Ja, jeg elsker også NRK’s tv serie SKAM. Jeg har set den så intensivt de sidste mdr, på nettet. Fulgt med i sms’er, playlister, instabilleder, klip på web og kosegruppa DK på fb, der består af knap 20.000 konspirationsteoretikere med massepsykose. Hjerteemoji.
I fredags kom sidste afsnit i tredje sæson, og nu er alt love, men også tomt og ensomt og i morgen starter jeg forfra med sæson 1. Hvad skal man ellers gøre?!?
Nå. Men Even gav verdens bedste råd i det sidste afsnit. Kort fortalt, vil Magnus gerne hooke med Vilde, men får ikke rigtig gjort noget ved det og vennerne kalder ham desp. Even siger så at han bare skal være sig selv ass! Hvis han er desperat, så tag det til et nyt niveau. Stå ved dig selv og alt dit gak. Full on crazy, åbent hjerte, på med sårbarheden. Det er hvad jeg hører ham sige. Drittkul. Ta desp til et nytt nivå! Og det gør Magnus. Han går direkte ind til Vilde og er full on Kattehookeren, Vilde miaver og alt er love. Og hooking. Og pul.
Og det er det, man skal huske i alle aspekter af livet. Stå ved dig selv, own dit gak. Tag ansvaret for det, og arbejd med det, bevares, men det går bare bedre når man er sig selv. Så brænder man også nallerne tusind gange, men det gør ikke noget, for man gjorde sit bedste og lod ikke som om man var ligeglad eller noget. Man prøvede i det mindste. Integritet. Ægthed. Tag dit desp til et nytt nivå!
En trofast læser har skrevet og spurgt om noget. Hvad hjælper ved skilsmisse? Hvad læste du, der hjalp? Og hvad kan man læse for børn? Det har jeg så tænkt over i nogle uger nu, og jeg tror ikke, jeg læste noget særligt for mine børn om familier der blev skilt. De er jo store nok til, at vi bare kunne snakke om det. Men hvis man har mindre børn, 2-6 år, så kan det være rigtig rart at have en bog som udgangspunkt for en snak.
Der findes virkelig mange. En af dem jeg godt kan lide er: Hanne Kvist, To af alting. Om en dreng, der har en hund der hedder Uffe. Og en mor og en far der skal skilles, og nu synes de han skal have to af alting. Men han vil helst ikke have to hunde, og i sidste ender finder han selv den bedste løsning. Det er ikke en pussenusset historie, og den er for de ældste billedbogslæsere, men jeg kan virkelig godt lide den.
Men den jeg allerbedst kan lide, er slet ikke relevant i starten for de fleste, for den handler om når forældrene får en ny kæreste. Det er Heks! af Kim Fupz Aakeson og Rasmus Bregnhøi. Det er en af de sjoveste billedbøger jeg kender og den kan også sagtens læses for folk hvis forældre ikke er skilt og ikke har nye kærester.
Spørgsmålet gik også på hvad jeg selv læste og om der var noget andet der hjalp. Det er et rimeligt bredt spørgsmål, og der var meget forskelligt der hjalp. Det hjalp at snakke med folk hele tiden. Det hjalp at jeg har verdens bedste kolleger, så der var plads til at jeg lå i fosterstilling under deres skriveborde og blev fodret med chokolade. Det hjalp at en klog veninde er coach og snakkede meget med mig, og til sidst havde jeg en note på min tlf. med alle de råd der virkede for mig (træk vejret, giv slip, og meget mere) som jeg sad og læste ude på toilettet flere gange om dagen, når jeg gik i panik.
Jeg har prøvet at tænke tilbage, om jeg læste nogen bøger der hjalp mig. Jeg kan huske jeg kiggede på alle de der fagbøger i 30.1752 og fik akut åndedrætsbesvær af alle de negative og vrede historier. Det kunne jeg ikke genkende mig selv i. Borger.dk hjalp heller ikke overhovedet, for hver gang jeg skulle finde ud af noget praktisk inde på deres side, fx omkring børnebidrag og den slags, så var alt formuleret i hvad jeg opfattede som et konfliktsprog der tog udgangspunkt i at de voksne hader hinanden og vil hinanden det værste. Det gjorde mig så angst at jeg flere gange lukkede siden ned og slukkede for pc´en for at komme væk.
