På hotel

Bonus oplevelser ved at være på hotel (til fagligt landsmøde):
Udsigten

20111001-184418.jpg
Fotokunst der er Team Jacob inspireret? Jeg tænker i hvert fald New Moon…

20111001-184541.jpg
Spændende oplæg

20111001-184617.jpg

Udgivet i Uncategorized | Tagget | 4 kommentarer

Kartoffelwoman tip

Nå, men kan I huske det der Pinterest jeg skrev om? Jeg synes ikke, jeg kan se jer alle sammen derovre endnu?? Det er virkelig smart, og nu får det også direkte indflydelse på min hverdag (ud over det med at det stjæler timevis af min fritid…)

Den anden dag pinnede jeg nemlig dette billede, fordi det så så lækkert ud.

Og så LAVEDE jeg rent faktisk også de kartofler. Det er ret simpelt. Man koger nogle kartofler. Så lægger man dem på en plade med bagepapir. Så banker man dem så de går tilpas i stykker. Pas på det ikke er i atomer. Og så drypper man med olivenolie og salt og peber og så ind i ovnen og gøres sprøde. Sådan en 175-200 grader i 10-20 min. alt efter ovn og kartofler og sådan.

Børnene er VILDE med dem. De æder sindssygt mange af dem. Såeh, du ved, hvis du gerne vil fylde dit barn med kartofler (eller din mand, de virker også på mænd) så er det her bare ALLEtiders metode!

Udgivet i Uncategorized | Tagget , | 3 kommentarer

Se lige mig!

Jeg har fået en lampe over mit spisebord! Efter KUN 5 år i det her hus, er det nu lykkedes at få en lampe op som 1) virker og 2) bliver hængende!
Er I klar over, hvad det kommer til at betyde for mit sociale liv??
Nu kan vi også have gæster om vinteren!

20110929-194649.jpg

20110929-194656.jpg
Nå, synes du der roder på mit spisebord?? Jamen det er jo fordi vi bor her. Og en sætter lamper op og en anden broderer.

Udgivet i Uncategorized | Tagget , , | 6 kommentarer

Fagligt landsmøde

Næste weekend skal jeg på hotel!! Og jeg skal sove!! Og ikke blive vækket om natten, og fylde hele min seng selv og måske først vågne klokken OTTE! Måske.

Og så er det gratis!

Jeg skal nemlig på fagligt landsmøde med min fagforening og de giver maden og overnatningen. Og underholdningen. Og min boss har skrevet ud, at jobbet giver drikkevarerne! Ved ikke om det er en helt gennemtænkt beslutning, men jeg ved da, at vi er nogle stykker der har tænkt os at benytte os af det…

Temaet er De digitalt indfødte – dvs. hele den store gruppe af borgere, der er født efter 1980, og som er vokset op med internettet. Hvad forventer de af os? Hvordan vil de have bibliotekerne og bøgerne? Jeg synes, det er drøn interessant og glæder mig meget til oplæg med internetpsykologer og workshops med andre spændende mennesker.

Og så sad jeg lige og nærlæste deltager listen, og mon ikke der er mindst to trofaste læsere? Jeg aner ikke, hvordan I ser ud, men jeg har set jeres navne på kommentarer i årevis, så nu får vi se om vi støder ind i hinanden Karen og Rikke! I ved selv, hvem I er – så er det slut med at gemme sig omme bag skærmen!

Udgivet i Uncategorized | Tagget , | 9 kommentarer

Disco queen

Agnes og jeg har en ny yndlings sang. Og det kan godt være, det er mig, der har the moves like Jagger – men det er hende, der har det mest blinkende udstyr! Og nye røde laksko!

Jo. Hun er godt tilfreds. Og nu – musikken:

Udgivet i Uncategorized | Tagget , | 11 kommentarer

Høst

Kan man få for mange nødder? For pigerne og jeg vi æder spandevis hver dag for tiden! Det er vildt så mange man får af bare to træer. Og de smager helt pragtfuldt.
Men betyder mange nødder at det bliver en lang og hård vinter = forråd nok til dyrene? Eller betyder det at vi har haft en våd sommer, og derfor kan træet yde sit bedste?

20110925-012156.jpg

Udgivet i Uncategorized | Tagget | 5 kommentarer

Ting sker

Nå. Så er det lørdag. Vi skal spise jomfruhummerhaler, friske fra fryseren. Det er endnu en fordel ved at arbejde deroppe ved havet.

Rumskrot er ikke landet i hovedet på os, hvis nogen læser dette.

Men til gengæld er REM gået fra hinanden efter … ja, vel, hele mit liv? Har de ikke været sammen i mere end 30 år? Jeg kan godt forstå, hvis de gerne vil stoppe mens legen er god. Men jeg kan blive fuldstændig deprimeret ved tanken om aldrig mere at skulle opleve Michael Stipe på en scene. Den mand er så übercool.

Og så er det tyve år siden at albummet Nevermind kom på gaden. 20 år. Jeg var 15. Og ikke særlig grunge overhovedet, mere bare nørdet. Og hold kæft hvor var jeg tynd, og hvor syntes jeg, jeg var tyk. Sådan en skam. Men Nirvana hørte jeg.

Og den lille Frances Bean er blevet nitten somre. Akkeja, som tiden går. Man kan kun gisne om manglen på økospelt i hendes liv, men helt stabilt tror jeg bare ikke det har været. Hun virker lidt tungsindig. Men smuk. Som sin far?

De smukke billeder er taget af Hedi Slimane og er fundet her.

Udgivet i Uncategorized | Tagget , , | 3 kommentarer

God tid med feber

Når man så ligger her og har god tid og feber, så kan man tjekke sine venners facebook statusopdateringer tusinde millioner gange om dagen. Det kan både være godt og skidt. Et par af de gode ting der er kommet ud af det, er de her sjove videoer.

