Alein alein…

Snøft. Det var Agnes´ yndlingssang. Alein alein. Hvor vi dansede til den, og sang med og krammede. Nu sidder jeg helt alene og formålsløs her. Og det er MEGET koldt og ensomt. Og formålsløst. Og det sneer.

Hun stod op kl. 6, hvilket var dumt, for normalt kan hun sove til 7.30 og så er hun friskere. Nu var hun allerede træt igen kl. 9, da vi kom ned i vuggestuen. Og i dag skulle hun jo prøve at spise der, og hvis det gik godt, så skulle de også prøve at putte hende til lur. Men jeg var slet ikke optimistisk.

Stod i køkkenet en stor del af morgenen og så ud på sneen og villavejen og alle de folk der affrostede biler og slingrede på cykler. Og jeg havde lyst til at kramme hende ind til mig skrige nej nej nej NEJ, og gemme mig under dynen med hende. Mmm ja, for dér ville ingen jo opdage os!

Det er helt forkert. Helt. Og i dag vil jeg SLET ikke høre nogen velmenende argumenter om, at det er godt for hende og at hun bliver glad for det. Hun var udmærket glad her, og det er IKKE godt for hende. Det ville være godt for hende, at være sammen med sin mor, hver dag, indtil hun skulle i børnehave eller måske i skole. Det ville være godt. Især hvis vi boede i en stamme i junglen og alle de andre mødre og børn også var hjemme hele dagen. DET ville bare være super! Så ville vi ligge i en hængekøje af lianer hele dagen og smide peanuts efter aber. Eller noget i den stil. Det ville være herre godt for alle.

Men afsted afsted kom vi, og alein alein er jeg nu. Jeg blev der lidt sammen med hende, og det gik fint, men hun var meget træt og derfor mere pivet. Og en del mere utålmodig i frugtsituationen. Så sagde primær pæd. at de jo kunne prøve at lægge hende nu, til en lille formiddagslur og så vække hende til frokost og så ringe derefter så jeg kunne hente hende. Det synes jeg, var en meget bedre plan, når det nu skal være. Og så vinkede hun og sagde hej hej, hej hej, – fordi det siger hun når hun vinker, nu. Til perfektion. Hvis der var en babyeksamen i vink og hej hej, så havde Agnes bestået den med udmærkning. Og jeg gik og jeg så ind gennem ruden, at hun slet ikke var ked af det. Hun havde sin løve med, i dag. Og en klud, som vi har sovet med i nat. Mmmm mælk og armsved. En populær sællert i Baby Fragrance Library.

Og så kørte jeg hjem med en rungende tom cykel og gav mig til, helt manisk, at skovle sne. På HELE hjørnegrunden. Og så højlydt og i et så vanvittigt tempo, at underboen kom halsende ud i sutsko og halstørklæde, og sagde, at han bare lige var ved at finishe sin morgenmad, og så var det altså hans mening at gøre det. Han er amerikaner. Ergo føler han, at han er den der skovler sne, på trods af at han er over 60. Men jeg sagde No no, I need to shovel, i need to not cry. Must throw snow. Og nu kan jeg ikke mærke mine hænder. Hvilket ikke var intentionen.

Intentionen var, at jeg ikke skulle kunne mærke mit hjerte, mine følelser. Men det kan jeg alt for godt, så nu spiser jeg i stedet for at skovle. Mad fjerner smerten, messer min hjerne. Kom nu Julie, en bid til. Om lidt kan du ikke mærke noget. Tag et stykke chokolade også, du har fortjent det! Bare videre – hop med på løgnen – samfundet fungerer som det gør – du elsker dit arbejde – penge må der til – det er godt for de små børn at lege med venner hele dagen – de lader hende ikke græde sig i søvn, det sagde de selv.

Hvad nu, hvis de sælger hende?

Til hvid slavehandel? Hun er jo enormt smuk og dejlig og meget nem, alle vil have hende. Og så kommer jeg derned om nogen timer, og så er hun væk og alle spor efter hende er væk. Den lille blå trold, med hendes navn på, ved hendes garderobeplads, er væk. Det blå krus med hendes navn på. Labels på kasser. Alt er væk. Ligesom i den der film med Jodie Foster ombord på flyveren, hvor hendes datter forsvinder!

Agnes??, siger de så? Vi har ikke nogen her, der hedder sådan. Er du sikker på, du er det rette sted? Hvor er mit barn, skriger jeg så, hvor har I gemt min baby?? Giv mig min pige NU! Og de må være flere om at holde mig, men de lader som om de aldrig har set mig før og de ikke kender min Agnes. Og så ringer de efter politiet og siger, at de har en sindsforvirret kvinde, der prøver at finde et ikke eksisterende barn, og jeg bliver fjernet og spærret inde på et sindssyge hospital og ingen tror på mig og jeg river alt håret ud af hovedet på bedste græsk tragedie-vis, og til sidst zoomer kameraet ind på en lille stof løve der ligger halvt gemt i et hjørne i vuggestuen, og så VED man at jeg havde ret. Agnes var der. Hendes løve er der stadig. Men hun er væk. The End.

Ai, for fanden, ringer de ikke snart??? Hvor lang tid kan det tage at sove og spise??

Hvor er de satans chips?

 

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

28 Kommentarer til Alein alein…

  1. Malene Klejs skriver:

    Julie…din sorg rører mig dybt.
    Har også selv hulket hele vejen hjem efter at tage forladt mit barn..hos dagplejen. Og jeg var ligeglad om nogen så mig.
    Og det skete hver gang jeg måtte slippe mine tre drenge og overlade dem til fremmede.(Læs: vuggestue og dagpleje)
    Selv nu idag kan jeg mærke en klump i halsen og får våde øjne når min store teenager skal på ferie uden mig!

  2. Julie skriver:

    Tal ikke om det, dit tarvelige kvindemenneske – Mynte starter i vuggestue om 1½ uge….!!! Måske jeg skal tage nogle vellignende billeder af hende idag, bare for at være forberedt på the babysnatchers!!
    Kh Julie

  3. Birgitte skriver:

    Åhh, hvor jeg føler med dig!!! Jeg kan godt huske, hvor hårdt det var med nr. 2 (som er en Klara!), – især fordi jeg vidste, at det var den sidste. Puhha! Men ja, det gik jo, og det kommer det også til for jer. Nåh nej, ingen velmenende ord!
    Kan man godt tillade sig at sige, at jeg altså morede mig, da jeg læste dit indlæg – selv om det var så sørgeligt….

  4. Suzy Q skriver:

    .. meningen er, at du skal skrive til os på din blog. For fanden da, du skriver som en gudinde.

  5. Anne skriver:

    Hnrgng. Hng. Ngh.
    Nej.
    Har ikke lige ord til at beskrive, hvordan jeg fik det af at læse det der. Tilslutter mig i den grad, at du skriver skønt. Men nu har jeg et lille hul i maven. Eller sjælen. Et eller andet sted hvor der ikke skal være tomt.

  6. Sofie skriver:

    Du har en fantastisk blog! Jeg har læst med et par uger, kan slet ikke lade være, så jeg tror jeg bliver hængende lidt edndnu.
    Indlægget her gik lige i hjertet på mig. Det er lige sådan at jeg frygter at det bliver den dag jeg skal aflevere mine børn i vuggestuen. Gys og gru! Jeg tror ikke jeg holder til det. Tror bare jeg flytter ud i junglen med det samme.

  7. Kristina skriver:

    Arh, for fanden. Vi skal ud og se på dagpleje”mor” i morgen og hun er g a r a n t e r e t en eller anden nazi-børnehader. Jeg hader det så meget, at jeg er ved at tude og har helt ondt i maven. Mine to små pus… Havde Agnes haft en god dag??

  8. Line fra Vanløse skriver:

    Nogen, der IKKE forstår, at jeg lod faderen om indkøringen??
    Selv er jeg lige blevet hundrede procent bekræftet i, at det var den rigtige beslutning efter at ha læst det her super beskrivende indlæg..

  9. Vita skriver:

    Aaaargh.
    Hvor UHYGGELIGT.
    Nu kan vi nok slet slet ikke sove.
    Selvom vi som nybagte mødre normalt dejser omkuld først på aftenen.

