I alle de år jeg har arbejdet på biblioteker, har vi talt om hvordan vi får flere unge ind. Vi vil dem så gerne. Men jeg har egentlig altid haft det sådan, at de jo har nok at se til og at vi måske i virkeligheden bare skal lade dem være i fred? Og så stå klar når de selv kommer med et eller andet behov, en studieopgave eller sådan noget.
Men så på det sidste, har vi snakket enormt meget om åben skole og udvidet undervisning og hvordan bibliotekerne kan bidrage i den sammenhæng. Og vi snakker meget om demokratiforståelse og medindragelse og deltagelse. Og så kom jeg i tanke om nogle tanker jeg gjorde mig i 2010, da de der Twilight film var på deres højeste. Og er det stadig sådan? Dengang skrev jeg;
“Men generelt har samfundet måske efterhånden for travlt til demokratiet? Der er ikke tid til at snakke om ting, der er ikke tid til påståelige teenagere og alle deres følelser og meninger og idealer om verden. De skal bare rette ind, vide hvad de vil og gennemføre deres videregående uddannelse på normeret tid. De må ikke holde sabbatår. De må ikke ryge, de må ikke drikke, de må ikke være tykke, de må ikke være nøgne, de må ikke komme i ungdomshuset, de må helst heller ikke komme på christiania, de må ikke demonstrere, de må ikke forsamles, de må ikke gifte sig med en udlænding før de er over 24. De må ikke en skid. Samfundet skal køre snorlige, strengt og stramt og vi skal allesammen være smukke og succesrige og ordentlige.
Der er krise, der er arbejdsløshed og vi skal allesammen gå i 80´er tøj igen. De unge, og de ungdommelige, har brug for en ventil. Vi har brug for vampyrer, det evige symbol på undertrykt lidenskab. Vi har brug for at give slip”
Og Anne, kloge Anne, som svarede:
“…og brug for nærvær, for nu lige at være irriterende seriøs for en kort bemærkning. Jeg ved godt at det ikke altid er så enkelt, men jeg er overbevist om, at det er en god del af problemets kerne. At vi har fået skruet et samfund sammen, som giver alt for lidt tid og overskud til nærvær. Til at lytte og finde ud af, hvad fanden det er der er galt, i stedet for bare at sanktionere og sætte den kriminelle lavalder ned, og hvad ved jeg.
Jeg tror også det er forklaringen på, hvorfor du ikke har mødt de der helt umulige børn (på biblioteket, hvor jeg synes de børn og unge jeg møder er meget velopdragne generelt, red.). Fordi du lytter og er nærværende, og ikke står i en situation, hvor de er presset sammen på for lidt plads og med krav og læreplaner og evaluering og pis og kopipapir langt ned i halsen. Fordi du ikke fortæller dem hvad de s-k-a-l, men hjælper dem med det de selv har sat gang i.
Men hvis man virkelig anerkender, at det ikke er børnenes egen skyld, så kræver det vilje og ressourcer og alt muligt, hvis det skal ændres. Og derfor, tror jeg, går rigtig mange mennesker rundt med fingrene dybt begravet i ørerne, og synger den der la-la-la-la-mere-disciplin-la-la-la-uopdragne-møgunger-la-la-la-lukkede-institutioner-la-la-la-giv-dem-noget-medicin-la-la-la…. Trist, sgu.”
Og jeg tror Anne har vældig meget ret i den del med at lytte og ikke være en del af læreplaner. Og det vil jeg håbe vi husker, også i fremtiden. At vi stadig skal være deres frirum og deres bibliotek. Ikke deres skole. Sådan en har de allerede, og de har brug for de ting biblioteket tilbyder også. Fordybelse i egne interesser, lov til at sidde i fred og mulighed for at få hjælp når det er nødvendigt. Især fordi de skal finde ud af hvem de er og hvad de vil. For deres egen skyld, og ikke bare for produktionsapperatets skyld.
Og hvis vi gerne vil have flere unge brugere på bibliotekerne, så tror jeg vi skal tilbyde mere af det. Mere oprør. Mere frihed. Mere frie rammer og masser af plads til at prøve ting af, et sted hvor det ikke gør så meget om man er en succes. Hvor processen er lige så vigtig og ingen er skuffede. Vi er glade bare fordi de mødte op.
