Mig og det der musik

Altså, hvis Tina Dicow var en religion, så var jeg sq nok snart fundamentalist. I hvert fald borderline fanatisk.

Er lige kommet hjem fra den første koncert i rækken på hendes nye turné. Tina og guitar. Men også Tina og ham der Mark Linn. Og jeg ved godt, at det siger jeg hver eneste gang, men DET her, det var altså den bedste koncert jeg nogen sinde har været til. Det var intimt, på Jazzhouse. Der var god lyd, god stemning, godt udsyn. God Tina. Hun sang alle de gode sange, hvilket vil sige dem alle sammen, for der findes ikke en dårlig Tina Dicow sang. Hvis nogen der ude ikke rigtig kender hende, men lige har set at hun kommer til deres by, så gå for guds skyld ikke glip af den her chance. I vil ikke være de samme mennesker bagefter.

Og jeg ved også godt, at det her har jeg også sagt før, men jeg tror, at musik for mig, er det tætteste jeg kommer på en form for religiøs oplevelse. Noget spirituelt. Noget der er større end mig, og som fylder mig med håb og glæde og lykke og ro. Tænk, at almindelige dødelige mennesker, ligesom du og jeg (eller ok, fair nok, de er sq ikke allesammen ligesom du og jeg, nogen af dem er tyndere og har flere penge, men altså de er alle sammen af kød og blod. Eller okay, nogen af dem er også af silikone og sten. Men altså, hold nu op, I ved godt hvad jeg mener!!) – altså, dødelige, født af en kvinde osv – og så har de bare det der talent. Og kan gøre så meget godt med det, for så mange andre. Det er da spektakulært. Jeg ville ønske hele mit liv var en Tina Dicow koncert.

Aj hold op, fjollehovede, siger nogen af jer nu. Det ville du blive træt af! Narj, jeg ville ej. Kun hvis jeg skulle sidde bag den samme pige som her til aften, hele tiden. Hun var godt nok irriterende. Lad os kalde hende Den Ekspressive. Hun var nemlig, sådan, meget UDtalt, på en måde. Hun gjorde ikke noget halvt. Hun gik ikke, hun trampede. Hun sad ikke bare, hun SAD! Hun REJSTE sig!! Jeg tror, hun er typen der skriver med caps lock nede og rigtig mange udråbstegn. Ikke en jeg gad have på min msn. Og nu sad hun der, foran mig, til den her koncert. Og det virkede som om, hun tænkte – nu er jeg til koncert!!!!! Så skal jeg rokke sådan her med mit hovede og vippe sådan her med min fod!!!! Og så ROKKEDE hun og så VIPPEDE hun!!!! Meget grundigt. Og når hun KLAPPEDE, så sendte hendes sidemand hende nervøse sideblikke, fordi hendes hænder KLAPPEDE så grundigt og så tydeligt, at de var faretruende tæt på sidemandens ansigt. Og hun LO!!!!! Sådan HRAH HRAH HARH HARH!!!!!! Hver gang Tina sagde noget som var bare den mindste smule underfundigt, og vi andre nøjedes med et skævt smil eller et fnis, så LO Den Ekspressive kvinde. Højt. Og hun hujede. Gad vide om hun mon er skuespiller? Ku' godt forestille mig hende i noget pantomime eller bare mime. Med skræmmende hvid ansigtsmaling. På et tidspunkt stødte jeg ind i hende på toilettet, hvor hun var på vej ind i en boks, men så fik den besked at der ikke var mere toiletpapir. Og så RÅBTE hun ud i lokalet, til de 40 kvinder i køen; "hvis der er nogen af jer, som har noget papir med i lommen, så kan I bare smutte foran mig!!!!!" Aj men altså – nej! Jeg tager ikke toiletpapir med i lommen til koncert. Den slags forbeholder jeg ture til legepladser med Klara og hendes løbende næse.

Nå, men bortset fra pantomime showet foran, som ind i mellem var distraherende, så var det en rigtig fantastisk koncert og alle jer som skal i morgen, og de to næste gange, derinde, I kan godt glæde jer.

Og en anden ting – og det skriver jeg kun, fordi kl. snart er et og fordi jeg har fået G&T`s – der stod altså sådan en pæn ung mand ved siden af mig. Ja, jeg ved godt jeg har en kæreste (selv om vi ikke har set meget til ham det sidste halve år) og jeg ved også godt at han ind i mellem læser med her (hej stoffer - stop med at læse – der er KAGE i køkkenet…) – men altså. Musik. Pæn ung mand. Jeg, en kvinde i min bedste alder. Hvis det ikke var fordi, jeg så ville have fremstået mere sindsforvirret end hende der Pantomimekællingen foran mig, så havde jeg rejst mig op og kysset ham. Ikke så meget pga ham som person, for jeg kender ham ikke og så særlig var han altså heller ikke, men han havde da pæne sko og virkelig pæne arme og hænder. Det ville bare have været rart at kysse til det der musik. Jamen hvorfor tog du ikke din kæreste med så, Julie?? Spørger alle I kloge og velmenende læsere nu. Det var også planen, svarer jeg så, men han byttede med min søster. Han tog babysitter tjansen og hun fik billetten. Fordi hun så gerne ville. Og fordi han er sådan en gammel hiphopper og, som han sagde, han havde jo hørt Tina før. Men igen, er det ikke bare sært at man får de lyster? Og hvad nu hvis man gjorde alvor af det? Hvor ofte ville man så blive anholdt??

Må hellere gå i seng. Skal til påsketamtam med svigerbadulje hele dagen i morgen.

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

4 Kommentarer til Mig og det der musik

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.