I dag er bloggen lukket land for anarkister, republikanere og deslige. I dag, fejer vi bare ham den lille fyr, der ligger inde på Riget med sin mama og ikke aner, hvad der venter ham. Lidt stakkels er han nu.
Det var smukt at cykle gennem Dronningens København her til morgen, på vej på arbejde. Klar, blå oktober himmel, endnu ikke sløret af dagens forurening. Alting stod helt skarpt og jeg havde stort set cykelstierne for mig selv, og dejlig musik i ørerne. Der var allerede flag oppe på langt de fleste af de store flotte bygninger i indre by, og også på mange af busserne. Fik lyst til tage en runde på pladsen foran Amalienborg, da jeg alligevel skulle ned ad Bredgade, men nåede i sidste øjeblik at tænke, tag dig dog sammen kvindemenneske… Tog kun lidt over en halv time at komme helt til Hellerup, mod de normale 45 min. men som sagt, så var jeg alene på cykelstierne og så går trafikken jo lidt nemmere.
Vågnede midt i nat ved lyden af fyrværkeri. Kl. var 1.30 og jeg tænkte, at måske havde hun født nu? Her på amager ynder vi jo at fyre fyrværkeri af til enhver lejlighed og ulejlighed, så jeg lå der i mørket og tænkte at nu var det nok nu, og da der kom 3 salutter, så blev det inde i mit hovede til at det måtte være en dreng?? Sær tankerække. Og det har heller ikke været det, for hun fødte jo først 20 minutter senere.
Nå. Frokostpause 🙂