Og helt i starten kunne jeg slet ikke koncentrere mig om at læse. Jeg kunne kun se New Girl, som ligger på Netflix. Den handler om en kvinde der kommer hjem og finder sin kæreste i gang med at være utro, og så flytter hun ud og ind i en lejlighed med tre fyre, som ret hurtigt bliver hendes bedste venner og så har de det bare sjovt nærmest hele tiden. Det kunne jeg bruge til noget. Jeg så alle de sæsoner der var, og så så jeg dem forfra og forfra og forfra. Det var vitterligt det eneste tv jeg kunne se uden at blive bange eller vred i omkring 5-6 mdr. Det gik så vidt, at jeg fik et par kolleger med på hypen også, og vi talte om karaktererne fra New Girl hver dag, og begyndte at kigge på lejligheder vi selv kunne flytte sammen i, mig og de tre mandekolleger. Og børnene, naturligvis. Det var et morsomt og trygt frirum, hvor alt nok skulle ende godt. Det virkede. Især dette citat fra sæson 1, afsnit 4;
Og det siger jeg tit til mig selv. A bear MIGHT fall on my trampoline. My moments will come.
Da jeg så begyndte at læse, læste jeg de her. Kærlig hilsen Anna, som fik mig til at græde. Ikke den der Tilgiv, den kom først senere, men den havde også været god dengang. Og den med Mine 100 ting, som handler om en dame der blev skilt og sorterede ud. Og de tre danske, Jubilæum, der er hårde noveller, som jeg kun kunne holde til en af om dagen, men som alligevel virkede. Lejlighedssange, der bare er awesome og gjorde mig i godt humør. Og Så forbandet klog, der ligesom er små bidder af en virkelighed, om parforhold og kriser. Fælles for alle tre er, at de er overskuelige og ikke tykke bøger, men fulde af gennemtænkte budskaber man kan tolke ind i sin egen virkelighed.
Og så gik tiden. Det hjalp mest. Og nu er det to år siden vi startede det hele, og alle er stadig gode venner på den udramatiske måde, ingen børn er døde af sorg og vi holder også jul sammen i år. Jeg tabte 16 kg af stress og kvalme og har taget de 10 på igen. Jeg har datet en hel masse, og havde egentlig besluttet at holde en pause her i efteråret. Men så dukkede der en weirdo op, som forstår begrebet progressiv dating og selv om jeg hele tiden flipper ud inde i mig selv og har lyst til at droppe det, fordi det er for besværligt, så er jeg stadig nysgerrig, så nu ser vi. A bear might fall on my trampoline.
Vi kan blive enige om, at det har været et lorteår, ikke? Bowie døde i januar, han var åbenbart limen der holdt universet sammen, og siden er det gået stærkt ned ad bakke. Der er en film om det her;
Og de har jo ikke alt med i den film, vel? Der er ikke noget om skilsmisser, folk der blev fyret, at ruinere sig selv med fertilitetsbehandling, være syg af kræft, blive forladt og forledt og alt det andet som sker for folk i min nærhed.
Men.
Vi vil ikke sidde i et hjørne med armene over kors og være sure. Vi vil ikke give op, vi vil ikke ligge os ned og blive kørt over af 2016´s møgbefængte damptromle. VI VIL IKKE GÅ STILLE IND I NATTEN.
Derfor er der her en kanon, som er meget bedre end andre kanoner. Meget. Den er bare bedre, på alle måder. Hvis jeg SKAL nævne et eksempel, jamen, så er den fx bedre end Bertels kanon (som jeg faktisk ikke hader til fuldstændighed, for der er trods alt en del af de punkter der, som taler direkte ind i folkebibliotekerne, og det er okay med mig … men jeg hader den lidt alligevel, for den bliver lidt selvmodsigende. Jo, altså, hvis de fleste af de nævnte danske dyder var reelle, ville vi så overhovedet have noget behov for at liste dem og stemme om dem? Jeg ved det ikke, vi kan også godt sige, jeg bare er forvirret og smile og vinke og alt er godt. Whatever). Men min kanon er i hvert fald meget meget bedre end Brians.
Og her – i en ikke prioriteret rækkefølge; Kanonen over ting der næsten redder 2016:
Skam. Norsk tv-serie, som du skal se nu, hvis du ikke allerede har gjort det. Kødder du med mig? Den er drittkul og helt fantastisk. Man kan kun få det bedre af den. Godt skrevet, herlige skuespillere, og moderne på den der detaljerige her og nu måde, hvor de bare får ting til at gå op i en højere enhed. Du vil kunne huske alt om, hvordan det var at være teenager, hvis du ikke lige er det pt.
