stadig depri

Jeg er ikke i så godt humør for tiden.
Det går fint med Klara og jeg er stadig meget glad for mit nye arbejde (de har f.eks. ingen problemer med om man bruger msn i arbejdstiden – af og til har man jo en stille stund uden lånere, ved sit skrivebord, og så må man gerne – det sagde min chef. Hun bruger det selv fordi hendes kæreste er i england for tiden. Hvor fleksibelt er det lige?? Fed fed moderne ledelse, der har tillid til medarbejdernes egne evner til at passe deres arbejde. Jeg elsker det!!)
Nå. Men det er med mig og kristoffer det ikke går så godt. Eller overordnet synes jeg det går fint. Vi elsker hinanden, er ikke på vej fra hinanden og vi er begge generelt ret lykkelige.
Men alle de små ting i hverdagen er så belastende og vi er så dårlige til at snakke ordentligt om det.
Og jeg ved ikke, hvor han har den forestilling fra, men han snakker en masse om, hvordan det BURDE være, og hvor enkelt det burde være, og at alle andre jo får det til at fungere. Og jeg ved da bare, både fra siden her og fra alle mine veninder, at vores problemer er helt helt normale og trivielle og ret udbredte blandt børnefamilier… Eller tager jeg fejl??
Står i ikke også derude og ingen af jer gider vaske op, og nogen af jer savner mere opmærksomhed, eller flere kys og mere romantik? Eller nogen af jer synes der ligger lidt for mange dublo klodser over hele gulvet?? Er det ikke fuldstændig obligatoriske ting for småbørnsfamilier?? I må meget gerne skrive om det så, for så kan han læse det og holde op med at tale som om, vi er de eneste der ikke er perfekte i hele verden.
Jeg har bare sådan en mærkelig tom og håbløs følelse i maven. Som om ligegyldig hvad jeg gør, så er det aldrig godt nok, og de ting jeg så GØR, dem ser han ikke alligevel. F.eks. kan han stå og sige, at jeg aldrig rydder op og personligt synes jeg ikke, at jeg laver andet… men Klara følger jo efter som en lille tornado og lægger et nyt spor af dubloklodser i hele stuen – hvordan skal man hamle op med det??
Jeg føler det som om, jeg er fuldstændig drænet for energi og positive følelser. Fuldstændig suget tom. Og der er ingen som putter noget nyt derind. Hvordan skal man så blive ved med at give?
Og hvorfor helvede skal jeg altid rende ind i de der mænd der vil have et klinisk rent hjem?? Jeg synes de fleste kvinder brokker sig over, at deres mænd ikke går op i det – jeg har det lige modsat. "alle" mine to kærester er gået mere op i det end mig, og jeg vil bare gerne have lov at slappe af og være i fred. Jeg har på en måde besluttet, at jeg ikke vil gå så højt op i det, for med den lille lejlighed og alle de ting og levende væsener, der nødvendigvis må være i den, så kunne jeg ikke lave andet end at være Sur Mokke konstant, hvis jeg gik for meget op i orden og renlighed… Og jeg gider ikke være så husmor-muggen! Så derfor slapper jeg af med ambitionerne og venter til jeg får en hus, med vaskemaskine, opvaskemaskine, tørresnorre, bryggers, spisestue, arbejdsværelse, BØRNEværelse osv – så skal i dælme få orden at se…
Men så vender han jo nok og synes jeg er total hysterisk og hus-fanatisk.
Og det er jo ikke sådan at vi lever i en svinesti. Vi har jo også rengørings-pige en gang om ugen. Så kan det altså ikke hidse mig op, at der ligger 20 dubloklodser på gulvet og 3 dameblade i sofaen og 5 regninger på pc-bordet. Hvor fanden skal man ellers gøre af det?? på 52 kvm?
Jeg er dødtræt af det. Jeg fantaserer om at blive siddende i busskuret i aften, i stedet for at tage hjem. Bare sidde der og være i fred et døgns tid.
Nogen gange vil jeg bare have mit gamle liv tilbage, og ikke have ansvaret for alt det her. jeg vil bare læse en bog uden afbrydelser, eller sove mere end 4 timer i træk. Eller komme ud af døren en morgen uden 1000 bebrejdelser.