Når man venter sit første barn, så tror jeg de fleste har en eller anden forventning om, at de får det helt perfekte barn. Til dem. Perfektion er altså relativt, men måske netop derfor også en svær størrelse at omgås?
Moderkærligheden kan være meget indviklet og kompleks, og det synes jeg er i orden. Min kærlighed til andre mennesker, Kristoffer, min søster og mine forældre f.eks. er også kompleks og består af mange forskellige følelser, minder, erfaringer osv. Derfor synes jeg det er naturligt, at min kærlighed til mine børn også kan være en blandet fornøjelse.
Men når man står dér med sin nyfødte, så synes man stort set, at baby er perfekt. Kan godt være hun har trykket hoved, efter 12 timers rejse gennem fødselskanalen. Kan også godt være andre kommer til at sige, at hun ligner en vred, rød japaner. Tss. Man kan da se, at hun er helt perfekt, helt som hun skal være.
For nogen, er perfekt at være god til alting, til alt man gør. Eller at se “perfekt” ud – og det er også meget relativt, hvad perfekt skønhed er. Da jeg var i Indien, f.eks., var jeg ekstremt smuk. Mens jeg herhjemme nok er lidt for lav, lidt for bleg og lidt for tyk.
Nå, men det jeg gerne vil frem til er, at jeg aldrig har haft forventninger om, at Klara skulle være perfekt efter andres normer end mine og hendes fars. Efter verdens normer, er hun ikke perfekt og har aldrig været det.
For det første, er hun ikke planlagt. Hun blev undfanget på tømmermænd, en lang søndag, med en far som hendes mor kun havde kendt i 4 mdr. Det er ikke perfekt. Vi boede ikke engang sammen. Men det føltes stadig rigtigt, for os, perfekt eller ej.
Dernæst ville hun ikke fødes. 11 dage over termin og en ikke helt perfekt fødsel. Så begyndte hun at skrige – 3 uger gammel, d. 2.8.03. – og hun skreg sig igennem de næste mange mdr. Dér røg for alvor mine forventninger om en perfekt baby. Holy crap, jeg fik slet ikke det jeg havde regnet med. Hun holdt da til sidst op med skrigeriet, og begyndte også at sove om natten. Men kun fordi hun blev erklæret ørebarn og fik dræn. Nu var hun ligefrem defekt?? Så begyndte hun at få tænder, og naturligvis er de ikke perfekte. Der er fire af dem, der mangler emalje pletvis. Sådan er de dannet, i fostertilstanden. Defekte tænder.
Så begyndte hun at få feber den nogen og tyvende i hver md. Og fik den der diagnose, PFAPA, som ingen kender og som halvdelen garanteret tror, vi selv har opfundet. Og straks hun havde fået den, holdt feberen op med at være regelmæssig, så hun er ikke engang et perfekt diagnosetilfælde.
Og nu, nu har jeg meldt hende ind i inkontinensforeningen.dk
For hun har aldrig været rigtig renlig. Selv om hun smed bleen som 3 årig, og på eget initiativ, så har hun dagligt eller i de gode periode, ugentligt, uheld. Hun kan simpelthen ikke holde sig, eller nå på toilettet. Og det er en laaang lang historie, med ting vi har prøvet for at hjælpe hende. Men hun vokser ikke fra det og vores læge er ikke hjælpsom, så nu har vi meldt hende ind i den forening og skal have en tid til udredning på Næstved sygehus, hvor de har en klinik med speciale i inkontinente børn. Endnu en diagnose. Suk. Mit defekte barn. Jeg frygter at folk tror, jeg er sådan en diagnose-jæger mor, münchhausen by proxy, hypokonder på hendes vegne.
Men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget, vel? I det mindste, har jeg aldrig urealistisk høje forventninger til hende. Jeg har, helt fra starten af, lært at elske hende sådan som hun ER. Med alle hendes små fejl og mangler. Hun er fri.
Jeg kan ikke hidse mig op over, at hun ikke kan læse allerede. Jeg kan ikke hidse mig op over, at hun ikke er noget naturtalent til fodbold. Jeg kan ikke hidse mig op over alle de ting, som andre kan, men som hun ikke kan. Det kan ikke vælte min verden, hvis der er noget hun ikke kan, ikke gider, ikke ved, eller hvis hun fejler et eller andet. For jeg ved, at så kan hun noget andet.