Biden-memes. De har været her noget tid, men efter Trump vandt præsidentvalget har de taget fart og det er SÅ sjovt. Jeg elsker Joe Biden mere end nogensinde før. De er alle vegne på nettet, fb, insta, twitter – find din egen kanal.
Hinanden. Hinanden holder 100. Dig og mig, os. I ved selv, hvem I er. Hinanden holder hele vejen. Også når man står stille.
Svend Brinkmann. Jo, for helvede. JAAA, jeg ved godt han pludselig blev vildt populær og du er sååå træt af at høre om ham, men han VIRKER. Han har fat i noget. Vi kan snakke videre om det, når du har læst bøgerne.
Sex. Jeg tror personligt, det er kommet for at blive. Jeg ved, vi er mange der er fans. Ingen links her, det må du selv google.
Chewbacca masken. Den holder også. Du er lavet af sten, hvis den ikke får dig til at fnise, som det mindste.
Podcasts. Jamen det er fedt, der er så mange og man kan jo evt. lave sin egen? Det er sjovt og nemt og fuld af muligheder. Der er historier om alt, derude.
Justeat.dk og nemlig.com – 100% årsagen til at jeg ikke gider overleve apocalypsen. Hvordan fanden får man en familie til at overleve uden de to services? Og i samme sætning er der også:
Alkohol. Vin, bobler, G&T, aperol spritz – ja, også selv om den blev lige hipster nok over sommeren – den er solskin på glas! Jeg har aldrig været den store alkoholiker, men jeg giver uden tøven skilsmissen skylden for min sociale deroute, der også indbefatter en nyfunden interesse for at dele drinks med nogen, i ulige uger. Jeg siger ikke, det er gennemført fornuftigt, men jeg fastholder at det hjælper med at få 2016 til at glide ned.
Bøger. Altid bøger.
Det islandske fodboldhold. Og jeg kan ellers virkelig ikke hidse mig op over sport, at all.
Canadas premierminister. Et lille lys, i en ellers overvejende meget dunkel pøl af håbløshed og politikerlede.
Musik. Virkelig meget. I 2016 har især The National, Florence and the Machine, Oh Wonder, Highasakite, Slow Club og diverse poppede dansenumre som børnene slæber med hjem, hjulpet.
Jeg tror, det var det. Du har sikkert andre ting, og det er fint. Så kan du lave din egen kanon. Det er sygt moderne.
Jeg vil gerne finde en plads i verden til alle de hjemløse, irrationelle følelser.
De, der er der. Som rationelt set ikke burde være der. Eller her. Hvor hører de hjemme? Hvad stiller man op med dem? Hvordan overbeviser man dem om, at de er gået HELT galt i byen? Hvor skal de bo, hvor kan man sende dem hen? Kan man parkere dem? Kan man putte dem i en kasse? Kan man finde et hjem til dem? Et børnehjem for umodne, ulogiske følelser, der driver omkring i gaderne og gør livet besværligt for almindelige, pæne mennesker?
Når de slutter sig sammen mod en, i en slags bande. Usynlig, mindst ventet og lige så besværlige at pakke sammen som en modvillig 2 årig i en flyverdragt eller en blæksprutte i et indkøbsnet.
Hvem ringer man til? Ghostbusters? Hundefangeren? Sin mor? Kan man pacificere dem med bacon/cola/gin? (Ja, men kun kortvarigt, det løser desværre ikke problemet). De har ingen gang på jord, og alligevel jager de en rundt nogle dage. Som fx når man vågner og tænker, at man er alene i verden. Samtidig med at ens børn plager om bacon. Og ens venner skriver. “Vi skal lige finde ud af spisning inden koncerten på søndag!”, “Jeg fik min jakke med hjem fra byen!! *grinesmiley*”, “se lige det her morsomme Tweet”, “tak for henvisning til de der, der arbejder med det der, jeg har skrevet til dem!”, og “godmorgen! Har du sovet godt? Drømt noget skørt igen?”
Ja. Jeg drømte noget HELT skørt. At jeg var alene, og ingen tænkte på mig. As if.
Jeg har roadtrip blues. Jeg vil være i den bil, som den boble den var, et parallelt univers uden budgetter, uden drama, uden forventninger og uden årshjul. Bare mig og et sympatisk menneske og friheden. Og du ved også godt, at jeg ikke mener det på den måde. Jeg elsker mit liv, børn og job, og jeg kan godt lide rammerne. Men for fanden hvor er det livsbekræftende at foretage sig noget andet end man plejer.