  10. Anne skriver:

    Jeg er en ny læser på din blog og har nydt dine vidunderlige observationer af livets gang, både frem og tilbage. Jeg har ikke selv børn men jeg må indrømme at jeg næsten kunne føle din smerte da du skovlede sne, jeg kunne se det hele for mit indre øje og det var både hysterisk morsomt og dybt tragisk!
    Jeg håber det hele gik godt, og tak for din villighed til at delagtiggøre fremmede mennesker i din hverdag.
    Mange venlige hilsner fra Anne i Los Angeles.

  11. julie skriver:

    Tusind tak for alle jeres søde og deltagende kommentarer. Agnes havde naturligvis haft en fabelagtigt dag og selv om det føltes som a lifetime apart, så var hun jo reelt kun dernede i 2 timer uden mig… suk, næste uge bliver hård, hård som granit.

  12. Anette skriver:

    Jeg er bare misundelig på jeres amerikanske nabo! Min kæreste lader hjertens gerne mig skovle sne imens han tager et laaangt morgenbad. Kunne godt bruge nogle amerikanske gentleman manerer her. Men ja, det er svært at få, når jeg alle andre sne-frie dage hylder, at kvinden er det stærke køn…

  13. Mette skriver:

    Bare rolig – de ringer lige om lidt 🙂

  14. Marlene skriver:

    Kæmpe knus søde Julie… kan føle dig hele vejen igennem. Hvad er det for et samfund vi lever i? Og var der ikke noget med nogle valgløfter fra Hr. Fjog, om at børnefamilierne skulle bedre vilkår, hva’ hva’ hva’ :lorteregering:
    Og totalt fedt skrevet, i øvrigt.
    P.S. Jeg har børnepasserens 2. sygedag. Yay!

  15. Mette skriver:

    Min lejlighed forsvandt engang for mig på den der totalt spooky ” vi har slettet din identitet, og nu passer din nøgle ikke i døren mere”.
    Det var i hvert fald ikke fordi, jeg var så distræt, at jeg stod og prøvede at få min nøgle ind i overboens dør.
    Jeg bor lidt i junglen nu. Der er flere herude, der går hjemme med børnene til de skal i børnehave. Vi har legestue, aktiviteter på børnebiblio, halvbillige huse og et tilskud fra kommunen for børn under tre.

  16. zpitzen skriver:

    Årh Julie, hvor jeg elsker dig.. (altså, ikke rigtigt vel.. ) Men lige det her indlæg kan jeg så meget relatere til.. Jeg frygter så meget den dag jeg skal aflevere Celia, hvilket er lige om lidt.. Og alle. og jeg mener ALLE vuggestuer i nærheden er bare onde.. Jeg Magter det IKKE… Dejligt at jeg ikke er den eneste…

  17. susling skriver:

    Mand, hvor kan jeg huske det. Selv om det er år tilbage…så husker jeg følelsen af at få revet baby ud af armene og slæbe sig afsted med hjertetrådende dinglende efter sig som slatne elastikker, der forbandt mig til ungerne. Jeg vidste jo at ingen,ingen, ingen kunne gøre det bedre end mig. Og jeg var skidesur på hele samfundet over, at jeg skulle sætte mig op på en cykel, trampe derudaf til hamsterhjulet, bare fordi at sådan var det nu engang blevet. Jeg var sur på de fucking rødstrømper, der havde bildt mig ind, at frie kvinder er kvinder, der tjener deres egne penge og skide sur på min mand, fordi han ikke var industrimagnat eller rig baron…! Sur og sørgende var jeg….Pis..oss..
    Fantastisk beskrivelse af den sorg man føler! Du bragte mig lysår tilbage.

  18. Lone skriver:

    Næste angstprovokerende skridt er når Den Store skal i skole til sommer…….. geees, livet er een lang give-slip-seance!

  19. Katrine skriver:

    Tricket er, at lade dem blive hjemme så længe, at I tilsidst skriger af hinanden af ren og skær kedsomhed. Det, kan jeg fortælle, sker omkring de 14 mdr.
    Saxe blev kørt ind på een dag og jeg havde det mærkeligt i ca. 1 minut.
    Faren har det stadig dårligt og vil ha’ ham hjemme. 😉
    Men jeg er enig med dig. Jeg ville også hellere ligge i en hængekøje og kaste mad efter aberne..
    Hvis du finder en ledig jungle, så sig til. Jeg er frisk.

