Tæt på… 27…. igen

Ja, nogen har jo fødselsdag på mandag. Og når man sådan bliver et år ældre, så tænker man måske lidt mere end ellers over tingenes tilstand.

Een ting er efterfødselsdellen, som traditionen tro, er svær at komme af med. Især når amningen giver usædvanlig god appetit, nattesøvnen ikke er god nok til at give overskud og hyggespisningen forekommer lidt for ofte. Det kan jeg leve med. På trods af alle de rådne møgunger i Klaras børnehave – Klara inklusive – der hver gang de ser mig spørger med deres højlydte skingre stemmer; hvorfor er din mave så tyyyyyk? Er der stadig en baby der indeeeeeee? Skidt med det. Et par ekstra kg dør man ikke af og de skal nok forsvinde med tiden. Når jeg er klar til at gide gøre noget ved det. Det eneste virkelig irriterende i forbindelse med de kg er Stoffers evindelige sideblikke og suk når jeg åbner køleskabet. Han har åbenbart ikke læst reglen om ikke at sukke når man selv bor i et glashus. Og den slags gør mig bare så trodsig. Der er fandme ingen der skal sukke mig ud i noget vægttab. Jo mere folk siger, jo mindre gør jeg ved det. Jeg vil tvinge dem til at elske mig præcis som jeg er.

Nå. Men noget helt andet og mere værre, er hårtabet. Ja, jeg ved det er pga hormoner og amning og at det stopper igen. Men det er en virkelig desperat og håbløs følelse at stå og filtre store totter af løst hår af fingrene hver gang man er i bad. Jeg synes, jeg ser mere og mere skaldet ud.

Og en ting er ekstra kg – de kan godt gå for at være kvindelige. Men skaldethed – det er bare super ukvindeligt, og det kan jeg ikke leve med.

Så sådan en forretning i går, der havde special designede tørklæder og turbaner til kvinder der har fået kemo og har mistet håret. Er det mon i den retning man skal? Eller ender det med, at min eneste udvej er at konvertere til islam og gøre tørklæde obligatorisk?

Da jeg var inde og se Sex and the city – the movie i babybio i sidste uge, blev jeg helt vildt tændt på at farve håret mørkt, lige som SJP gør i filmen. Det er en flot farve. Men må man farve når man ammer? Øko-farve?

Og så er det faktisk lidt kedeligt at blive ældre lige nu. Hele mit voksne liv, fra jeg var 19 eller noget, har jeg glædet mig til og drømt om at være, hvor jeg er nu. Med mit eget hjem, min egen mand og mine egne børn. Mit eget voksne liv. Jeg var et nørdet barn, en kedelig teenager og en usikker start-20´er kvinde. Men 27 var det bedste år, så jeg holder mig til det. Jeg vil gerne stå af nu, og blive her. Det er det her liv, jeg ville.

Men det kan man ikke. Tiden går, klokken slår og de børn vokser og forlader mig en dag. Og jeg sidder tilbage med deller og uden hår, som tak for det liv jeg gav dem.

Og så igen… fra mit soveværelsesvindue kan jeg se ned i genboens have. Så når jeg står og pusler Agnes om aftenen, så kan jeg ind i mellem se dem sidde og spise aftensmad på deres terrasse. Og de ser virkelig lykkelige og harmoniske ud. Og de er i 40´erne. De har to store teenage drenge, som sidder og spiser sammen med dem. Og taler. Og drikker lidt vin. Det ser ikke dårligt ud. Så måske skal det hele nok gå.