Vi havde f.eks. det perfekte ammeforløb. Og hun tog perfekt på og har aldrig tabt sig som spæd. Hun er også langt den bedste til vendespil, i hele vennekredsen, og hendes sociale intelligens er markant. Hun kan med alle, hun er super omsorgsfuld, hun tager sig af de svage og de udstødte, men beholder samtidig sin plads blandt alle de andre. Hun er bedre til matematik end jeg er. Hun er helt med på det tekniske og betjener dvd afspiller, tv, computer, iPod touch, wii og nintendo som om hun aldrig har lavet andet. Hun er den perfekte storesøster – aldrig jaloux, aldrig irriteret, altid omsorgsfuld og inkluderende overfor Agnes. Hun er kreativ og fantasifuld og sjov. Hun har en herlig snørklet hjerne.
Og bortset fra alt det ovennævnte, så er hun faktisk aldrig syg.
🙂
Rodede tanker? Nej Julie – smuk, smuk kærlighedserklæring.
Jeg har nu altid syntes, at Klara er perfekt 🙂
Jeg kan godt li’ dig 🙂 Og hende der Klara lyder super cool….
Hun er så heldig at hun har lige præcis dig som mor. Du forstår hende jo! Og er på hendes hold. Og du er heldig; at du har så skøn en datter. KH
Smukt Julie bliver helt rørt!
Glem ikke, at hun OGSÅ er et ægte smukhedsbarn:)
Det er da bare så smukt skrevet Julie. Jeg fik helt tåre i øjnene.
Ida snøfter nogle gange til mig. “Nu elsker du mig ikke mere” Det sker når hun får skæld ud og på bedste Dramaqueen agtig facon. Men jeg tager mig altid tid til at fortælle hende at jeg elsker hende uanset hvor vred jeg bliver for hun er min datter og jeg elsker hende jo lige præcis som hun er…
Og så er det jo at man skal sige til sige selv at den perfekte mor findes ikke men det gør verdens bedste mor :o)
Malene
Det var noget af den smukkeste kærlighedserklæring jeg længe har læst. Snøft, hvor jeg sidder her og tuder lige nu.
Enig med Julia. Hun er landet godt hos dig.
Har oplevet flere familier der ser de små skavanker som noget ufatteligt pinligt.
Min kusines søn har aspergers og det snakker man bare ikke om. Det er et ekstremt tabu for hende der vil have den helt perfekte familie. Alle børnene skal ku dit dat og gå til tusinde ting hver uge udover at klare det engelske skolesystem, som sgu er temmelig hardcore, men det bare ikke ok hvis hendes børn ikke er elite børn. Det ender galt. Det er så forkert ikke at tage ordentligt hånd om de små fejl og acceptere dem 🙂
Så thumbs up til dig Julie!!
Det er nok noget af det mest ærlige og smukke, jeg har læst fra din hånd. Og der er ellers kommet meget smukt og ærligt fra den i tidens løb.
Sikke’n dejlig mor hende Klara har!
Jeg tror da lige du har beskrevet den rene, uforfalskede moder(forælder)kærlighed! Dejligt og bekræftende. Heldigt at man selv lige præcis er den bedste mor, ens børn kunne få…
Smukke ord om et, alligevel, smukt forløb.
Skønt at du ikke ser dit barn som perfekt. Se på alle de “børn” der render rundt i dag og skader sig selv i dag, enten med alkohol, barberblade, vild sex eller andet vi voksne snart ikke kan forestille os.
Jeg syntes din pige lyder helt perfekt og som en veninde/kæreste min søn gerne måtte få når han skal til den slags… hvis han altså bliver en der er til piger 😉
KH C
Smukt skrevet Julie.
Min helt vidunderlige søn på 19 måneder, er heller ikke perfekt efter gængse standarder. Han kan nemlig ikke gå endnu, og faktisk kan han heller ikke kravle (han krabber sig istedet henover gulvet som en bedre kommando-soldat). Han er sen grov motorisk udviklet, ganske som jeg var det, dengang jeg var lille.
Men han er helt fremme fin-mototirisk, ordene kommer væltende udaf hans mund, og så har han en hukommelse og en stædighed, der siger spar to. Tro ikke du kan rende om hjørner med ham.
…. og jeg elsker ham. Præcis som han er.
Må jeg ikke bare godt have lov at sige…..det de andre siger. SÅ smukt, Jules.
I øvrigt tak for linket til Inkontinensforeningen. Det er der en anden dejlig og skøn unge i familien, der forhåbentlig kan få glæde af.
Hun lyder faktisk ret meget som den helt perfekte datter, der passer helt perfekt til jeres familie 🙂
Hvor er det smukt skrevet Julie!
Ihh, hvor er I søde 🙂
Snøft.
Dejligt indlæg fra en dejlig mor. Som gør sit dejlige uperfekte barn en storstor tjeneste ved ikke at ophøje hende som inkarnationen af perfekt. For det er de børn, der ender med et makuleret hjerte, når de har været igennem Talent 20xx- og So you think you can dance-maskinen. Fordi deres forældre ikke vil acceptere, at af alle de ting, ungens fremførelse af “Æblemand” er, så er perfekt ikke en af dem…
Og det kan godt være, at Klara ikke er perfekt. Men så er hun til gengæld smuk (ja, jeg er en af dem, der læser med på sidelinjen, men ikke får kommenteret så meget. Rundstyk’). Og heldig med at have en mor som dig.
Kære Julie
Hvor er det ærgeligt at vores NetDoktor side ikke længere er. For så havde du måske fået denne her oplysning tidligere.
Ask – min nu 7årige søn. Tisser også i bukserne og jeg er helt sikker på at du kan HUSKE alle de indlæg om hvor PISSEirriterende jeg har syntes det var. Ja,- som i TISSEDE & VAR!
Der hændte det, at jeg for 2 måneder siden pludselig havde en lille dreng der var sønderknust over at tisse i bukserne. Indtil da, havde jeg faktisk ikke taget det seriøst. Jeg troede det handlede om vilje og ikke evne.
Men pludselig fandt jeg mig selv googlende, og fandt ud af at det hed: “dag-inkontinens hos børn”.
Jeg fandt hurtigt ud af at en læge skulle der til, og den 22. september skal vi til udredning på Glostrup Sygehus.
Men,- via googlingen fandt jeg også en nyere PhD afhandling om netop “dag-inkontinens” hos børn.
Og – denne konkluderede meget klart, at et “medicin-ur” skulle der til.
Jeg var skeptisk, men valgte at tage kontakt til LEISNER ure og spurgte til produktet. De havde det ikke men netop denne PhD afhandling havde øget interessen, og de afventede ordren.
For 3 uger siden købte jeg uret der blev leveret dagen efter. Uret er indstillet til 4 -5 alarmer over dagen. Uret viberer ca. hver 3. time – OG det er uret der BESTEMMER. Dvs. at man SKAL gå på toilettet.
I starten var jeg bange for at han slet ikke selv tog initiativ til at tisse – det gjorde han jo TRODS alt et par gange om ugen – men sådan er det ikke.
Han fik uret for 3 uger siden, og han har tisset i bukserne (HOLD FAST!) 3 gange. og 2 af gangene var mens uret var til reperation.
Før tissede han altså i bukserne 1-4 gange dagligt!
Om det er uret og vibrationerne, eller bare det at noget minder ham om det (smukt sølvfarvet digitalur på håndledet) ved jeg ikke. Men det virker.
OG OG OG – (nu kommer det bedste…)
Han er nu selv begyndt at tage initiativ til at tisse – uden om uret!
Leisner.dk
500,-
Smukt lilla ur som selv jeg kan finde ud af at indstille.
= et NÆSTEN tissefrit barn:-)
Held & Lykke med projektet.
Hilsen fra Line fra Albertslund
Hej Line! Ja, man kan godt savne den side mange gange, men jeg har jo heldigvis fået en del af flokken med herover 🙂
Jeg har godt læst om de ure, og jeg tror også vi ender med noget i den stil. Jeg skal ringe til Næstved i morgen, når de har tlf.tid og så ser vi hvad der sker. Men jeg vil helt sikkert også kigge på de ure – tak for link.
iBaby – aj, jeg sidder også og ser de der programmer, og tænker HVEM har sagt til den fyr at han kan synge? Det er da så synd for folk, at de skal opdage deres egne begrænsninger for åben skærm.
Og tak, igen, til alle. Jeres kommentarer betyder meget for mig, og overrasker mig lidt, for jeg så det egentlig ikke som sådan en kærlighedserklæring. Det er bare noget, jeg har gået og tænkt meget over, fordi man sammenligner børn så meget, og jeg aldrig rigtig gider den der konkurrence, og så kom jeg frem til, at det nok er fordi hun skreg så meget, at jeg allerede dengang accepterede at jeg IKKE vandt babykonkurrencen :-), men at jeg ikke ville bytte med nogen.
Dejligt indlæg :O) – Har du nogensinde tænkt på, at defekt næsten rimer på perfekt ;O)
Tænk at have en mor som dig, Julie.
Sikke en rørende kærlighedserklæring. Du er og bliver en af de bedste skribenter online.