Nyforelsket?

Joh, måske er man lidt nyforelsket.

Da ikke i sin mand – arrrhhhjj, haha, dét er en gammel forelskelse, dén der. Næh, i sit barn.

Det her gravid-noget har gjort mig lidt nyforelsket i Klara såmænd. Altså ikke sådan, at hun får lov til at styre det hele eller bliver vugget i søvn i mine arme, som dengang man først forelskede sig i hende. Og så alligevel – frekvensen af nætter som hun sover i vores seng er steget betragteligt. Jeg kan bare så godt lide at have hende der. Jeg ligger og kigger på hende, mens hun sover, ligesom dengang i starten.

Og vi ligger og putter, og ser hinanden dybt i øjenene, inden hun skal sove. Og hun siger de samme ting, til mig, som jeg sagde til min mor, da jeg var en lille pige. “Jeg vil aldrig forlade dig, mor” siger hun. “Vi skal altid være sammen, jeg vil altid bo hos dig og far og jeg flytter aldrig hjemmefra!”

Jeg tager det helt roligt, for jeg sagde jo det samme til min mor, og se hvor jeg er i dag! Ikke på Fyn i hvert fald. Så jeg giver hende bare ret og siger, at det er jeg sørme glad for, for jeg kan heller aldrig undvære hende og hun kan blive her så længe hun har lyst. For Åhhh, hun skifter jo mening en dag. En frygtelig dag, i en ikke fjern nok fremtid, vil hun pludselig stå og skrige mig op i ansigtet, og sige at hun hader mig, og at jeg heller aldrig har gjort noget som helst for hende. Alt sammen bare fordi hun ikke må få tre øl med til klubfest, eller noget i den stil.

Måske kommer nyforelskelsen også lidt af dårlig samvittighed? Nu kommer vi snart med den her baby og selv om hun glæder sig og gerne vil det, så har barnet jo ingen jordisk chance for at vide, hvad hun går ind til. Og selv om det er sundt at få flyttet fokus fra en selv, så er hun jo alligevel så lille og så vant til at have det fulde fokus. Men det ER sundt at flytte fokus. Det mærkede jeg selv, da jeg fik Klara. Noget af det absolut bedste ved det var, at jeg ikke gik så meget op i mig selv og pludselig fik jeg enormt meget mere selvtillid. Og ro.

Ved nu ikke om Klara får hverken selvtillid eller ro, af at få en lillesøster… måske med tiden?

Der er også alle minderne, som bringer fascinationen af ens eget afkom og forelskelsen i samme, tilbage. Dragter i str. 50. Vuggen der er kommet frem. Hvem mon hun ligner, hende nr. 2? Mig eller ham? Eller Klara? Ud af alle de millioner mulige børn vi kan avle, hvem har vi så lige ramt?

Man bliver jo lidt utålmodig, og måske derfor nyder jeg Klara endnu mere for tiden. Mens vi har tiden, bare hende og mig. Min store dejlige pige, som jeg har ønsket mig hele mit liv, og som er lige sådan som jeg altid drømte om. Hvordan kan en 2´er nogensinde matche det? Men det kan de jo. Det gør de jo, det siger folk. Det er altså virkelig spændende.

Ps. det er ikke blærebetændelse.

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

5 Kommentarer til Nyforelsket?

  1. julie skriver:

    Åhh, Mariie – det er også lige sådan noget jeg glæder mig til. At se dem sammen, og at give dem hinanden. Tak for din rare kommentar!!

  2. Mariie skriver:

    Hej Julie
    Jeg har læst på dit site on and off i umindelige tider – og nu bliver jeg altså nødt til at skrive et ord – eller to. For et års tid siden var jeg nemlig præcis, hvor du er lige nu. Og jeg blev sluset direkte tilbage i tiden af at læse dine ord.
    Nu sidder jeg her med to fantastiske tøser, som vi selv synes er gudeskabt – og ikke kunne være andre, end dem der er.
    Ind i mellem falder jeg i staver over, at de kan være så ens og så forskellige på én gang. At få lov til at følge dem, mens de udvikler sig sammen og hver for sig – dét er et priviligium af de allerstørste.
    Held og lykke med fødslen 🙂
    Mariie

  3. Anette skriver:

    Hej Julie
    Jeg kan kun sige ditto til Mariies ord. Vi havde også nærmest dårlig samvittighed over for vores datter Alberte på 3 år, da tiden nærmede sig i sommer, hvor lillesøster Andrea ville komme på banen. Hvorfor havde vi overhovedet valgt at få endnu et barn. Vi havde det jo SÅ skønt i vores lille tre-enighed!
    Men heldigvis viste det sig jo, at lillesøster bare er det bedste, der er sket for os alle. Og når Alberte siger: Jeg elsker dig Andrea! (Uden opfordring fra de stolte forældre), så føles det bare så rigtig, at vi har beriget hendes liv med en søskende.
    Og man kan snildt elske to børn lige højt. Ens hjerte vokser bare! 😉
    Mht. at du nok vil blive hadet, når Klara ikke må få øl med til klubfest… Jeg kan frygte, at det had måske kommer lidt tidligere. I hvert fald havde Alberte en måned (da Andrea var to måneder), hvor hun hadede mig. Dvs. hadede, at min opmærksomed over for hende var aftaget, da den også skulle deles med Andrea. Det var en hård periode, da meldingen til mig hver morgen var, at jeg var dum. Heldigvis er vi nu atter de bedste venner. 🙂 Men det tog lige lidt tid for vores store pige at acceptere (eller vælge at leve med…) det nye familiemønster.
    Kh.
    Anette
    http://www.babybusiness.dk

  4. julie skriver:

    Ja, jeg kan sagtens se, at det kan være svært at stoppe. Der er jo så mange børn man kan få – og den der spænding om, hvem mon det bliver næste gang??? – det kan man jo blive helt afhængig af. Og når man nu er god til det… har nemt ved det og får sådan nogle dejlige nogen 🙂 Jeg tror kun m2 og økonomi kommer til at sætte grænsen i længden. (siger jeg nu. men spørg mig igen om 4-5 mdr. når jeg ikke har sovet i 4 uger…)

  5. Mette skriver:

    Hej Julie
    Som mor til 5 børn i alderen (1-8) og endnu en bette spire i maven kan jeg kun sige, at en mors kærlighed til sine børn er uendelig og altomfavnende. Jeg husker tydeligt, da jeg skulle have nr. 2, tænkte jeg meget over om jeg nogensinde vil kunne elske mit andet barn ligeså højt som jeg elskede min førstefødte – en hel igennem fantastisk og dejlig søn. En søn, jeg havde ønsket mig hele livet, nøjagtigt som du har gjort med Klara.
    Det kan man. Det er fantastisk at erfare og opleve, hvorledes kærligheden bare vokser i takt med, at børneflokken vokser.
    Anden gang fik jeg en datter, hvilket var min store betænkning, da jeg altid har ønsket mig sønner som barn og teenager. Alle mine bekymringer blev gjort til skamme efterhånden som hun også voksede til og jeg så mine 2 første børn sammen. 2 skønne børn – så ens og alligevel så vidt forskellige.
    Siden voksede flokken jo så til nu snart 6 børn. Jeg har fået 3 døtre og 3 sønner, da sidste skud på stammen også er en dreng.
    Det er en fantastisk åndelig og følelsesmæssig udvikling at få flere børn. Det er også hårdt arbejde og mange spekulationer, men det er først og fremmest en form for udvidende bevidsthed, hvor fokus i den grad fjernes fra én selv til disse børn, som man vil gå gennem ild og vand for.
    Min mand og jeg er heller ikke færdige med at få børn. Tiden må vise om vi skal have flere. Vi kigger på vores dejlige perlerække af smukke og intelligente børn og tænker…Hvordan skal vi dog stoppe her ;-))?
    Så glæd dig. Det er den største gave på sigt, at Klara får en søster.
    Kærlig hilsen
    Anna

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *