panik-livskrise jubilæum

Det slog mig lige i dag, at i morgen har min ven JC fødselsdag. Og så slog det mig, at det er ensbetydende med, at det i morgen er præcis 3 år siden jeg med sikkerhed vidste at jeg var blevet gravid. Uplanlagt gravid, som det så poetisk hedder.

Og det jubilæum i morgen betyder så, at i dag er der 3 års jubilæum for den mest kriseagtige dag i mit liv ever. Det slår med hestelængder dengang jeg skulle op i latin i 1.g. og det slår også nemt samtlige mandekriser jeg har deltaget i (HA – samtlige – hør lige mig! Alle 3, er det nærmere).

Dagen i dag, for 3 år siden forløb som følger. (åh gud, mine tanker blev lige afbrudt, er på arbejde og blev netop passeret af mor med tvillingedrenge i alderen 4 år og en 1½ årig dreng på armen. Stakkels kvindemenneske og som de dog råber, de trætte unger…)

Nå, tidsrejsen. Min søster skulle afsted til Guatemala og mine forældre var ankommet til kbh for at tage med ud i lufthavnen og vinke. Det var en mandag. Om søndagen havde mine forældre for første gang truffet min nye kæreste kristoffer, som jeg på det tidspunkt havde kendt i lidt over 4 mdr. Vi spiste brunch på en cafe og alle parter virkede helt tilfredse med hinanden og alt gik fint, bortset fra at jeg skal tisse konstant og det er vildt irriterende… ingen alarmklokker ringer dog ved det tegn.

Men altså mandag morgen står vi meget meget tidligt op, for min søster skal være i lufthavnen kl 5 senest. Jeg synes, jeg har lidt kvalme og sidder og suger en masse appelsin juice i mig ude i lufthavnen og har det rigtig mærkeligt i maven. Da mine forældre og jeg nogen timer senere kommer tilbage til min lejlighed, må jeg løbe ud og kaste op, men jeg tilskriver det en art sympati-rejsefeber og så det der med at stå så tidligt op. Det kan jo også være en virus eller noget, for min mave har det meget mærkeligt.

Nogen timer senere er jeg så på arbejde. Jeg havde fuldtids dengang, og skulle være der til kl 17 om mandagen. I min frokostpause kommer jeg til at tænke tanken. Hvad nu hvis…??? Jeg var kun på dag 28 i min cyklus, så jeg var sådan set ikke gået over tid, men min cyklus er kort og der går tit kun 26 dage mellem hver mens. (spændende detaljer, ikke?) Så teoretisk set kan det sagtens være. Beskyttelsen har det også været… lad os sige meget lemfældigt med. Sagen er den, at jeg i 2½ år forsøgte at blive gravid med min eks, uden at der skete noget. Og han blev testet og var fin og rask – så jeg regnede med at det var mig som ikke kunne. Jamen Julie altså, i vore dage og bla bla bla, hvordan turde du? og hvad med kønssygdomme og hiv og alt det. Ja, jeg har ikke noget godt svar. Men havde jeg ikke for en gangs skyld i mit liv været så ansvarsløs, så havde jeg jo ikke haft Klara i dag. Så måske var det bare sådan det var meningen det skulle være.

Vi snakkede jo om, at hvad nu hvis jeg blev gravid, hvad så, og jeg gjorde det helt klart at jeg ikke var til abort. Så hvis han troede det var med den på, så kunne han godt tro om igen. Men det troede han ikke, og så lå han der og sagde ting som at "du ville være den perfekte mor, julie" og "hvis han nogensinde skulle have børn, så skulle det være med en som mig" :-) Utroligt, hvad mænd siger for at få noget ikke? Og jeg ville jo faktisk meget gerne have et barn. Og jeg var forelsket og ville faktisk også gerne have det med ham, selv om det bestemt ikke var noget vi planlagde eller aftalte. Men altså – vi gjorde jo heller ikke noget for at forhindre det vel?

Nå, nok om de bagvedliggende filosofiske overvejelser.

Det var frokostpause og jeg gik i matas. Og købte den billigste test, for som alle ved så er man aldrig gravid i det øjeblik man har brugt penge på en test. Fact of life. Med få undtagelser. På vej tilbage til mit arbejde gik jeg og kiggede ned i fliserne og følte mig som deltagende i en meget dårlig hollywood b-film. Det var så kliche agtigt at købe en test i sin pause og gå der og små-håbe på noget der var så usandsynligt. Tilbage på arbejde, lade som ingenting i nogle timer, og så sidst på eftermiddagen var jeg alene på kontoret og slog et smut forbi toilettet. Og testede.

Og jeg prøvede virkelig at kigge væk, for de der minutter er rigtig lang tid at sidde på et koldt toiletsæde og stirre på en lille hvid plasticpind. Men jeg kunne ikke få øjnene fra den og derfor så jeg det ske. Stregen. Den var der lige fra starten af og den blev bare tydeligere og tydeligere. Og jeg troede simpelthen ikke på det. Pakkede den ned i æsken igen og tog den med – lidt for oplagt sladderemne at efterlade pind med urin på, på personaletoilettet! Gik ind på det tomme kontor og ringede til den eneste veninde jeg havde, som var nogens mor, og spurgte om man kunne stole helt på de der billige tests. Hendes svar var noget nedslående, for hun mente bare at jeg skulle holde op med at spilde penge på flere af dem og bare få en tid ved min læge i morgen. For jeg var gravid. Ingen tvivl om det. Man kan teste falsk negativ, men man kan ikke teste falsk positiv.

På trods af det gode og velmente råd, nåede jeg alligevel i matas på vej hjem fra arbejde, lige inden de lukkede kl 18, og købte to tests mere. To forskellige. Og gik hjem til min mørke tomme lejlighed og tog dem i stor ensomhed (årh ja, det lyder som om jeg tog en overdosis… meget dystert!) De var også begge positive og så tænkte jeg, at jeg hellere måtte ringe til kristoffer.

Jeg husker tydeligt, hvor skidt jeg havde det før den samtale. Jeg var så sikker på, at jeg ville ødelægge hele hans liv, at han ikke var parat, at han ikke ville være med, at jeg var ond og egoistisk og latterlig. Han tog telefonen og jeg havde svært ved ligesom at komme ind på emnet på en særlig cool måde, så jeg sagde noget a la "du ved nok det der med at jeg ikke har fået mens endnu, ikke? – jeg har så taget en test (LØGN julie – du havde taget tre!!!) og den viser positiv, men de gælder nok ikke, de virker nok ikke så godt, så jeg tager lige til lægen i morgen, ikke?" Og så siger han bare, med stor begejstring og varme i stemmen; "aii, hvor spændende!"

Og her ender så min mandag. Jeg kan absolut ikke huske mere af den dag, men jeg tvivler på at jeg sov særlig meget om natten. Næste formiddag ringede jeg til lægen og fik lov til at komme med det samme, men den del af historien gemmer vi til i morgen, hvor den hører hjemme.