For egen (pms) regning

Nå, men når man når et stadie af pms, hvor man har lyst til at sidde i frokoststuen på arbejde og råbe af endnu en kronik i Politiken, skrevet af et åndeligt gammelt menneske, som er så bekymret for den mobiltelefoniske udvikling, (og det man vil råbe er noget i retning af, at hvis de ikke kan klare udviklingen, så kan de bare gå hjem og dø) så er det hårdt at være ansat i et servicejob. Jeg siger det bare. Meget hård dag. For mig, fordi jeg lægger bånd på så meget. Tror kunderne i forretningen havde det fjong. Ingen fik besked på at gå hjem og … ja, ingen. Og jeg tager den hundrede procent på mig. Det ER mig der er noget galt med. Det er mig, ikke dig.

Du er helt normal.

Så var det noget bedre i mandags, hvor Kristoffer og jeg var ude at spise. På parmåden, med holden i hånd hen over bordet og dæmpet belysning og forret, hovedret OG dessert og the. U d e n børn. Hvis de ufrivilligt barnløse vil være venlige at springe de næste linier over, så vil jeg gerne slå fast, hvor helt i gennem pragtfuldt det er, at nyde god og veltillavet mad i selskab med et andet voksent menneske, der selv skærer sin bøf ud OG bliver siddende mere end 5 minutter, uden konstant at nynne Lady Gaga sange. Det gør jeg gerne igen.

Efter min søsters anbefaling spiste vi på Oysters and Grill, på Nørrebro. Og dem vil jeg i den grad gerne anbefale. Det er en spøjs beværtning, med brænde på væggene og lamper lavet af gamle karafler. Men de grillede jomfruhummer er LÆKRE og entrecoten er perfekt og det samme kan man roligt sige om sorbeten. Og betjeningen. Virkelig søde unge mennesker. Hurtige. Tilsyneladende ikke med pms.

Og til alle dem der er efter unge mennesker og deres mobiltelefoner, så vil jeg bare sige en ting. Jeg står hver dag og er i kontakt med alle mulige mennesker. Det har jeg gjort i 12 år. Jeg har set mobiltelefonien tage fart. Og jeg har ikke en eneste gang været ude for en ungt menneske, der ikke håndterede sagen med høflighed og conduite. Pensionisterne, der i mod. Don´t even get me startet. DE har altid fuld lyd på deres telefon. Og DE tager den, selv midt i en samtale/betjening med mig. DE råber ind i den og støjforurener det offentlige rum. Min ringe erfaring, i mit lille hjørne af verden, byder på udelukkende dannede og høflige teenagere. De ganske få gange jeg har mødt en, som ikke kunne lade mobilen være, på en lidt uhøflig måde, har det været en 50+´er. Og jeg bebrejder dem faktisk ikke. De har jo aldrig lært at begå sig med det medie. Men jeg synes det er frækt, at de samtidig brokker sig over de unge. Splinten i din næstes øje er åbenbart stadig nemmere at se, end bjælken i dit eget?

Nå. Kan være jeg nu får de første sure kommentarer siden CelineDionGate. Jeg kvæler pms´en i chokolade mens vi venter.

Dette indlæg blev udgivet i Hverdagsliv og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

27 Kommentarer til For egen (pms) regning

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.