Lige så snart jeg lander i min mors stue, går tiden i stå.
Der er så stille, ude på landet. Og selv om jeg hurtigt forbinder iPhonen til hendes wifi, er det som om der ikke sker lige så meget online, når jeg er på Fyn?
Min urmager Farfars værk tikker uden ophold og jeg ryger tilbage i tiden.
Først ikke så langt, bare til min egen barndom, hvor jeg sad under det ur med en bog konstant.
Og for ikke at ryge i franskbrødkedsomhedsfælden nu, bruger jeg hænderne til noget andet end at spise. Strik. Bare der ud af. Et halstørklæde til en eller anden. Ingen.
Men strik kombineret med stilhed, kun afbrudt af krager og uret, sender mig længere væk. Jeg kunne være en hvilken som helst af mine formødre. De otte generationer af svinebønder på Fyn. De introverte vestjyder. De selskabelige, innovative sønderjyder. Jeg er dem alle sammen. Vi sidder allesammen i en stille stue og strikker til lyden af uret og kragerne.
Lige om lidt er der helt hundrede nogen der serverer noget for mig, som i København ville være en kiks, men som her er en småkage.
Åh Gud.. Jeg er en af dem der er begyndt at kalde småkager for kiks.. Nyd din ferie Julie, selvom det er jeg sikke på du allerede gør
Det er et skråplan Marianne! Get out while you can!
Det der er ren afslapning. Nyd det 🙂
Tak og ja 🙂
Det lyder da skønt! Stilhed, strik og tikkende ur – bedre end meditation. Hyg dig. 🙂
Jeg synes, det lyder intet mindre end fantastisk at have sådan et helle et sted 🙂