  20. Litofam skriver:

    Åh altså Julie, jeg føler med dig, og for f***** du skriver så godt – og sjovt! Dejligt at høre, at Agnes har haft en god dag dernede.
    Jeg vrælede HELE weekenden, inden vi skulle aflevere Sofia i vuggestue. Og vrælede over, at det blev nødt til at blive hendes farmor og ikke mig, der skulle køre hende ind. Men sikkert meget heldigt, for havde helt sikkert også vrælet i vuggestuen. På trods af, at jeg INGEN lyst har til at gå hjemme.
    Den første uge gik godt. Men nu har jeg prøvet at aflevere hende 2 gange, og det FLÅR i mit hjerte, når jeg kan høre hende græde og græde, fordi hun ikke er vandt til, at MOAR bare sådan går fra hende, og efterlader hende hos ukendte mennesker. Hun er ellers så tapper, og vinker og siger hej, hej… samtidig med, at hun begynder at græde 🙁
    I går aftes straffede hun mig, og ville ikke se på mig, og hellere være hos farmor, der var på besøg. Og det kan jeg godt forstå :’-( Men det bliver bedre igen snart. Ikke? Ikke?!?

  21. julie skriver:

    Aha, Katrine – det er nok derfor jeg ikke havde det sådan her med Klara… hun var nemlig 14 mdr. da hun fik plads, og vi skreg generelt også mere ad hinanden… du har fat i noget 🙂
    Jeg skal nok annoncere, hvis jeg finder en jungle. Kunne blive helt hyggeligt, hvis vi var nogle stykker der flyttede ind.

  22. julie skriver:

    Åh Lisbeth, din stakkel – jo, det bliver bedre! Det gør det. Men det kan svinge lidt i perioder. Selv Klara havde indtil for et halvt år siden en uge her og der hvor hun ikke ville sige farvel og “bare ville have mig”. Det bliver hverdag, alle vender sig til det og det meste af tiden er alle også glade for det. Men helt naturligt synes jeg sq aldrig det kommer til at føles.

  23. Kirsten skriver:

    tillykke med Agnes!
    Håber hun har haft en dejlig dag.. sammen med resten af sin familie.
    Kirsten

  24. Karen skriver:

    Godmorgen og Tillykke med det første år! Håber I får en dejlig dag!

  25. julia skriver:

    er altså forholdvist sikker på at de ikke sælger hende. selvom hun er den skønneste af dem alle dernede. og bare vent – du kommer til at nyde timerne for dig selv… men hårdt, ja hårdt er det altså! KH J

  26. Anne Christine skriver:

    altså – bare for advare dig – så udkom der sådan en højtlæsningsbog for et par år siden: August går i glemmebogen. Lad lige være med at læse den for din søde (store) datter, så får du nemlig panikangst midt under læsningen. På det tidspunkt hvor éns hjerte standser og den lyttende må give hjertemassage ender historien heldigvis godt. Men før det forsvinder ungerne ud i det tomme rum, der er fuldt af børneædende kommoder og en krokodille der er meget værre end den i Peter Pan. Jeg var heldigvis begyndt med Paul i børnehaven på det tidspunkt, men jeg må indrømme at jeg har kigge grundigt i institutionens skyggebelagte hjørner bare for at sikre mig at det ikke sker for mine unger!

  27. Sanne skriver:

    Åhr, din stakkel! Jeg kan godt huske det, alt for godt. Den der lille bitte myrebaby, hvad dælen lavede han i vuggeren, når han skulle være hjemme hos MIG!
    Den der lille bitte myrebaby er nu 15 og har lige taget guldmedalje i JuJutsu: http://gt-sanne.blogspot.com
    SUK! Hvor blev de år lige af???

  28. Charlotte skriver:

    ÅH!
    Har lige afleveret min lækre unge i børnehaven!
    Jeg fortryder! Kan man ikke bare løbe ned og hente ham?
    Han skreg og tiggede: Jeg vil meeeed…
    De store brune øjne hvor tårerne bare piskede ud??
    Hvordan kan man bare efterlade sit hjertebarn??
    Jeg tudede hele vejen hjem..og så får jeg et link til dine fantastiske ord.
    Du beskriver lige det jeg føler….så nu tuder jeg igen :’/
    Jeg må skabe en jungle og importere et par aber og barrikadere mig herhjemme…NU!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *