Nissens indlæg

Klara fik så den der nisse med hjem fra børnehaven. Det vil sige, oprindeligt var der to, men han-nissen har mistet hovedet i en eneulykke, så han er ikke på turne længere. Nu er det bare hun-nissen, sille, som ankommer i en decoupage-prydet kuffert, med guldglimmer og 3 pebernødder og så den her bog, som alle forældrene skal skrive en historie i, om hvad nissen oplever hjemme hos det pågældende barn. Fortalt i nisseperspektiv.

Først og fremmest var det jo et helvede at forhindre klara i at forgribe sig på nissens pebernødder, og kun en lang løftet pegefingertale om, at det jo var silles madpakke osv, afholdt hende fra det.
Dernæst så fik jeg fniller af at læse den bog. SAMTLIGE familier havde lavet risengrød til den ski.. nisse og serveret pebernødder og varm kakao og jeg skal gi' dig ska' jeg. Og de så alle sammen KUN børnetime i fjernsynet, og de legede SÅ hyggeligt og de havde SÅ meget overskud og grinte og sang og dansede, mens de små kaniner og fugle satte sig omkring dem og sang en munter sang, som i en anden disney film. Hell, der var endda en far som lavede BALLONdyr! Ballondyr, hvad gir'i mig? På en helt almindelig tirsdag aften? Må være traumatiserende at vokse op i den familie.
Nå, men den historie jeg så til sidst skrev i bogen (og det var efter at stoffer havde censureret mig forholdsvis meget – han er altså for påpasselig ind i mellem) den var ret kedelig. Det var sådan i den der stil, med at vi kom hjem, og så legede vi med barbie og mor lavede et sundt og næringsrigt og varieret måltid og Klara dækkede bord (okay, det gør hun faktisk hver dag… hurra for plastik service fra ikea…) og nissen lavede lidt drillerier med nogen sokker om natten – jesus altså, det var så trivielt at jeg ikke vil kede jer med det her. Men det kunne i hvert fald ikke støde nogen og dagen efter fik jeg stor ros af pædagogerne. God mor, klap klap!
Den ros var nok forstummet noget, hvis jeg havde fået min vilje og skrevet den sjove version i bogen… men 3-5 årige er ikke altid nede med ironi og den bog er jo mest til for dem. Nå, men her kommer så den sande og uforfalskede historie om, hvad der næsten skete den dag Klara havde en nisse med hjem… Vi giver ordet til nissen;
"I dag skulle jeg med Klara hjem. Hendes mor hentede os i bilen og vi begyndte med det samme at stille tusind spørgsmål om alt muligt, indtil Klaras mor hvæsede, at nu gad hun virkelig ikke høre mere på min pivestemme, og at hvis vi ikke holdt mund NU, så ville hun blive helt skør i hovedet. Men da vi kom hjem til Klara fortsatte vi vores plapren og plagen, indtil Klaras mor gav efter og så så vi Barbie og de 12 dansende prinsesser på dvd, mens Klaras mor drak to store gin og tonics og ringede efter en dame der hed sussi, som kom med maden.
Bagefter insisterede Klaras mor på at vi skulle i seng, selv om klokken kun var halv syv. Men vi snakkede så meget, at hun ikke kunne få tandbørsten ind i munden på Klara og til sidst begyndte Klaras mors hovede at rotere.
Da alle sov, sneg jeg mig op for at lave mit obligatoriske nisse-spas. Først spillede jeg Resident Evil på ps2'en i nogen timer, for det er altid afslappende at pløkke knoppen af nogen zombier og alle ved jo, at vi nisser er djævlens små røde advokater.
Det mindede mig om dengang i Dallas, da vi skød hovedet af JFK. Han sku' ha' holdt nallerne fra Marilyn – mit bedste knald ever!
Derefter hookede jeg op med de andre nisser i nabolaget og arrangerede en ølstafet i Klaras baghave. Det gik måske nok lidt over gevind, men da slet ikke sammenlignet med dengang i Beirut i 84. DET var en fest med efterklang!
Næste morgen vågnede Klara og jeg lod som om jeg ikke havde tømmermænd. Klaras facistmor tvang mig til at spise varm havregrød og selv om jeg kastede pebernødder efter hende, veg hun ikke en tomme. Terror-regime! Som hævn lagde jeg en lille nissebæ i hendes håndtaske. Hun ku' bare ha' serveret den risengrød, den nissehadende nåsåer!"
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

28 Responses to Nissens indlæg

  1. Julemanden skriver:

    Ho ho ho

  2. Acq skriver:

    Fantastisk, Julie!!
    Jeg HADER også de der skide nissebøger, gad vide om ikke man kan skrive en historie med to lag, dvs så børnene er glade, og så mor kan få sig en sund latter… hmmm.. gotta think!

  3. Sofie skriver:

    Hej!
    Forleden søgte jeg på google på: vuggestue elefant blød (jeg ledte efter en blød plastikelefant til min datter i julegave og jeg har set de har dem i vuggestuer), nå, men så poppede din fantastiske side frem. Jeg blev siddende flere timer og læste alt muligt. Blandt andet om din fødsel (som forøvrigt minder helt utroligt meget om min egen). Det er en virkelig skøn side… det er lang tid siden jeg har grinet så meget af min computer…
    Glæder mig allerede til at læse mere.
    Min datter er heldigvis ikke gammel nok til at få nissebog med hjem… endnu.

  4. julie skriver:

    Hej Sofie! Velkommen til og tak fordi du griner 🙂 Elsker når man finder min side på google, ved sære søgninger!!

  5. Pigen skriver:

    Ha, jeg sidder her og fniser 😀 Muligvis meget godt valg, der blev truffet mht, hvilken historie, der kom i nissens bog 😉

  6. kirsten skriver:

    Måske er det bare fordi jeg er lærer – og selv sender en bamse med hjem – at jeg faktisk synes, det er en ret god ide. Og juhuu.. Eskil var den første, der fik en nisse med hjem på sin stue i dag – og så endda i en weekend – bare jeg nu kan begrænse mig 🙂
    Men jeg synes helt sikkert, at du skulle tage og sende denne nissehistorie med i børnehaven. Jeg er sikker på, pædagogerne vil blive ovenud lykkelige for det grin. -Helt seriøst..

  7. Maria uden blog for indeværende... skriver:

    Ha ha – kan godt huske det fra min datters klasse ét af de forgangne år…mage til selvfede beskrivelse af Bo Bedre idyl skulle man bare lede længe efter…
    Og ingen synes, at mit desperate forsøg på at gøre noget sjovt (er sgu svært, når man bare fortrænger at nissen kommer med hjem og i øvrigt bare har tusind andre ting i hovedet !) var så heldigt: jeg havde hældt rød frugtfarve i mælkekartonen om morgenen…
    Som en mor sagde til mig: “Der er bare SÅ mange kunstige ting i frugtfarve – jeg troede slet ikke, at man ku’ købe det mere !”…

  8. Carina skriver:

    ROFL, måske du skull have lagt den om bagi som et ekstra tillæg til de voksne?

  9. lene nehlsen skriver:

    😀 Du ER fantastisk!

  10. tine skriver:

    Ha, Ha eller Ho Ho!!
    Da jeg fødte vores 3. barn var der udover den sædvanlige panik også panik over at Kristoffer havde fået skolebamsen og bog med hjem.Jeg lå jo på sygehuset og var derfor undskyldt så min mnad måtte igang med skriveriet 🙂
    Han valgte så at undlade de blodige detaljer omkring fødslen (gådt gået farmand), men fik da både limet billede i bogen af lillebror og skrevet lidt.
    men gud hvor har du (igen) ret Julie! Jeg er også ved at brække mig over de dersens bøger. Det er utroligt hvad den danske kernefamilie når at udrette på et døgn 🙂
    Og mærkeligt nok ligner alle historierne hinanden…

  11. Thereses_mor skriver:

    Hold op Julie! Jeg har mavekrampe af grin – fra start til slut.

  12. Julie Aalborg skriver:

    Hej Julie
    Jeg tilslutter mig så afgjort at du skal vedlægge den ucencurerede historie bag i bogen. Min datter på 4 har sjovt nok som den første lige fået nissen med hjem i fredags og vi er nu tvangsindlagt til at være åh så fab forstadsidyl-liguster helvede agtige en hel weekend. Jeg har så tænkt mig at tage til julefrokost og få kæmpekæp i øret, alt imens min mand som heldigvis er en af de pædagoger som rent faktisk er sjove og lidt kreative (ikke for at fornærme andre pædagoger) må stå med alt ansvar omkring nissen Juliane. Muligvis blev både børn og nisse fjernet fra hustanden af børneværnet, hvis jeg skulle beskrive hvor nedturs ufed en weekend jeg ville kunne nedkradse. Anyway din side er fantastisk.
    Kh. En anden bibliotekar ved navn Julie

  13. Lone skriver:

    Ha…heldigvis er det ikke noget de fynske pædagoger gør i. Jeg ville da få en nisse på tværs hvis jeg oveni neurobiologi eksamen skulle være historiedigtende overskudsmor. Jeg kan nøjes med at lægge en kalendergave der kan deles med 16 i en stor sæk – det ka jeg lige klare 😉

  14. Julie skriver:

    Hæ-hæ, den var go’! Decoupage-kufferten med indhold florerer også hos os, og i år kan vi søreme være så heldige at få nissedrengen hjem til os, SELVOM vi har en pige – wauwwww, det er da nytænkning!!
    KH Julie

