Midtlivs-krise

Ja, så bliver man 29 i morgen. Mit sidste år i 20'erne og så er jeg voksen, eller hvad?
Jeg ved godt, at dem i Sex and the City siger 30'erne er de nye 20'ere, men jeg ved ikke rigtig…
Min mor siger at 30'erne og 40'erne var meget federe end 20'erne, fordi hun var mere afslappet og selvsikker og ligeglad med hvad andre syntes om hende. Men jeg tror, at det kun var fordi hun havde alt på plads. Hun havde styr på det. Hun havde en mand som var vild med hende og gift med hende, hun havde et stort rart hus ude i provinsen, lige ned til vandet og 5 km fra hendes egne forældre. Hun havde mig – den yndigste 2½ årige i verden, og min lillesøster havde hun i maven da hun fyldte 30.
Hun havde ikke noget arbejde hele tiden, men det var der jo ingen som havde i 80'erne. Og så gik hun bare hjemme og bagte boller til vi kom hjem fra skole, og syede og strikkede og passede sin have. What's not to like??

Jeg har ikke styr på en skid. Jeg har en lunken kæreste, der ikke kan beslutte sig og ikke aner hvad han vil med sit liv (inkl. mig). Jeg har et latterligt deltidsjob på 11 timer, som jeg ikke kan leve af, og om et par mdr. er der ikke flere supplerende dagpenge, og så går jeg ledig. Jeg bor i en lille og rodet 2 vær. lejlighed på 4. sal midt i en beskidt storby. Jeg bliver tilsyneladende tykkere og tykkere, selv om jeg spilder 2 formiddage om ugen med at træne.
Det eneste der er helt i orden er mit skønne barn. Gud ske lov for hende. Alt andet er kaos. Intet er blevet som jeg planlagde, og jeg kan ikke rigtig se, hvordan jeg skal få det hele ordnet på et år, så jeg kan fylde 30 med god samvittighed.

Årh, slap af Julie, tænker I. Det er da lige meget om det hele er på plads, når du fylder 30. Du har tid nok, det skal nok komme, alt skal nok blive godt. Muligvis. Men jeg havde bare satset på, at det at fylde 30 ville blive en positiv oplevelse for mig, fordi jeg med et selvtilfredst smil ville kunne læne mig tilbage og sige, at jeg havde opnået alt det jeg havde forventet og at mit liv var på rette spor.
Men det er det ikke. Det er helt ude på et sidespor og jeg føler ikke, jeg har nogen kontrol. Var jeg ikke sådan en skide livsnyder, så udviklede jeg en spiseforstyrrelse, bare for at kontrollere et eller andet…

Jeg vil videre. Jeg vil flytte, jeg vil købe et hus, jeg vil finde et arbejde og være tilfreds. Men jeg venter stadig på stoffer – vil han med eller ej? Og finder han nogensinde ud af det? Let's face it – var den her graviditet ikke sket helt ved et uheld, så var han aldrig blevet klar til et barn heller. Vi har tit snakket om, at det var nødt til at ske på den måde, for ellers ville han aldrig kunne beslutte at nu var han klar til at være far. Men hvordan kan man blive gift med nogen ved et uheld? Hvordan kan jeg snige den beslutning ned over ham? Og hvordan køber man hus, ved et uheld?? Ups, kom du til at skrive under der, stoffer? Nå, men så har du købt et hus…

Suk. Skal vaske tøj, ordne altanen og ringe til a-kassen.