at nedskrive alting. Men i fredags havde jeg besluttet at nu var det slut. Jeg gad ikke mere, havde fået nok, havde mistet alt for ham og min største følelse ved den beslutning var lettelse.

Men så ved jeg ikke, om han hørte klokkerne ringe eller noget, men vi har haft en forbløffende god weekend, med mange gode venner, god brunch, god tur i zoo, og flere rigtig gode samtaler. Godt nok føler jeg, at jeg gentager mig selv, men det føles også som om noget af det trængte ind denne gang. jesus, hør mig – denne gang… suk.

Nå, men ikke desto mindre får det en chance til. En til. Han er jo mit barns far.

Tror det gjorde en forskel at min største følelse var lettelse og ikke panik, og tror han kunne mærke det.