Det handler ikke om at lade som om man er nogen, man ikke er. Det handler nærmere om friheden til at være den man også er, endnu et af de mange lag der udgør et sammensat menneske. Når man tuller rundt her i sine faste rammer, bliver det nok bare nemt sådan at både en selv og de mennesker man omgiver sig med, føler sig ret sikre på, hvem man er og hvordan man vil have det. Det er ikke skidt. Det er dejligt. Men jeg vil også godt ses, og se, med friske øjne. Fra man er barn af, bliver der fortalt en historie om, hvem man er. Og til sidst er man sådan, men man ved ikke om man blev det, fordi de sagde man var sådan, eller om man virkelig er sådan. Det er nok meget sundt af se lidt på det, ind i mellem.
Nu er Villads tilfældigvis en ildsjæl. Jeg genkendte dele af mig selv i ham, han har også noget der brænder inden i. Han er også begejstret for livet, han tager også imod de danse der bliver budt op til. Og er nysgerrig, positivt indstillet og opsøgende. Og det gør det naturligvis ekstra interessant at sidde i en bil i to dage og samtale med sådan et menneske. Men helt ærligt, jeg tror de fleste af os ville folde os ud, hvis vi gav lidt slip og bare tænkte, fuck det, jeg er med!
I løbet af samtalerne kom vi frem til, at noget af det Villads har imod skønlitteratur er, at han føler det bliver spild af tid. Man sidder bare der, og man skulle måske i virkeligheden have bygget et hønsehus eller hjulpet en gammel dame over vejen. Jeg synes godt man kan kombinere tingene, og jeg tror det kvalificerer mit hønsehus og min omsorg for den gamle dame, hvis jeg har læst skønlitteratur der har fodret mine følelser, min empati, min indsigt i andre og min fantasi til at forstille mig, hvordan hønsehuset bliver bedst. Men jeg er enig med ham i, at man skal foretage sig ting. Også. Man skal ud og opleve, selv, og deltage i verden. Man kan ikke nøjes med at opleve gennem andre.
Jeg har oplevet så meget på de to dage, undret mig, set mig selv udefra og lært virkelig meget om mig selv og om ham. Hvis Villads tager bare halvdelen af det med sig, så har bro og benzin tjent sig selv hjem.
(Uh!!! Opfølgningsprogram?! Hvad skete der sidenhen? Læste han?? Forårs roadtrip, Sydfyn og øerne!!!)
Jeg ved dårligt hvor jeg skal starte, men jeg vil gerne skrive en masse ned. Jeg er lige kommet hjem fra roadtrippen. Og mit hoved er fuldt af tanker og oplevelser og følelser.
For det første var det en stor succes. Alt det man kunne frygte, ved at møde et nyt menneske og tilbringe to dage tæt sammen, skete ikke. Jeg blev først og fremmest ikke øksemyrdet, og det er jo en fed start. Dernæst, var Villads der hvor han havde sagt han ville være, på den tid, hvor vi havde aftalt. Også godt. Og så gik der ca. 30 sekunder, inden det føltes som om, vi var skabt til at sidde i en bil og knævre. Villads er et ualmindeligt sympatisk menneske og de her to dage gik endnu bedre, end jeg overhovedet havde turdet forestille mig.
Vi snakkede om alt muligt. Selvfølgelig om litteratur, både skøn – og fag. Men også om os selv og hinanden, om vores venner og familier og kærester og ekskærester. Om barndommen og fremtiden, om begejstring og ildsjæle, håb og ønsker og job og ikke job.
Så nåede vi til Rømø og plukkede østers. Og så tog vi videre nord på, så en masse der begejstrede os – stære i en mini sort sol, hede og marsk, Perlen og pomfritter, Vesterhavet og mere vesterhav. Vi nåede til Country Town, der startede det hele. Vi spiste æblekage på kanten ved Bovbjerg Fyr og vi fandt frem til der, hvor Villads´ forældre en gang har haft en restaurant. Vi droppede Skagen til fordel for Fur, men Fur var lukket om mandagen. Så var vi i Skive og gik på biblioteket.
Blev Villads så omvendt? Er han vild med skønlitteratur efter to dage i en bil med mig? Det vil jo vise sig – jeg har lige ca. 14 timers optagelse at lytte igennem og klippe i, før noget af det forhåbentlig giver mening.
Men oplevelsen har været helt forrygende. Jeg har det som om Villads har givet mig en gave, eller vi har givet hinanden en gave og lige nu, hvor han ligger forrest i min hukommelse, er han min bedste ven. Jeg ved ikke om jeg har det med at overinvolvere mig i folk jeg godt kan lide … sandsynligvis. Men hvor er det dog betryggende, at der findes mennesker der er så begejstrede og positivt indstillede, og hvor er det fedt at det kan ske at jeg møder dem. Jeg er ikke færdig med at sige ja til ting. Belønningerne er alle bekymringerne værd.
Okay. Så, for to år siden fik jeg en venneanmodning på Facebook. Er det ikke sådan alle gode historier starter? Den var fra Villads, og da mit første chok over at folk der hedder Villads er blevet gamle nok til at være på fb havde lagt sig, svarede jeg ham, at vi vist ikke kendte hinanden. Nej, sagde han, men du er muligvis det sjoveste menneske på internettet. Ja. Så. Smiger vil få dig langt.
Siden har vi været venner på fb og skrevet lidt sammen af og til, om skabertrang, ideer, begejstring, byggefestivaller og biblioteker.
I foråret kommer det så frem at Villads ikke kan lide skønlitteratur. What??!? Tænker du, og jeg tænkte præcis det samme. Og spammede ham med artikler om forskning der viser, hvordan du bliver et bedre menneske af at læse fiktion. Og smed lige en artikel om Lisbeth, sherif i egen by, oven i puljen, fordi hun mindede mig om ham. Det ku’ han godt li’! Tag mig med til den by, skrev han. Tag selv derhen, du bor i Jylland, svarede jeg. Okay, så tager jeg DIG med til den by, skrev han.
Jaja. Right. Tænkte jeg. Det bliver aldrig til noget. Men det gør det. For Villads og jeg er nysgerrige og har åbenlyst svært ved at sige nej til eventyr. Derfor sidder jeg nu i Odense, og drikker rødvin med Lis. Og i morgen samler jeg Villads op i Kolding. Og det der startede med et ønske om at besøge Lisbeths Country Town, har udviklet sig til en todages roadtrip, med østerssafari, Vesterhav, Marie i Holstebro, nogle fremmede mennesker og til sidst Skagen.
Undervejs i alle de her planlægningstanker gik det op for mig, at jeg naturligvis er nødt til at optage det hele og lave en roadtrip podcast. Man snakker om så meget i en bil. Og kan man omvende en ikkelæser på to dage? Det er ikke sikkert, men det bliver sikkert skægt at prøve.
Hvis du vil følge med, så er det ovre på insta. Eller fb, hvis vi er den slags venner. Og så håber jeg det ikke bliver helt weird, og det ender med en formidabel hjem-ud-hjem dannelsesrejsepodcast.
Okay, så det der sker er, at Jussi har udgivet sin nye roman. Jeg har ikke læst den. Undskyld Jussi. Du ved det ikke er dig, det er mig, det er mig, Jussi, jeg kan bare ikke læse de krimier. Ikke engang dine. Jeg læste faktisk den første, for to år siden, efter du havde inviteret på morgenmad i dit kontorhus, og jeg fik dårlig samvittighed og læste den første. Og jeg synes egentlig den var god, men den var også en krimi, og jeg kom aldrig videre, heller ikke selv om jeg blev lidt forelsket i Assad. Men det betyder ikke, at jeg ikke respekterer dig som menneske, og som forfatter. Og jeg respekterer dig i høj grad fordi du er så sindsygt dygtig til det du gør.
Jeg mener, se her!? Der står vi og krammer, og du elsker mig tydeligvis, og hvis din kærlighed var nok, Jussi, så ville jeg læse alle dine bøger, det ved du. Hvis de ikke var krimier. Men du skriver krimier, Jussi, det kommer vi ikke uden om, og selv om de er fulde af samfundssatire og interessante personskildringer, så er det stadig krimier. Folk dør på brutal vis. Jeg kan ikke. Jeg ved godt, jeg ligner en der også elsker dig, og det er ikke fordi jeg ikke var glad for at være der. Det var hyggeligt, som altid, Jussi, og spændende at høre om din grundige research og din arbejdsproces, som er inpirerende når man selv har rygrad som en regnorm. Men det er ikke dig, jeg tænker på lige der, Jussi. Det er ikke et crazy fan-smil. Det er forbeholdt en anden. Det kan vi ikke tale mere om, og det skal vi heller ikke, for det er din dag nu, Jussi. Din syvende bog i serien om afdeling Q udkommer i dag og jeg ved at min veninde Signe blev godt irriteret, fordi hun stod i en sygt langsom kø i Netto oppe ved Vesterlyng, men så gik det op for hende, at det var fordi alle skulle købe din nye bog. Og så var hun mere okay med det.
