Hold kæft og rejs!

Jeg er ikke den store rejser, det kan vi godt blive enige om. Jeg er i hvert fald ikke en spontan rejser, og heller ikke en tillidsfuld rejser. Jeg rejser mest når enten min mor eller min veninde Anine har planlagt alt og jeg sådan set bare skal møde op et sted og svinge dankortet. Jeg elsker det når jeg først er afsted, men jeg er ikke god til planlægningen og beslutningerne og især ikke til at pakke.

Men jeg drømmer meget om at rejse. Det er billigt og underholdende at drømme, og som med en god bog, kan man gøre det alle vegne, også i ens eget behagelige hjem. Og vi er sikkert ret mange der går med sådan en uforløst drøm om det store eventyr. Måske er det de mange sejlture som barn og ung, der har sået en eller anden form for udlængsel eller rastløshed i mig, trods alt?

Jeg kender enkelte der gør noget ved det. Astrid f.eks. og ham den unge fyr David, der engang skrev et gæsteindlæg her.

En anden der har sejlet meget er min gamle gymnasieven Thomas. Og han er ikke bange for at tage afsted. Han er så vild med det, at han gerne vil inspirere flere til bare at gøre det, og det er der kommet en helt fin bog ud af.

Thomas har skrevet lidt om sine egne tanker om og erfaringer med bare at kaste sig ud i det og gøre drømmen til virkelighed, uden at lade sig begrænse af alle undskyldningerne om økonomi, timing osv. Og for at underbygge sine påstande giver han plads til andre historier om almindelige mennesker, som bare holdt kæft og gjorde det. Uden at vinde i lotto og uden at vente på, at børnene blev voksne.

Benedicte Riis, der købte en båd og sejlede til Brasilien. For derefter at køre i bil fra Alaska til Kap Horn. Søren Dahl, der cyklede til Barcelona og senere sejlede jorden rundt. Familien Stenbøg, der tog børnene ud af skolen i et år, for at rejse. Nikolaj Astrup, der driver sin virksomhed, imens han bor overalt i verden. Bettina og Brian, der sejlede til Caribien for mindre end en SU.

Ud over de spændende personlige historier, er bogen fyldt med konkrete tips. Husk dette, gør hint. Hvordan siger du ordentligt op, hvordan sparer du i hverdagen og får hurtigere råd, hvordan planlægger du og hvordan pakker du.

Alt i alt, er det både en nyttig og inspirerende håndbog, som jeg tror mange rejsedrømmere vil få glæde af. Måske den ligefrem får skubbet nogle stykker ud af starthullerne.

Dette indlæg blev udgivet i Anmeldelser og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

En Kommentar til Hold kæft og rejs!

  1. Søren Ladegaard skriver:

    Den er allerede bestilt. Desværre er den “print om demand” så man må væbne sig med tålmodighed når først man har været forbi Arnold Busck 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *