Åh, jeg er i et sært humør. Det kan være den nu overståede sygdom, det kan være mens, det kan være regnen og årstiden. Jeg ved det ikke. Jeg er bare så nedtrykt og alt synes så håbløst.
Jeg kommer aldrig af med min mave, jeg får aldrig noget større at bo i, jeg bliver aldrig tilfreds med mit liv.
Og jeg ved godt, at sammenlignet med al den liv og død der foregår derude, så har jeg ingen alvorlige problemer. Overhovedet.
Mit største problem er nok i virkeligheden min hang til selvmedlidenhed…
I dag er en dårlig dag. Klara er lige taget afsted sammen med sin far, til vuggestuen. Hun skal være der fra 9 til 12 i dag. Sagen er bare den, at jeg tager afsted på arbejde kl 13 og kommer hjem kl 20, så jeg ser hende nærmest ikke i dag. Det føles bare rigtig forkert.
I det mindste er hun glad for at være der. I går græd hun slet ikke. Hun blev afleveret og kom over på armen af pæd. Linda og så vinkede stoffer og hun vinkede bare tilbage og var slet ikke ked.
Nå. Nu har stoffer lige ringet. I dag var hun slet ikke glad for at være der. Hun græd hjerteskærende og ville over til stoffer igen og holdt så fast i ham. Og så måtte hun alligevel over til pæd. og så græd hun mens hun vinkede. Han stod udenfor døren og lyttede og hun holdt op kort efter.
Men nu tuder jeg så. Det føles bare så forkert. Hvorfor skal man have børn og så tilbringe dagens bedste timer væk fra hinanden? Jeg tror i hvert fald ikke, jeg vil have flere og leve et endnu mere stresset liv. Men jeg får alligevel aldrig flere, for jeg skal bo i den her forbandede mini lejlighed resten af mit liv, og får aldrig råd til flere børn eller mere plads. Og jeg bliver endnu tykkere og kedeligere.
Og stoffer er rigtig mande-dum omkring det. han fatter slet ikke mine følelser og kommer med alle mulige forklaringer og løsningsforslag og siger ting som " det vidste vi jo" "det gør alle andre også" "det kunne vi regne med" osv – og ja, og HVAD SÅ??? Gør det noget bedre at vi vidste det og at alle andre gør det samme?? Hvad fanden hælper det på mine følelser? Det eneste han får ud af at sige de ting, er at jeg bliver gal og føler at jeg ikke har lov at blive ked af det.
Og han har slet ikke prøvet at hjælpe, prøvet at gøre mig glad eller tryg igen eller noget. Siger bare, at det jo er så tit at jeg er ked af et eller andet, og det er svært hver gang at mande sig op og tage sig af det. Nå, synes du det din store idiot – kan det være fordi du ikke er mand nok så???
Åh jeg hader hele mit ynkelige liv