  15. Takashimaya skriver:

    Jeg kan ikke lade være med at spekulere over, om sådan nogle nissebøger i virkeligheden bidrager til et eller andet “Børnefamiliernes kejserens nye klæder”.
    Alle tror, at de andre familier laver helt fantastiske og pædagogiske ting derhjemme, så derfor skriver de (løgnagtigt)helt fantastiske og pædagogiske historier i nissebogen i stedet for den kedelige sandhed og bidrager dermed til illusionen.
    Og i øvrigt var den sande historie jo langt sjovere end den børnevenlige sikkert har været:-)

  16. Maria skriver:

    Hey Julie, Har mistet stemmen, så det er intet problem at grine så tårerne triller her i den trendy lobby i Kastrup Lufthavn, ingen kan høre det alligevel. Sidder her ikke for at være trendy, det lader jeg dig om, men for at vente på et overbooket fly til Stavanger, af alle steder. Det regner kun 287 dage om året og altså mindre end i Bergen. Håber der er plads, for jeg kan ikke overtale de satans servicekvinder ved at blinke med øjnene, og stemmen kan ikke bruges til andet end en hæs rallen. Det skal nok vække jubel i morgen, når jeg skal lyde klog i selskab med kommunikationscheferne fra resten af koncernen. Tale er sølv, tavshed guld, kan jeg evt. skrive på et skilt og holde det op med jævne mellemrum.
    Det gode er at hvis det holder, kan jeg ikke råbe fornærmelser efter italienerne, når jeg tirsdag tager til Firenze, iført min nye røde vintage kjole fra 50’erne. Den er så smuk, du må se den.
    Nu flyver vi snart. Så god uge til dig. Vi ses, må over og indynde mig hos the captain.

  17. Moster Tulle skriver:

    Og så er der heldigvis også dem som er helt helt ærlige – denne stod i min søns klasses bog i 2. klasse:
    “Kære dagbog – Jeg har ligget i skoletasken hele weekenden for Mads glemte mig.”
    Men bortset fra det har du ret, problemet er jo bare at vi alle (mere eller mindre) hopper på limpinden og skriver det “korrekte”

  18. Karen skriver:

    Mindes også at nissen i min børnehave hed Sille. Hvorfor lige Sille?
    Men mindes nu ikke at min mor skulle skrive noget – vi skulle bare fortælle om det i rundkreds dagen efter (Arh, nederen at være så ung at man kan huske hvad man lavede i børnehaven)
    Min mor er børnehavepædagog – hun ville ELSKE at få den rå version. Det er ikke alle pædagoger som synes nisse-bøger er det FEDESTE. Mange af dem er også selv forældre. De gør det jo for bøøøørnene…

  19. Katrine skriver:

    Kære Julie
    Nu er jeg blevet introduceret til din blog af min kære ven, Anders (homoseksuel og 5 forskellige typer lofter). Jeg synes, du skal vide at jeg er blevet dybt afhængig af den ;-). Skriv noget mer!
    Kh Katrine

  20. Julie skriver:

    Kære Katrine. Hvor er du heldig, at du har sådan en fantastisk ven. Jeg skal nok skrive noget mere 🙂 Giv tid, giv tid! Du kan jo slå dig løs i arkivet i mens?

  21. Anders_homosekuel_med_5_forskellige_lofter skriver:

    Ja, hun er heldig 😉 Og så er hun godt i gang med arkivet. Det er lige før, jeg er bange for, at hun ved mere om dig, end jeg gør (was ist denn das für eine Rollerei am oben!)…
    Knus Anders
    PS. Er det vores Maria, der er på vej til Stavanger? Det må det være – også en hilsen til dig, du skønne:-)

  22. anders_homoseksuel... skriver:

    Nu med ekstra “s” 🙂

  23. julie skriver:

    Ja, jeg går ud fra det er vores Maria… er ret sikker på det. Men det er svært at vide, når man ikke kan indentificere folk på deres zahnfleisch.

  24. Sara skriver:

    I nynne2 er der en fænomenal beskrivelse af at have “dyret” med hjem fra børnehave/skole.. find den og græd af grin.. ;0)

  25. Peach skriver:

    LOL et herligt indlæg. Har det præcis sådan når sønnike får Nissen som hedder Julle, med hjem.

  26. Anders skriver:

    Ist was Faules dabei?!! Og hva’ med Marie – er det “rullemarie” med giftampullen indeholdende badevand fra Århus Bugt? (or from ze Donauuuuu!)

  27. Julie skriver:

    Nogen gange er det vores marie, andre gange er det Blah Blah Blah Marie fra mereblah.blogspot.com Hun er også sjov.

  28. Annie skriver:

    Åh, jeg elsker denneher historie og har lige fundet indlægget frem igen i anledning af at Taske (tåbeligt navn til en nisse!!) har gjort sin entre her i huset i dag.
    Flirter med tanken om at skrive “den sande historie” i bogen i år *ond latter* Passende modtræk til endeløse sider om pebernødder og risengrød…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.