Ja, så bliver man 29 i morgen. Mit sidste år i 20'erne og så er jeg voksen, eller hvad?
Jeg ved godt, at dem i Sex and the City siger 30'erne er de nye 20'ere, men jeg ved ikke rigtig…
Min mor siger at 30'erne og 40'erne var meget federe end 20'erne, fordi hun var mere afslappet og selvsikker og ligeglad med hvad andre syntes om hende. Men jeg tror, at det kun var fordi hun havde alt på plads. Hun havde styr på det. Hun havde en mand som var vild med hende og gift med hende, hun havde et stort rart hus ude i provinsen, lige ned til vandet og 5 km fra hendes egne forældre. Hun havde mig – den yndigste 2½ årige i verden, og min lillesøster havde hun i maven da hun fyldte 30.
Hun havde ikke noget arbejde hele tiden, men det var der jo ingen som havde i 80'erne. Og så gik hun bare hjemme og bagte boller til vi kom hjem fra skole, og syede og strikkede og passede sin have. What's not to like??
Jeg har ikke styr på en skid. Jeg har en lunken kæreste, der ikke kan beslutte sig og ikke aner hvad han vil med sit liv (inkl. mig). Jeg har et latterligt deltidsjob på 11 timer, som jeg ikke kan leve af, og om et par mdr. er der ikke flere supplerende dagpenge, og så går jeg ledig. Jeg bor i en lille og rodet 2 vær. lejlighed på 4. sal midt i en beskidt storby. Jeg bliver tilsyneladende tykkere og tykkere, selv om jeg spilder 2 formiddage om ugen med at træne.
Det eneste der er helt i orden er mit skønne barn. Gud ske lov for hende. Alt andet er kaos. Intet er blevet som jeg planlagde, og jeg kan ikke rigtig se, hvordan jeg skal få det hele ordnet på et år, så jeg kan fylde 30 med god samvittighed.
Årh, slap af Julie, tænker I. Det er da lige meget om det hele er på plads, når du fylder 30. Du har tid nok, det skal nok komme, alt skal nok blive godt. Muligvis. Men jeg havde bare satset på, at det at fylde 30 ville blive en positiv oplevelse for mig, fordi jeg med et selvtilfredst smil ville kunne læne mig tilbage og sige, at jeg havde opnået alt det jeg havde forventet og at mit liv var på rette spor.
Men det er det ikke. Det er helt ude på et sidespor og jeg føler ikke, jeg har nogen kontrol. Var jeg ikke sådan en skide livsnyder, så udviklede jeg en spiseforstyrrelse, bare for at kontrollere et eller andet…
Jeg vil videre. Jeg vil flytte, jeg vil købe et hus, jeg vil finde et arbejde og være tilfreds. Men jeg venter stadig på stoffer – vil han med eller ej? Og finder han nogensinde ud af det? Let's face it – var den her graviditet ikke sket helt ved et uheld, så var han aldrig blevet klar til et barn heller. Vi har tit snakket om, at det var nødt til at ske på den måde, for ellers ville han aldrig kunne beslutte at nu var han klar til at være far. Men hvordan kan man blive gift med nogen ved et uheld? Hvordan kan jeg snige den beslutning ned over ham? Og hvordan køber man hus, ved et uheld?? Ups, kom du til at skrive under der, stoffer? Nå, men så har du købt et hus…
Suk. Skal vaske tøj, ordne altanen og ringe til a-kassen.
Jeg èr rundet de 30, det èr krise at blive 30, jeg stod også i rod til halsen- med et helt barn, en halv far, en skide 2.værelses og bunker af bristede drømme- og det er fanme krise der kan mærkes.
Men, der er lys forude, der èr også liv på den anden side. Har idag både et helt barn, en hel (anden) mand, godt job, gammelt hus og den uundværlige liguster 🙂
Bliv ved at kæmp for dine drømme (girlpower) og tro på at de en dag bliver til virkelighed. Jeg tror sgu på at det vi udsender også er det der ender med at gøre forskellen 🙂
Kære Julie
èn ting jeg har lært “the hard way” er at man ikke kan planlægge………..Hvis ikke det ene kommer i vejen, så gør det andet:(
Life sucks!
knus
Kristina
Kære Julie
Jeg forstår dig udemærket godt,havde det selv på samme måde da jeg fyldte 30 år. Pludselig var der ting, som blev uopnåelige. Ihvertfald satte det tingene i perspektiv for mig, og fik mig til at sortere hvad jeg ku´ bruge i ´mit liv og hvad der skulle væk. Jeg kunne mærke hvordan jeg stod ved en skillevej i mit liv. og det var egentligt okay da jeg nåede de 30 år.
Hvad er det egentligt vi vil med vores liv??
Snakkede igår med en terminal( døende) patient på mit arbejde. Hun græd fordi hendes veninde gennem 50 år lige var død af cancer og hun ved hun skal samme vej..
Hun er 69 år gammel , men er ikke klar til at forlade denne verden. Efter sådan en snak, er det egentligt lidt ligegyldigt om man er 33 år eller 23 år. Patienten var ikke bange for at dø, men synes det var synd for hendes 3 børn og børnebørn at de ingen mor eller farmor havde. Vi endte med at snakke om ” meningen med livet” , men fandt dog ikke noget svar. Men jeg bemærkede, at hun sagde: “hvis jeg havde vidst for 20 år siden at jeg skulle dø inden jeg fyldte 70 år, så ville jeg have levet de 20 år anderledes”…
Så HUSK at LEVE mens du er her.
Fortsat god dag 🙂
Hej Svipper.
Måske du ikke er min usynlige ven, men min cyber-tvilling.
Kan nok ikke lette dine tunge tanker om 30 års-krisen, men sige at vi vist er ret ens.
Sidder idag som 31 årig (ja, man kan overleve de 30!) med den skønneste datter på 5 år og 4 mdr.
Dengang boede vi i 3 værelses lejlighed i Århus C. og drømte om hus og have… det gør vi ikke længere for vi er født til at leve i centrum, og vi sidder billigt, så der er plads til det sjove, på trods af at der ikke er meget fysisk plads. ( og datterens indekat fylder jo også)
Er sikker på du overlever, -og pludselig er tiden gået, og man opdager at man er lykkelig lige præcis der hvor man er.
Så på forhånd får du et cyber kram og et kæmpe tillykke med dagen imorgen.
Kære Julie
Da jeg var 29, var jeg gift og boede i en fin 3-værelses i Vanløse og vidste ikke rigtigt, om jeg skulle have børn med dén mand. Da jeg blev 31, blev jeg skilt (på dagen, fik et brev fra min mand…) og flyttede i en 1-værelses, hvor jeg boede i 4 år..
Og da jeg blev 40, var jeg gift igen, havde en dejlig søn på 2 1/2, var gravid og holdt festen i haven til det hus, vi havde haft i 1 år.
Det er umuligt at spå – især om fremtiden. Men det er vigtigt at have sine drømme. Det ér en lang sommer for dig, ingen tvivl om det. Du skal nok klare det, og du skal nok få både alt det, som du har fortjent.
Tillykke med fødselsdagen!!
KH
Karin
Kære Julie
Tillykke med fødselsdagen
Er i mon på Fyn uden at vi er informeret om det???
Håber at du får en rigtig god dag, lige som du aller helst vil have den.
knus
Kristina
Stort tillykke med fødselsdag Julie…Håber du har haft en dejlig dag….
29 år…Kender godt krisen…Her har jeg bare en dejlig kæreste, en skøn knægt, hus, have og vaskemaskine…Men samtidig en forbandet spiseforstyrrelse på 17. år at slås med, og det er på ingen måde spor fedt.
Men kæmp…det er vejen frem, og så længe vi har håbet, skal det nok gå…
Knus Kirsten
hvad helvede har du knald i?
Hehe lige et 4 år forsinket svar;) for for 4 år siden havde jeg ikke krise i den grad, troede nok stadig det hele kunne sek inden jeg blev 30, men er ikke sket en skid:/
Så nu hedder det 35 eller hvad, og hvad så derefter, argh, ja krise, og IKKE på den pudsige og sjove Nynne måde, men på, kommer mit liv overhovedet nogensinde til at blive sådan som jeg gerne vil have og troede det ville være nu, da jeg var 20, gør det!?
Øv, alle her har børn, jeg er 30 og uden børn, uden kæreste
med tvangsmæssige problemer, et skrantende selvværd og en halvfærdig uddannelse
Yes havde som jer også forstillet mig jeg var et andet sted!
men det vel hvordan man ser på det og andet i den dur
Her består krisen tildels også i, at jeg er bange for om jeg når det, det med børn og mand
Og om nogen gider have en person som mig med problemer, OG hvor i helbede man finder manden i den her alder, fordi man jo ikke længere lige flytter by, starter ny uddanelse, flytter på kolleige, højskole, you name it, og flere er ved at være optaget i forhold.. osv..
Okay, et eller andet sted må de jo være.. men ja, synes virkelig virkelig ikke det er let det hele.. panik, krise, ja.