Reference rammer

Jeg har i lang tid forsøgt at forklare min kæreste, hvorfor jeg ikke gider gøre så meget ud af den her lejlighed. Min holdning, eller irrationelle følelse, eller hvad I nu vil kalde det, er den, at når det hele nu alligevel er sådan noget gammelt lort, så gider jeg ikke rende panden mod en mur på daglig basis og få grå hår i hovedet, over at forsøge at leve op til egne og/eller andres standarder. Jeg gider ikke. Jeg gider ikke male den, jeg gider ikke sætte lister op i køkkenet, jeg gider ikke gøre særlig hysterisk rent, jeg gider ikke pudse vinduer, når det alligevel hele tiden regner. Jeg gider ikke skovle sne, i en snestorm. Forstår I, hvor jeg vil hen?

Nå, men hvis I gør, så er I nok selv folk (kvinder) i små lejligheder med små børn. For flere af mine boligmæssigt udfordrede veninder har sjovt nok altid været helt på bølgelængde med mig i den her sag. Hvor i mod andre (mænd og mødre) som ikke har de samme oplevelser i dagligdagen, har været ret hurtige til at dømme mig som værende doven. Og så japper de løs med, at uhaa – hvad så når jeg får et hus? Så går det da helt galt, for så er der jo bare meget mere plads at rode og undgå rengøring på.

Jeg mener slet ikke de har fattet en meter. Ikke en meter. NÅR jeg får et hus, så vil jeg jo elske det. Jeg vil skatte det. Pleje det, nusse om det, elske det som det har fortjent. Jeg vil kærligt hviske, hva'så karnap – så er det dig og mig, og ae hvert eneste småsprossede vindue og pudse dem med års opsparede kærlighed. Jeg vil smile til mit mansard tag og male mit hvide stakit hvert eneste forår. Jeg vil vaske klinkerne med gulvvarme i bryggerset og massere sæbespåner ned i mit ubehandlede trægulv hver eneste søndag. Fordi mit hus vil have fortjent det. Det vil have fortjent det.

I modsætning til den her lejlighed, som ikke fortjener meget mere end et vris og et los i måsen. Og det endda selv om den virkelig har prøvet og ofte formilder mig, når den minder mig om alle de penge den har sparet sammen til mig. Så sker det da, at jeg lige støvsuger den eller afkalker en vandhane.

Det har min kæreste ikke hidtil forstået, og jeg har ikke kunnet forklare det for ham. Før i dag. For så ringer han hjem, og siger, at han synes det så ud som om der var en måge der havde skidt på kølerhjælmen af den nye bil. Og det kan vi ikke have. Og måske skulle man lige tage i vaskehal i dag, og også støvsuge den lidt indvendig, for Klara sad jo med alle de der kiks i forgårs. Jesus Kristus, vi har kun haft den bil i 4 dage og han er allerede forvandlet til en total Farmand. Han tager støvlerne af Klara inden hun bliver spændt fast bag i, og den anden dag sendte han mig et blik, fordi min ene gummisko kom til at røre ved indtrækket i døren, fordi jeg sad med det ene ben over det andet. TOTAL Farmand! Det ender vel med, at han vil have syet et særligt dækken af faldskærms-silke eller noget, til den, og så står han dernede hver eneste lørdag og pudser og polerer og sparker til dækkene og føler sig som en mand i egen bil. Bortset fra at den altså står i mit navn…

Men han synes selv det var sjovt, som han pludselig gik op i den slags, og så slog det mig, at det kunne udnyttes rent pædagogisk. For det er jo præcis som med mig og min bolig. Han hadede den gamle Opel, ville aldrig køre i den, har ikke vasket den en eneste gang i de 2½ år vi havde den, gad aldrig hente mig nogen steder (og han har allerede i går spurgt om han ikke skal køre Klara og mig ud til Maya og Iris på søndag – selv om jeg godt kan køre den her bil selv!) – og nu er han pludselig total Farmand med sin Toyota. Og pludselig forstod han mig fuldstændig! Så ud over at være en fed bil, så har den Toyota altså også bragt os en ny rummelighed og dybere forståelse, i vores parforhold. Det er da meget godt, til den pris.