Uventet besøg af gammel bekendt…



Ja, jeg skriver bekendt og ikke ven, da jeg altid har haft et noget ambivalent forhold til hende og ikke udelukkende synes vi er venner.
Vi mødtes første gang da jeg var omkring 12 år, så vidt jeg husker. Jeg synes hun var ret påtrængende, men hun var alligevel lidt sej at kende, på det tidspunkt, så hun kom for at blive… Fra den tid af, har vi set hinanden ca. en gang om måneden og det har altid været en blandet fornøjelse. Hendes besøg blev tit ledsaget af en omgang ondt i maven for mit vedkommende, men man kan ikke sådan aflyse den slags.
Så kiggede hun ellers forbi sent mandag aften, og da var det 1½ år siden jeg har set hende sidst. Jeg er lidt bekymret for, hvordan det skal gå denne gang, for når det er så længe siden vi sidst sås, så skal der måske lige ryddes op i nogen ting og mon ikke det ender med endnu mere ondt i maven til mig? Jeg vidste godt hun nok snart ville dukke op, for det gør hun altid før eller senere, men jeg troede alligevel der måske ville gå nogen mdr endnu.

Men det er ok at hun kom, selv om hun ikke just var savnet… for så er tingene på sin plads og jeg er færdig med at vente i nervøs spænding. Jeg ved ikke hvor længe hun bliver denne gang – det plejer at være en 3-5 dage, men når det nu er så længe siden sidst, så bliver hun måske lidt længere denne gang.
Og så forklarer det også hvorfor jeg var total pms-bitch hele sidste uge – min veninde hedder nemlig frk. menstruation 🙂
Det er jo typisk at den kom nu, hvor jeg endte med at bruge de 45 kr. på en graviditetstest i torsdags. Den er nærmest sikker hver gang – har man først testet – så får man også mens!! Kun en gang har jeg oplevet at det ikke holdt stik, og det var så Klara.

Så nu er jeg officielt back in the game og der kan reelt produceres en nr. 2. Det er da meget rart at vide at min krop fungerer, men jeg var sådan set blevet ret glad for ikke at have mens. 1½ år er alligevel lang tid.
Nu er det så jeg tænker, hvor mange flere papir/plastik produkter er der plads til på min krop? Som om det ikke er nok, at jeg stadig render rundt og bruger formuer på ammeindlæg, fordi min lille mælke-dranker ikke gider spise andet og sørger for at holde produktionen oppe på tap-drypper-niveau. Nu skal jeg så også rende rundt med bind og hvem ved, hvor længe?? Er ret nervøs for at det vil tage lang tid og gøre mere ondt end ellers. nu hvor jeg har spiral. Så ammeindlæg, bind… og hvad ellers? Kan man finde flere papir/plastik produkter? Stoffer foreslog anti-ryge plastre, men jeg er jo altså ikke-ryger, så det er måske at gå lidt over stregen?

Klara var lidt pylret i formiddags, men efter en god lang lur er hun nu ret sød og fredelig igen. Håber virkelig det er hendes nye stil!! Hun gider slet ikke spise noget, så måske er hendes mave ikke i orden endnu? Hun vil kun amme. Det er ikke fordi det generer mig at amme, men jeg bliver lidt bekymret for om det er nok for sådan en stor pige? Jeg synes, hun ser bleg ud med mørke rande under øjnene og jeg synes hun virker lidt slankere. Men måske er det bare paranoia?
kh julie

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.