Om livet i al almindelighed

Jeg ved ikke hvad der sker her? Jeg gider ikke blogge? Jeg har ikke noget at skrive om?
Det er jo løgn, for der er altid noget. Bøger der er blevet læst, fly der blev aflyst, veninder der blev spist under bordet, stof der er blevet patchworket. Apps er blevet købt og koncerter og optakt til Twilight, Breaking Dawn part two.
Men jeg er efterårstræt. Det er så fucking koldt og mørkt og det er dyrt. Alting er dyrt. Klaras lange ben, mine rådne tænder, toyotaens bizarre lyde.
På torsdag skal jeg høre Tina Dickow og det glæder jeg mig til. Og mine forældre kommer i weekenden med nye brugte spisebordsstole der passer bedre til mit teak bord, end dem jeg har nu, som er laminat og arvet efter min farmor.
Og jeg er meget ovre på Instagram. Når man er så ugidelig, er det bare nemmere at blogge et billede.

Nå, men jeg ville egentlig have skrevet noget om, at der i sidste uge var en kvinde der blev smidt ud af en restaurant i Tivoli, fordi hun sad og ammede. Men hele debatten og at det overhovedet skal debatteres gør mig så træt.

Jeg har aldrig selv haft et behov for at amme allevegne, men jeg har sørme gjort det alligevel. Ikke for min egen skyld, men fordi mine babyer har været sultne. Og man skal virkelig aldrig have kendt en baby for at tro, at kan de “ammes af hjemmefra” eller “vente”. Sådan foregår det bare ikke med babyer, desværre. Jeg tror vi er mange der ville ønske det gjorde.

Jeg synes det er ok, hvis en cafe eller en restaurant helst ikke vil have man ammer dér. Jeg kan ikke forstå det, men jeg kan respektere det – hvis de ellers skilter med det, eller siger det til folk der træder ind ad døren med babyer, på en pæn måde. Ikke som det skete for den dame i Tivoli, hvor hele familien var bænket, maden var betalt for og stod på bordet ( og alle der har kendt en baby ved, at det altid er der de bliver sultne, altid!) og så dækker damen sig til med et halstørklæde, tænker at de sidder alene i restauranten og så knapper hun junior på. Og så kommer tjeneren og siger “det dér, det kan du godt pakke sammen.”

Som om hun sad og sked på gulvet? Eller tog baner på bordet? Og ikke var en betalende kunde??

Det er uhøfligt, det er gement, og det er mega dårlig stil. Hvis det ikke var fordi jeg i forvejen boycuttede Tivoli pga det med pelsen, så ville jeg gøre det nu. Ja, det var en tjener, i en restaurant, der havde den holdning. Men det sker i Tivoli og så er det i kundens øjne deres ansvar. Du kan have gode argumenter, men kunden føler det kunden føler. Farvel forretning.

Og jeg kommer heller aldrig til at forstå hvad det er ved amning der virker så frastødende på nogen folk. Det er en baby. Den får mad. Det er ligesom sådan vi allesammen er startet. Det er bryster. De fleste af os har dem.

I mine mange år som mor, har jeg en eneste gang, kun en!, set en kvinde amme på en måde, hvor jeg personligt havde foretrukket at hun havde dækket sig lidt mere til. En gang. Alle de andre sidder gemt under tøj, tæpper, stofbleer, tørklæder, for ikke at tale om baby, hvis hoved jo i sagens natur dækker det meste.

Jeg tænker, at verden simpelthen er blevet mindre frisindet? Mindre tolerant? Vi har ryddet ungdomshuset, vi har købt Christinia, vi bader ikke topløse mere, vi er holdt op med at ryge, vi må ikke veje for meget, vi må ikke være arbejdsløse, vi må ikke på nogen måde stikke ud. Teenagereren Amanda fra Canada begik selvmord for nyligt, efter flere års mobning. Hvorfor? Fordi en idiot havde narret hende til at vise ham sine nøgne 15 årige bryster, og så sendte han billedet til alle hun kendte. Hvordan i alverden kan det komme så langt ud, at hun hellere vil dø? Hvorfor er det så pinligt, at det overhovedet er noget hun kunne mobbes med? Det er forfærdeligt. Det er den her regelrette verden vi har skabt, hvor der ikke er plads til det naturlige mere. Eller til at træde ved siden af.

Jeg ved ikke om det hænger sammen. Jeg kom bare til at tænke på det. Det er bryster. De er åbenbart virkelig ulækre? Undtagen hvis de hænger på en plakat i et busskur, og kan bruges til at sælge noget med?

Klara og jeg er lige i centeret. Vi var simpelthen nødt til at tage herhen og købe en junglebillet, fordi naboens pige havde prøvet det. Lige nu sidder vi og maler vores egen taske, mens jeg kigger på ham her, der signerer sine tasker:

Det er Leif Sylvester. Jeg er lidt fan. Men ikke så meget at jeg køber en taske.
Senere i dag vil vi trække lod om Petunia bogen. Og lave kastaniedyr.

Nu har Klara og jeg ferie. På trods af at det kun er 2 uger siden vi kom hjem fra den sidste ferie, er den her virkelig tiltrængt. Jeg er halvsyg, pigerne er halvsyge, Kristoffer også. Vi har hostet siden vi kom hjem.
Så jeg planlægger at lave så lidt som overhovedet muligt den næste uge. Lidt legeaftaler og krea planer er alt.

I går hørte jeg Choir of Young Believers i Vega. En fantastisk koncert, der ikke blev dårligere af at vi stod rigtig godt.

Jeg har været til møde på DR. Ja, hør lige hvor særligt det føles. Der er bare nogle institutioner i vores samfund, som er omgæret af en tilpas blanding af mystik, tradition og respekt, uden at de altid behøver gøre særlig meget for det. De har ligesom optjent den ret, og det giver altid street cred at tjekke ind sådan et sted, på facebook.

Bagefter tog jeg til Kolding og mødtes med Rikke, spiste verdens lækreste tun og talte om billedbøger med strøm i, på biblioteket. For fremmede.
Nu er jeg træt. Min hjerne er udstormet.