Hvor skægt, at lige som en veninde skriver til mig, om jeg kan huske, hvor stort det var, første gang man så Døde Poeters Klub – lige da, poster en anden veninde en blogpost på fb, der handler om at gribe nuet. Eller ikke at gøre det.
Jeg tror det er noget alle tænker over, men nu har jeg mor-brillen på, og vil sige, at det gør alle de mødre jeg kender. Jeg har selv spekuleret meget over det, især de sidste par år, hvor min baby fjerner sig længere og længere fra babyland. Hun bliver faktisk fire lige om lidt. Og jeg får faktisk nok ikke flere.
Jeg har stået i stuen, og kigget ud af vinduet, over på genboen. Og set dem sidde i haven og spise aftensmad i timevis. Siddende. De sidder alle fire ned, samtidig, under hele måltidet! Og drikker vin. Sammen med deres kæmpestore teenagere. Og det har givet mig det håb, at selv om jeg ikke kan fastholde det nu, jeg er i, så er alle de nu´er der venter mig også værd at vente på. At selv om jeg hele mit liv har drømt om at være, hvor jeg er nu – familielivet, små søde børn – så kan jeg godt finde ud af at vokse med dem og nyde de næste mange faser også.
Den her blogpost er så godt skrevet. Det er sådan det er, at være mor. Det er sådan, det også er. Jeg synes du skal læse den, selv om den er lidt lang og på engelsk. Du bliver glad bagefter.
Og jeg er f.eks. sådan en, der altid har gået og sagt til alle, at det er drønhårdt med børn. De skriger og de vil ikke sove og de gider ikke spise og de vil hele tiden noget. Men det er det værd. De enkelte perfekte øjeblikke, som også beskrives så fint i den artikel, er alt det hårde værd. Og jeg ville gøre det igen, også selv om jeg vidste hvor hårdt det var. Men der er mennesket jo heldigvis så finurligt indrettet, at vi aldrig tror på, at det bliver sådan for os. Ellers var der måske aldrig nogen, der gjorde noget?
Nå, havde du kvalme og var træt til døden og græd over alting, de første tre mdr. af din graviditet? Ok, men sådan bliver det jo ikke for MIG! Nå, gjorde det ondt ad helvede til at føde, og turde du ikke spise noget i 3 dage efter, af frygt for at stingene skulle springe op, hvis du skulle skide? Ok, men sådan bliver det jo ikke for MIG! Nå, græd din baby de første tre mdr. og synes du den var fuldstændig uberegnelig og gjorde det næsten mere ondt at amme, end at føde? Og ville din baby kun sove i din armhule det første år? Ok, men sådan bliver det jo ikke for MIG! Nej, klart nok. Så unik er du jo. Men det er glimrende, det er godt nok, selvbeskyttelse. Det skal der til. Ellers var vi nok uddøde som race.
Nå, men jeg rabler. Hvor blev tråden af? Jo. Det ER hårdt at være mor. Det ER ligesom at bestige mount Everest. Men man gør det, fordi de gange man stopper op og nyder udsigten er det, det hele værd. Og når man når toppen – jamen altså – så begynder man jo straks at planlægge endnu en tur op. Men læs den artikel. Den siger det meget bedre.
