Det der med børn…

I går gik Klara selv hjem fra sin veninde. Som bor på den anden side af Jyllingevej.

Og for ikke at krydse denne Dødens Pulserende Rute, gik hun lidt til den ene side og over Den Mørke Skumle Tunnel Hvor Farer Lurer I Dunkelheden, henne ved s-togs stationen.

I mens sad jeg derhjemme og googlede desperat efter dette digt af Khalil Gibran:

Jeres børn er ikke jeres børn. De er sønner og døtre af livets længsel mod sig selv. De kommer ved jer, men ikke af jer. Og selv om de er hos jer, tilhører de jer ikke. Jeres kærlighed kan I give dem, men ikke jeres tanker. Thi de har deres egne tanker. Deres legemer kan i give husly, men ikke deres sjæle. Thi deres sjæle dvæler i huset af i morgen, som I ikke kan besøge, end ikke i jeres drømme.

I kan stræbe efter at blive som de; men søg ikke at danne dem i jeres eget billede. Thi livet bevæger sig ikke baglæns og dvæler ikke ved det forgangne.

I er buerne, hvorfra jeres børn udsendes som levende pile.

Og efter ganske få minutter, så stod hun der jo. Hel. I god behold. Stor.

Og jeg var en virkelig fin bue af stolthed. Både over hende, og over mig selv. Jeg gav slip, hun fløj. Alt er vel.

Dette indlæg blev udgivet i Hverdagsliv og tagget , , . Bogmærk permalinket.

8 Kommentarer til Det der med børn…

  1. Trine Kiil Johansen skriver:

    Den skal jeg så meget vinde! Jeg kender nemlig godt den problematik med katten men hvis sandheden skal frem, så har jeg vist ikke særlig meget forstand på at være feminist. Og det irriterer mig…

  2. Camilla skriver:

    Hvor er det et utroligt fint og rammende digt!
    Jeg kan slet ikke forestille mig hvor svært det må være at overleve de første (mange) gange man som forælder skal igennem den “afskydning” af sine elskede pile 🙂

    (Kender i øvrigt godt den slags tunneller, og det er faktisk deres helt rigtige navn!) 😉

  3. Suzette skriver:

    Lige netop i dag faldt Gibrans ord på et tørt sted. Tak for dem

  4. Sanne skriver:

    Sikke et skønt digt, det vil jeg gemme. Og jo, det går jo heldigvis godt, men derfor bekymrer vi os alligevel. Min søn er lige flyttet i denne weekend, og jeg er SÅ bekymret – betaler han nu sine regninger, bli’r han uvenner med samboen, osv, osv. Sådan er det vist bare at være mor.

  5. Karsten J skriver:

    Man bliver så stolt, når de kan/klarer noget nyt. Tænk alle de gange, vi får lov at få denne skønne følelse.

    Så er det alt bøvlet værd :o)

  6. Løvinden skriver:

    Hvor er I seje. Begge to. Det digt er så fint og rigtigt. Må hellere printe det ud og hænge det på køleskabet, så jeg kan minde mig selv om at være en en bue-mor og ikke en hønemor!

  7. Pollyanna skriver:

    Det er lige præcist det, der er kunsten som forælder synes jeg – at kunne opfostre væsener, der kan selv – og give slip i troen på, at de godt kan (- også uden mor og far!)
    🙂

  8. Kian skriver:

    Py-ha. Kender det også alt for godt.
    Min store unge på 14 var til foto på ungdomsskolen i går aftes og skulle cykle alene hjem kl. 21.30 – i mørke!
    P.s Og det gik selvfølgelig fint 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *