Rumpenisse – 2 måneder i dag

Så fylder vidunderet 2 måneder. I dag, for 2 måneder og præcis en time siden lå hun på min mave og suttede på brystet, mens vi kiggede på hende, helt i ærefrygt og fascination over, hvad vi dog havde lavet. Og nu ligger hun inde i vores seng og sover sin formiddagslur, med sine små flyveører, de store øjne og det lille runde hovede, der får hende til at ligne en lille trold eller en nisse. Den smukkeste nisse i hele verden.
Da hun lå inde i maven tænkte vi over og snakkede om, hvem hun mon var og hvordan hun mon ville være. Men vi havde aldrig kunne forestille os det her. At hun er SÅ vidunderlig, og så sød og dejlig, og at hun er så stor en personlighed. Alle hendes karaktertræk træder lidt mere frem for hver dag der går. Glad, charmerende, stædig, hidsig, alvorlig, tænksom. En livsnyder, der forstår at hygge sig. Jeg er så forelsket i mit barn… En kærlighed så stor, som jeg aldrig havde forestillet mig. Jeg vidste da godt, at jeg ville kunne li hende og den slags… Men at have et barn – at hun er MIN, jeg har lavet hende i min krop og hun ligner mig så meget… det er helt ubeskriveligt, og var bestemt alle 8 timer med veer værd. Og jeg gjorde det gerne igen, også uden smertestillende en gang til!
Og hun vil altid være i mit liv. Hun er min datter og det kan intet nogensinde lave om på. Min gamle angst for at miste folk jeg elsker blegner, for hende kan jeg ikke miste. Hun vil altid være min og jeg vil altid elske hende. Selv når hun som 14 årig står med piercinger og tatoveringer og skriger mig ind i hovedet, at jeg ikke fatter en meter og at hun hader mig… Det håber jeg jo hun aldrig kommer til, men teenager bliver hun jo en dag. Spændende hvilken slags… en fredelig en, som jeg var? Eller en rebel som min søster?
Det er som om en stor opdagelses rejse er begyndt. Hver dag afslører nye ting hun kan, lidt mere personlighed. Jeg glæder mig så meget til at se, hvad fremtiden med Klara bringer, at jeg af og til må minde mig selv om også at nyde nuet. At holde den lille buttede krop tæt ind til mig og indsnuse hendes særlige duft. At nyde hendes blik, når hun griner ovenud lykkelig mens hun kigger på mig, for jeg er MOR. Jeg er den hun elsker mest i hele verden. Så vidt hun ved, er vi en symbiose, en uadskillelig del af hinanden, stadig i én krop. Hun er det bedste, jeg nogensinde har gjort, og så var det ikke engang planlagt. Tænk, at jeg skulle opleve sådan et held! Sådan en lykke! 🙂
Håber alle har en helt vidunderlig søndag. Kh. Julie