Kampdag. Er det bare mig, eller klinger det lige rigeligt af 1970'er temperament? Jeg er ikke i tvivl om, at der stadig er en hel del at kæmpe for og jeg synes også, jeg selv gør det, omend i det små. Jeg siger f.eks. ikke et ord – ikke ET – når stoffer giver Klara tøj på, og sætter orange strømpebukser sammen med lyserød stribet bluse og en blomstret nederdel. Jeg kigger, men jeg siger ikke et ord. Heller ikke selv om strømpebukserne vender den forkerte vej og blusen vender vrangen ud. DET er da ligestilling! Og når han så er taget afsted, så giver jeg bare Klara noget andet tøj på 🙂
Jeg siger heller ikke et ord, når han insisterer på at vaske sit tøj blandet hvidt og kulørt ved 40 grader og bagefter tørretumbler det hele, også uldtrøjer til 800 kroner fra Martinique. Det må han selv om. Hans penge, hans uldtrøjer. Ikke ret meget husmor-nagging over det, vel??
Mit største kvindepolitiske statement må dog være, at jeg nu på 29ende år nægter at gøre rent mere end højest nødvendigt. Jeg går også ret meget uden BH, men det er nu mest fordi jeg har sådan nogle pæne små bryster. Okay, jeg er nok mere eller mindre uden for feministisk-pædagogisk rækkevidde. Jeg tror bestemt, at feminisme har sin berettigelse, men det virker som om det mest drejer sig om at gå rundt og være sur hele tiden, og det orker jeg simpelthen ikke. Jeg gider ikke bruge mit liv, på at føle mig uretfærdig behandlet eller tilsidesat pga mit køn. Hvis jeg ikke opnår det, jeg vil, så er det nok udelukkende pga mit mageligt anlagte selv.
Jeg synes ikke, jeg får sagt det jeg egentlig vil. Så nu får jeg sikkert en masse sure kommentarer fra folk der har misforstået mig. Det er derfor jeg aldrig skriver om politik og den slags – jeg er så meget "både og" typen, at det er virkelig svært at udtrykke et klart og for andre forståeligt standpunkt. Måske har jeg aldrig tænkt så meget over det, fordi det aldrig har været noget problem for mig, at stille mig op og sige JEG ønsker og JEG vil have! Jeg føler mig ikke særlig undertrykt. Jeg føler mig stærk. Jeg finder mig ikke i alt. Jeg har aldrig gået i flinkeskole og min far er en særdeles blød mand, på den maskuline måde. Jeg har sjældent oplevet noget, jeg følte trang til at gøre oprør imod. Verden er min legeplads, ikke sandt? Jeg har arbejdet og haft mine egne penge siden jeg var 12, jeg har ejet min egen bolig siden jeg var 21. Det eneste der holder mig nede, er min egen dovenskab, min angst og min momentale følelse af utilstrækkelighed. Og den tror jeg ikke, jeg kan bebrejde nogen mand.
For nu at udtrykke det lidt lyrisk eller noget;
The shoes on my feet
I've bought it
The clothes I'm wearing
I've bought it
The rock I'm rockin'
I've bought it
'Cause I depend on me
If I wanted the watch you're wearin'
I'll buy it
The house I live in
I've bought it
The car I'm driving
I've bought it
I depend on me
(I depend on me)
All the women who are independent
Throw your hands up at me
All the honeys who makin' money
Throw your hands up at me
All the mommas who profit dollas
Throw your hands up at me
All the ladies who truly feel me
Throw your hands up at me
(destinys child)
Er det ikke “rock on my ring…” altså, min diamant??
Men ellers, godt brølt, løvinde! Jeg er også trekvart ligeglad med kampdag. Ligestilling skal der da kæmpes for HVER dag, og ikke på den her rødstrømpe-nubrænderjegminbhagtige måde (as if anyone cared!).
Hej Julie
Tak for dit bidrag på Kvindernes kampdag 🙂 Mit bidrag sker i år fra min sygeseng.
Du skriver
“Det eneste der holder mig nede, er min egen dovenskab, min angst og min momentale følelse af utilstrækkelighed. Og den tror jeg ikke, jeg kan bebrejde nogen mand.”
Nej, men i stedte for at bebrejde til højre og venstre, kan du stadig arbejde en lilel smule for at:
* Du får lige så mange penge for dit arbejde, som en mand.
* At kvinder ikke holdes i fangeskab i hverken Danmark eller udlandet.
* At kvinder ikke automatisk sættes 3-4 år tilbage på arbejdsmarkedet bare fordi det er dem, der skal føde børnene.
Men ellers har du helt ret. Den klassiske evigt forurettede og bebrejdende feminisme er latterlig.
Hej Lærke. Du har da fuldstændig ret. På alle områder. Og nu du nævner det, så er jeg da faktisk sat lidt tilbage på arbejdsmarkedet pga min barsel og efterfølgende prioritering af barn. Jeg har bare ikke tænkt på det som en konsekvens, eller et offer, men mere som et valg jeg har truffet. En prioritering. Men du har ret – i den ideelle verden burde det ikke have de konsekvenser, at træffe det valg.
Lad os få den centrale barselsfond for ALLE (det vil sige også mændene!!), og det med det samme…det ville hjælpe ganske gevaldigt. Men…det ville altså også være gavnligt om kvinder i almindelighed var rede til at dele barsel med mændene..lidt mere ligeligt end det er tilfællet nu. Og er vi parate til det? Jeg er.
Jeg er ikke… Jeg synes, de første tre mdr. skal være fælles, så de næste tre mdr. moderens og så evt. de sidste tre mdr. faderens. Men jeg tror ikke, jeg selv ville kunne nøjes med så lidt tid. Til gengæld har jeg i dag købt en ny bog med titlen “Der er et særligt sted i Helvede, for kvinder der ikke hjælper hinanden”, så en lille bitte smule kamp-agtig er jeg da…
Synes ellers din model er fin, men “beklageligvis” er dine egne indvendinger lige præcis de samme som arbejdsgivere i almindelighed bruger til at sætte kvinder i den reproduktive alder bagest i køen.
Jeg er slet ikke uenig, for det irriterer også mig grænseløst, at jeg bliver dømt på andre kvinders valg…. jeg forstår dig, men jeg er bare anderledes indrettet, og nægter at føle dårlig samvittighed over at jeg kunne nøjes med 6 mdrs. barsel. Har jo også en lille smule med de her berømte psaudotvillinger at gøre…jeg var knapt kommet i gang før jeg gik hjemme igen.
Netop også min pointe Lone – man skal træffe det valg man personligt har det bedst med og som passer til ens situation og familie osv, og så skal man bagefter have de samme muligheder.
Det ved jeg godt, for det har jeg jo netop selv mærket. Alligevel ville jeg aldrig vælge anderledes. At være stærk og feministisk er vel også, at erkende hvad der betyder mest for en, og så gå efter det? Og mit barn betyder mere for mig, end mit job, så jeg ville som sagt ikke have valgt anderledes. Hvis jeg skulle tvinges til det, i feminismens navn, så er vi jo bare ude i en anden slags tyrani og undertrykkelse? Men derfor ville jeg da stadig klart ønske, at jeg kunne få begge dele. Træffe det valg jeg helst vil, og derefter opleve at det ingen konsekvenser havde for min såkaldte karriere. Det ville vel også få flere mænd til at træffe det samme valg – hvis det ikke havde de konsekvenser.