Som en total nybegynder, som en kliché taget ud af en dårlig film, gik jeg og tudede på vej til arbejde. Det regnede, jeg frøs, min kæreste er dum og jeg hørte stings How fragile we are, på iPod'en. Det skulle jeg ikke have gjort.
Vel fremme kunne signe, min søde kollega, jo godt se, at den ikke var helt fin i kanten. ALT det vand kunne ikke bare være regn. Men hun kender det også, for – endnu en kliché – hun har selv været der. Hendes datter er 2 mdr ældre end klara og hedder sara. Hendes kæreste er også grafisk designer. Hendes kæreste kan heller ikke tale om sine følelser, elsker hende heller ikke mere og ER allerede flyttet. Har faktisk spurgt hende, om vi mødre og børn ikke burde finde vores eget sted. Nå, men så fik jeg tudet lidt mere dér også.
Hun siger også mange fornuftige ting, så som at jeg ikke kan ændre på ham. Jeg kan ikke ordne ham og få ham til at blive fornuftig og normal og alle de andre ting jeg har behov for. Jeg kan kun tage mig af mig selv, og jeg må være opmærksom på, hvor langt jeg vil gå. Hvor meget jeg vil være med til. Og at jeg ikke engang kan forklare ham, hvordan hans/vores/mit liv ville kunne blive så meget nemmere, at hvis han nu kunne give mig tryghed, så kan jeg give ham frihed – hvor når jeg prøver at forklare ham det, så lyder det som om jeg taler ned til ham.
Det kan jeg godt se, men på den anden side, er det svært ikke at tale ned til en som er så naiv og umoden. Han ER jo for fanden en idiot. Lige meget hvad jeg siger, vil det lyde som om jeg ved bedre end ham – fordi det GØR jeg! Så enden på det bliver at jeg ikke gider sige mere overhovedet.
Klara og jeg tager til fyn mandag. Og stod det til mig, så kom vi ikke tilbage. Men arbejde skal jeg jo, så indtil videre bliver det bare over påsken. Så kan han få sin elskede frihed. Men det har vi jo ligesom prøvet før, og jeg vil gerne allerede nu forudsige, hvordan det vil gå: han kommer til at sidde hjemme, foran sin bærbare, hver eneste dag. Vil han ringe til nogen af de venner han påstår han savner? Nej. Vil han gå ud og drikke en øl og more sig og nyde at ingen forventer ham hjem på noget skrækkeligt bundet tidspunkt?? Nej. Det vil han ikke. Og jeg er dødtræt af at få skylden for alting, når han selv er så pisse lad og ikke tager en skid initiativ.
Hvor gammel er han, ham knuden??
Ud med ham, om ikke andet så for at du kan få ro i sjælen.
Nyd din ferie ovre på Fyns land, nyd din datter og nyd den frihed DU har.
Stort knuz
Åh altså. Jeg kan jo virkelig godt lide Stoffer og jeg er ikke i tvivl om at han er en god far for Klara… og jeg ved også at du ikke altid er lige nem. Men jeg forstår vitterligt ikke, hvorfor han ikke indser at ‘frihed’ er et tomt ord for ensomhed og at alle hans venner jo alligevel har kone og børn om 5 år. Og hvad så når han er 35? Så er vennerne i faste rammer og Klara har fået en ny stedfar? Er det et par års frihed værd? Er det virkelig? Han burde tage ansvar mens muligheden stadigvæk er der. Jeg kan slet ikke forstille mig Klara uden Stoffer… men om lidt er det for sent… gad vide om han ved det?
Hej maya – nej, det ved han helt sikkert ikke. Dvs jeg har sagt det, men han tror ikke jeg mener det. Jeg blev jo 5 år ved den sidste kedelige kæreste, ikke? Så han tror nok jeg vil give det her ligeså lang tid. Men i modsætning til ham, så har jeg lært af mine erfaringer, og jeg giver det IKKE 5 år en gang til. Jeg giver det to mdr. Mere. Fra nu af. Så han lige kan nå at komme til den terapi og så får vi se om det ændrer noget.
Kære Julie
Øv hvor er det noget MØG!!! Måske VAR det en ide at flytte sammen med din kollega:-)) Så kan i passe hinandens børn mens den anden er ude og score hotte fyre der har tryghed som 1. prioritet.
knus
Kristina
Hej Julie..
Ja, det er lidt noget møg det hele. Maya …Nej, frihed er ikke = ensomhed. Frihed er lig med, at man kan for lov til at være sig selv lidt. Lave nogen af de ting i kvinder ikke har lyst til at tage del i. Damn, hvor jeg elsker mine fodbold tirsdage med gutterne – og hvor har jeg meget mere overskud til at lave en hyggelig middag – eller noget andet impulsivt…Fx at tage vasketøjet hårdt bagfra…(ja, nu snakke jeg ligsom i metafor, ik – og vil bare lige sige, inden i kaster jer over mig, på den dårlige måde, at det altid er mig, der klar vasketøjet…for W tør ikke gå ned i vaskekælderen…) så engang i mellem er det hammer sundt at være adskildt…komme væk…så man kan savne. Se, hvad man har. Og det gælder begge køn. Julie, det hele er fucked up – men jeg tror lidt tid hver for sig er en rigtig god ide. OG så synes jeg, at det er lidt synd for Stoffer at hans liv er offentligt her på siden – måske en mande ting…A ve´d it?
Bjørn,
Når jeg siger frihed er lig ensomhed, mener jeg friheden fra ethvert ansvar. Ikke friheden til at være sig selv og have fodbolds tirsdage. Julie prøver jo ikke at hold Stoffer væk fra de der mandeting som de nævner… hun vil bare gerne have at de også laver noget sjovt ind i mellem og at han viser en vilje til ansvar. Er det for meget at forlange?
Du kan i hvert fald ikke ændre på ham, slet ikke ved at forlange at han gør det. Enten så lever du med lugten i bageriet eller også så er det smut pomfrit (eller han ser det store lys til terapien. Jeg syntes nu han er heldig at du skriver her. 1. du får luft 2. han kan jo selv smugkigge og se at du rent faktisk mener det du siger til ham. Jeg håber stadig på mirakler for jeres lille familie og dens lykke. Knus Carina
Kære Julie
Uanset hvad , så er det sørgeligt, når 2 mennesker som har barn sammen går fra hinanden. Men vi har også vores eget liv og vi er forbandet forpligtet til at sørge for at have et godt liv.
Nogen mennesker lever bedst med viden om at “bagdøren er åben og andre finder sig i hvad so helst for at undgå frihedens utrygge moment.
God weekend til dig og Klara *S*
Kære Julie
Åh det er et evigt svært sted du står og lige meget hvor mange gode og velmente råd du får af læserne her, så kan de/vi jo ikke give dig et svar af nogen slags. Alle forhold er forskellige og alle mennesker er forskellige så hvad der er rigtig for mig er det ikke nødvendigvis rigtigt for dig. Jeg tror stadig på at alt det du og stoffer havde, da I mødte hinanden, stadig er der. Jeg tror alt kan lykkes når de rette briller kommer på, men jeg aner ikke om hverken du eller stoffer er villige til at tage dem på – eller om I kan passe dem…
En del af løsningen kunne godt være at give den “luft” der tales så meget om – lad ham vide hvad kan kommer til at undvære, lad ham vide hvad han har ved at tage det fra ham. Prøv at give ham bolden lidt – lade ham vise vejen. Jeg ved det ikke søde, men jeg håber og ber til at du finder ud af noget for så megen frustration kan ingen være tjent med!
God weekend og god tur til fyn!
Knus
En kommentar til Bjørn: Enig, mænd og kvinder reagerer meget forskelligt på krisesituationer og kommer videre på hver deres måde.
Men jeg er ikke enig i, at Stoffers liv er offentligt. Julies er, men ingen af os, der læser Julies indlæg ved reelt set noget om, hvad der sker i Stoffers liv.
Vi aner ikke, om Julie har ret i sine overvejelser, eller om han blot er vågnet op efter en stormende forelskelse og egentlig bare gerne vil videre.
Vi har kun Julies tanker og problemer, og de siger egentlig meget lidt om Stoffer – især fordi jeg faktisk synes, at hun er meget loyal over for Stoffer. Hun hænger ham ikke ud, hun bagtaler ham ikke, og hun skriver kun noget, som han formodes allerede har hørt.
Ovenikøbet giver hun ham en chance for at komme videre sammen, hvis han rent faktisk skulle have lyst til det, ved at få luft, så hun kan holde lidt længere, og ved at sikre sig, at han virkelig ved, hvordan hun har det. Det er ret modigt gjort. Så, hatten af for Julie og al mulig held og lykke til dem begge, sammen eller hver for sig.
KH
Karin