Hver morgen. Jeg drøner ud af Hillerødmotorvejen, og de står oppe på alle broerne med deres bannere, deres kaffe og deres kolde fødder. Og jeg dytter med 110 i timen og giver thumps up. De ser det sikkert ikke, men hvis de gør, håber jeg de jubler og klapper. Og får lidt varme indefra.
Jeg synes, det er en fin ide med reformer. Helt fint. Siden jeg var skolebarn i 80´erne har jeg hørt og lært, at jeg skal være omstillingsparat, forandringsvillig, lære hele livet og hurtigt tilegne mig nyt. Og det kan jeg. Det gør jeg. Og det er måske derfor jeg ikke får stress af alle de forandringer livet byder på? For jeg forventer dem og får som regel det bedste ud af dem. Jeg synes måske nok de der 4-5 skolereformer på godt 10 år er lige i overkanten, for hvordan når man at evaluere på dem? Slår forandringer i så tungt et maskineri overhovedet igennem på så kort tid? Jeg ved det ikke, jeg har ikke set nogen evalueringsrapporter? Men altså fint, jeg er sikker på at der nogle mennesker med fine uddannelser der tænker over tingene og vil mit barn det bedste? Ja, spørgsmålstegn, for i tvivl kan man jo altid blive. Men jeg håber.
Jeg ved ikke med det med heldagsskolen. Jeg kan sagtens gå med til kl. 14, sagtens, men så tror jeg altså også både lærerer og elever er færdige som gårdsangere. Man bliver altså træt i hovedet af at skulle være noget for andre, på en kvalitativ måde, i så mange timer. På et af vores biblioteker har jeg 4 timers vagt hver torsdag, og det er også skolebibliotek, så der er gang i den. Det er sjovt, jeg kan vildt godt lide det. Men jeg er smadret bagefter. Så træt. Og jeg skal jo ikke engang forholde mig så grundigt til hvert menneske jeg møder, jeg behøver ikke tage ansvar for dem. Jeg skal bare hjælpe dem med dit og dat.
Jeg tror på det hele menneske. Måske er det min barndom på friskolen og efterskolen og det Grundtvig-Koldske sydfyn. Men jeg tror på, at folk er lykkeligere hvis de udnytter hele deres menneskelige potentiale. Jeg bryder mig ikke om tests og PISA og ensretning og kasser, for næsten ingen passer ned i kasser. Og når medierne og politikerne pisker en stemning op omkring et eller andet PISA gennemsnit, så glemmer de tit at sige, at danske børn til gengæld er glade for at gå i skole. De elsker det, sammenlignet med deres finske, franske etc. børnekolleger. Danske børn er gladere. Og hvis de er dårligere til at læse i 4. kl., sammenlignet med finnerne, så har de indhentet det i 6. kl. Så vidt jeg har læst. Og så har de måske lært så meget andet undervejs, som ikke lige kan måles og vejes?
De er selvstændige. Vi opdrager en nation af selvstændige, kreative individer. De tænker ud af boksen, de finder på løsninger, de er verdens lykkeligste folk, kan vi også læse andre steder. Selvfølgelig skal vi gøre mere for dem der falder ved siden af. Det skal vi. Men kan vi ikke gøre mere for dem, uden at ændre alting grundlæggende? Ved f.eks. at … gøre mere for de der har brug for det?
Nå, men jeg er ikke ekspert. Jeg er bare helt almindelig mor. Jeg læser aviser og blogs og samler ting op og snakker med folk og danner mig en mening baseret på en blanding af fakta og følelser og fordomme, ligesom de fleste andre.
Jeg er også offentlig ansat. Og jeg gider ikke være slave. Jeg vil gerne have reel mulighed for at forhandle mine egne arbejdsforhold. Som jeg vist nok er sikret, jvf grundloven?
Og jeg kan ikke lide den måde den her konflikt foregår på. Alt det spin og aftaler i baglokalerne. Det klæder ingen. Jeg er sikker på, at vi alle sammen overlever og både forældre, børn og lærere skal nok få det bedste ud af, hvad det nu end ender med, for hvad er der ellers at gøre? Vi skal videre jo. Mit største problem er, at jeg simpelthen ikke kan finde nogen at stemme på mere. Jeg har tillid til ingen.
Nej lærerne skal ikke ARBEJDE mere – de fleste af dem har allerede 37+ timers arbejdsuger. Snakken går på (burde gå på) om de skal UNDERVISE mere, hvilket er noget helt andet. Og det der begreb – normalisering af arbejdstiden?? What the fuck? Efter at vi andre i årevis har fået at vide, at vi skal være fleksible, arbejde hjemmefra, have weekend- og aftenvagter osv osv. Normaliseres?? Til hvad? Et industrisamfund der ikke længere findes? Og hvis vi endelig skal snakke om det, så synes jeg politikerne skulle gå foran med et godt eksempel og droppe deres egen lange sommerferie.
Måske er jeg et unikt tilfælde, men jeg kender KUN engagerede, dedikerede lærere. Folk der har valgt deres gerning ud fra et ønske om at gøre en forskel. Man bliver ikke offentlig ansat for lønnen eller for frynsen. Man bliver det fordi man er en naiv, idealistisk type, der henter energi i at være noget for andre. Mange af de her jobs var ikke betalte i gamle dage. Det var et kald at være lærer, sygeplejerske, bibliotekar. Man var en ildsjæl, man påtog sig gerningen for at gøre en forskel, være noget for samfundet. Den selvforståelse ligger der stadigvæk.
Jeg kan ikke huske, hvornår jeg lærte at læse, eller hvor meget jeg kunne regne i 3. kl. og i 80´erne var der vist heller ingen der sammenlignede mig med finner. Men jeg kan huske min musiklærer Anette, som fortalte mig at jeg ikke skulle være ked af at være lavere end alle andre, for fyrene kunne bedst lide de små piger. Det var meget nemmere at være lille og sød. Hun ændrede hele min selvopfattelse med en sætning. Og jeg kan huske min lærer Elin, som jeg næsten elskede. Hun kunne alt og forstod alt, i min verden. Intet af dette er fagligt. De lærte mig alt muligt andet, om mig selv og om livet. De rustede mig. Og det gav mig overskuddet til også at lære alt det faglige.
Nå, man kan jo blive ved med at rable. Jeg håber snart de voksne går foran med et godt eksempel og lærer børnene, hvordan man opnår et kompromis.
