Nogen gange går det bare lidt for stærkt med udviklingen i sådan en 5 årig pige.
Det ene øjeblik sidder hun med et Alt for Damerne og snakker om at ville være PRÆCIS som Charlize Theron og spørger sin far “hvordan har hende her fået sådan en flot krop?” (og ja, jeg tænker at vi aldrig mere skal have dameblade liggende fremme nogen steder!)
3 minutter efter, viser hun mig en tegning hun har lavet, hvor prinsessen på ærten er i seriøse problemer, i og med der flyder lava ind på hendes gulvtæppe. Hun prøver at sejle på sin seng, over på den anden side, hvor der er tegnet et kaffebord. (og alle VED jo hvor sindssygt svært det er at få lava af gulvtæppet – det går bare ALDRIG af i vask, tænker jeg?)
Virkelighed – fantasi. Frem og tilbage med rivende hast. Nogen gange, kan jeg simpelthen ikke finde det rigtige ben at stå på!
Det lyder altså helt vidunderligt i mine ører og er lige præcis en af mange ting som jeg glæder mig helt vildt til når mine børn en gang kommer til verden.
Jeg har kigget med herinde i et par uger og er blevet hængende, så jeg tænkte at det var på tide med en lille kommentar fra mig. Jeg synes du har en skøn blog og en dejlig tilgang til livet, så jeg tror jeg bliver hængende lidt endnu … 🙂
Hej Sofie – tusind tak og velkommen til. Og jo, det er vidunderligt. Også 🙂
Hov – jeg troede da, jeg havde skrevet en kommentar her for længe siden!
For det er lige præcis noget af det mest fantastiske, den der pendlen mellem fantasi og virkelighed. Frem og tilbage på splitsekunder.
For et par år siden, da jeg spurgte Jens Christian hvad han ønskede sig til jul, svarede han “hjemmesko og en flammekaster”.
Annes Jens Christians: Hjemmesko og en flammekaster! 😀 den kan jeg grine af hele dagen og vil fortælle videre…..Det er en GULD bemærkning. Og nu er den noteret sort-på-hvidt. For det er det utrolige: Man glemmer de fleste af de der bemærkninger igen, også selvom man tror man ALTID vil huske dem. Måske fordi der kommer ret så mange dejlige ord og sætninger og kloge tanker blandet med vilde fantasier ud af de børns hoveder.
PS: Julie, jeg så lige en række kaniner i Shanes Verden (bedste børnefjernsyn!), der vinkede eller svingede med ørerne. Hvad mon de kaldes….?
PPS: Dejligt for dine piger Julie, at deres gøren og laden og sjove bemærkninger aldrig går i glemmebogen men er foreviget her.