Den her tyrkiske sang er blevet undersat noget så grundigt. Og det giver ingen mening, på en måde hvor det giver fuldstændig mening. I hvert fald når man har feber.

Og så er der den her reklame for DR´s nye mama satsning. Har ikke set noget af det endnu, men er vild med den her sang og selve teorien. Mon den virker på influenza? Og er det samme influenza der gør, at ham Thomas Holm virker lidt lækker? Eller er det bare mig der helt har overset det tidligere?

Og den her nye med UFO, den kunne jeg faktisk godt lide selv før jeg fik feber. Jeg er vild med de der slowmotion effekter og teksten er også god.

Udgivet i Uncategorized | Tagget , | 2 kommentarer

Bøger

Jeg kan ikke huske, om jeg fik anbefalet den der Rum af Emma Donoghue? Nå, men den skal du læse, den er meget meget spændende. Den handler om en dreng på 5 år, som bor i et rum på 11 m2 sammen med sin mor. Hans verden er lille, men den er tryg og han har det sådan set fint. Hans mor har det mindre fint, for hun er offer for en kidnapning og har boet i det rum siden hun var 19 år. Drengen er resultatet af kidnapperens voldtægter. Det gode ved den her bog, som jo umiddelbart lyder forfærdelig, er den er meget positiv. Drengens livssyn er det der bærer os igennem. Han er lille og naiv og forstår egentlig ikke, hvad han er midt i. Og hans mor er en rigtig god mor der har skabt en beskyttende boble rundt om ham. Det er heller ikke nogen hemmelighed, at halvdelen af bogen handler om, at de flygter og hvordan det er at komme ud i livet efter et helt liv i et rum. Så på den måde VED man jo, at det ender bedre end det startede. Det er en intens og rørende historie, som jeg slugte på et par dage. Fra første side havde jeg det sådan, at jeg bare VILLE vide mere om, hvad der skete for den dreng og hans mor.

Hvis man står og skal til New York, og ikke allerede har læst den, så kan man også læse en der hedder Bergdorf Blondiner, af Plum Sykes. Det er ikke en ny bog, men jeg har ikke fået den læst før nu. Første gang jeg prøvede at læse den, synes jeg den var for fjollet – jeg var nok kørt lidt træt i chick lit. Men denne gang trængte jeg måske til noget fjol, who knows, i hvert fald synes jeg pludselig at den var sjov og god let underholdning. Den handler om nogle ret overfladiske blondiner der bor på Manhattan og har kærlighedsproblemer. Universelt tema.

Sidst men ikke mindst, skal du læse Blomsternes hemmelige sprog, af Vanessa Diffenbaugh. Den handler om en ung kvinde, som er opvokset i forskellige plejefamilier og på hjem for unge piger. Langsomt folder historien sig ud, og vi finder ud af mere og mere om hendes sørgelige fortid. Samtidig med det, følger vi hende i hendes bestræbelser på at finde ud af leve livet. Hun er fyldt 18, er sluppet ud af pigehjemmet og skal klare sig selv. Det er ikke let når man ikke stoler på nogen, men hun er heldig og møder de rigtige mennesker. Hun får job i en blomsterbutik, fordi hun ved en masse om blomsternes hemmelige sprog. I ved, det der fra gamle dage, hvor man ikke kunne sige tingene lige ud, men altid kunne forære en ung dame en blomst, som så sagde mere en tusind ord. Ja, hvad ved jeg, jeg er syg jo, men det virker smart. Vores heltinde møder også en mystisk mand fra sin fortid og så siger jeg ikke et ord mere, andet end LÆs den. Den er god.

Og lur mig, om det ikke bliver den næste roman der skal filmatiseres. Kan I huske hvor vilde vi var med Samme dag, næste år? Og med Niceville? Nu kan vi snart se dem i biografen!

Jeg ved ikke rigtig med Anne Hathaway i den der rolle som Emma… hun burde være lidt mere tyk. Normal. Jeg er lidt træt af den der kliche med, at det er nok at give hende en kikset brille på, og så vupti bliver hun smuk når hun tager den af… Men okay, hun kan også være rigtig god. Vi må se.

The Help/Niceville synes jeg til gengæld virker perfekt! Måske lidt mindre uhyggelig end bogen – i bogen havde jeg hele tiden fornemmelsen af, at om lidt ville det hele ramle om dem og alle de sorte damer ville blive skudt eller noget. Filmen – eller i hvert fald traileren – virker mere ufarlig. Men jeg glæder mig meget til at se den.

Udgivet i Uncategorized | Tagget , | 8 kommentarer

Sygt

Jeg er meget syg. Og det er meget synd for mig, skulle jeg hilse og sige! Og hvor er min mor? Fjorten dage på Mallorca?!? Tænk hvis jeg tog på varmeferie når mine børn var syge!? Det gør man bare ikke!
Hvad? Er jeg 35 siger du? Det føles ikke sådan. Er det i virkelighen ikke sådan jo højere temperatur man har jo lavere alder?
Jeg har ligget i min seng hele dagen og halli halluci hallucin … Set ting! Jeg var f.eks sikker på at Stoffer var kommet hjem med en ny Xbox og det forstod jeg slet ikke. I virkeligheden var de ikke kommet hjem.
Men synerne kan jo også skyldes sult, for når man sådan ligger ALENE og er syg så er der ikke nogen der laver mad til en.
Jeg stemmer for afskaffelse af efterlønnen og pensionisterne hjem til kødgryderne!

Udgivet i Uncategorized | 4 kommentarer