(Hvis du har trykket på linket oppe i starten og hvis vi lige skal dvæle lidt ved det med selfies, så læg lige mærke til, hvor meget jeg har tabt mig og ser helt anderledes ud… men der er også sket meget for mig, de sidste to år, Jussi, det ved jeg ikke om du har været opmærksom på, men jeg kan bedre lide vores selfie fra i år!)
Her hører 20 bloggere om det hele. Om socialrådgiveren, der fortalte dig om de unge piger, der tror de er så dygtige og ikke behøver arbejde, om hvordan du fandt på en der så myrder dem. Og at det er en kommentar til samfundet, og dele af den udvikling der sker. Min gode ven Malene, som også var med, sagde til mig at hun elsker dine bøger fordi de er sådan folkekomedie. Jeg har stor respekt for hendes mening, så jeg havde egentlig håbet, hun ville have været lidt hurtigere med en mere normal anmeldelse end min, ovre på Trilogien, hvor hun holder til. Men nej. Det er nok fordi hun har en baby. Som du forøvrigt tog en awesome selfie med, og jeg håber hun bringer det billede på sin blog, for det ligner du hvisker til hende “i min næste bog er plottet at din baby dør!” – hun ser rædselsslagen ud på det billede, Jussi, og jeg ved ikke hvad du har sagt til hende?? Anyway, jeg læser ikke krimier. Men jeg kommer til at låne din bog ud en million gange på mit bibliotek, og hele læsekredsdamesegmentet vil dagligt og udførligt forklare mig, hvad den handler om. Måske kan din næste bog handle om en bibliotekar der får nok af det grå guld og myrder pæne damer på Frederiksberg? Nej, okay, det går nok ikke.
Og røg du virkelig hash med dit rockband, Jussi? Lige meget, det var en god historie, og det er det du kan – fortælle en god historie, sælge varen, du er et stærkt brand Jussi, og jeg glæder mig til det hele kommer som tv-serie. Hvis Assad skal være kæreste med en bibliotekar i den tv-serie, så ringer du bare.
Vil du låne Selfies på Københavns biblioteker? Så gælder det om at skrive sig op her i går. Vil du hellere låne den et andet sted i landet, så prøv dit lokale bibliotek. Bare et forslag. Har du brug for en mere seriøs anmeldelse, så er Litteratursiden.dk din ven. Hvis du er fan af lyd og humor, så husk Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm´s oplæsning af Jussi´s uudgivne noveller Postkort fra Helvede.
Sidste år. Kontaktlinsetjek. Patrick, optiker, kigger bekymret på mig, og siger jeg jo er lidt rød i øjnene – generer linserne mig? Nej, svarer jeg. Det er nok bare fordi jeg har siddet hjemme hele formiddagen og tudet over min skilsmisse. Nå ja, okay, det forklarer det nok, siger han. Og han er vild med min frakke, han synes den er meget pæn og han siger det flere gange, som om ja okay, du er blevet skilt og tuder dine øjne ud, men i det mindste har du en super flot frakke?!
I år. Kontaktlinsetjek. Patrick, optiker, kigger på mine bare, brune ben og siger at alting ser smukt ud, men jeg behøver jo ikke vente et helt år, med at komme igen. Dagens erotiske højdepunkt er, da han forsigtigt lader sin tommelfinger løfte mine øjenlåg for at kunne se linsen. Topmålet af omsorg, der er ikke nogen der har rørt så blidt ved mig i tusind år. Jeg er altid velkommen, siger han og smiler og smiler. Hvad som helst – jeg skal bare komme og spørge.
Som myrer. Som myrer, som myrer, som myrer. Som myrer. Som myrer bygger vi og stabler ting. Vi stabler ting oven på hinanden. Som myrer bygger og stabler vi, vi bygger og stabler ting oven på hinanden. Som myrer stabler vi og bærer mere end vores egen vægt. Stabler og bærer. Som myrer stabler og bærer vi, og det er uden ende.
