stille begejstring

Så gik man lige hjemme en fredag aften og blev helt begejstret på den afdæmpede måde. Det er da i orden, at ind i mellem så flasker tingene sig – guderne skal vide, at ind i mellem så gør de ikke. Tingene.

Men nu gør de.

Min ovn virker igen. I går fik vi hjemmebagt pizza, og pt. er der en plade boller som er klar om 12 minutter.

Jeg er blevet indkaldt til jobsamtale!!! Efter kun en uges kursus, hvor jeg fik skarpslebet min ansøgning og mit cv, så gav det gudhjælpemig gevinst i første forsøg, så nu skal jeg til jobsamtale for første gang i et halvt år! Og jeg glæder mig bare til den, er ikke engang nervøs.

Min chef har fundet min blog. Yrrrk, tænker man først, så er det slut med at disse arbejdet online 🙂 Men det har jeg jo aldrig haft behov for… Det bliver først pinligt, hvis hun læser hvor vild jeg er med hende… arrg nu skrev jeg det igen! Hun fandt den fordi en eller anden hun kender søgte på marc jacobs sko og lagersalg… ja, og så MÅ man jo for djævlan falde over den her blog. Nå, men det gode ved det er, at hun har læst noget af den og sagt at jeg skriver godt og burde gøre noget ved det. Og jeg tænker, hun er jo forlagsredaktør og læser BUNKER af lort igennem hver uge eller noget, så hun må jo have en del at sammenligne med?

Men den beslutning er jo også truffet. Jeg GØR noget ved det. Jeg skal nok. Er i gang.

Var ved lægen og blev taget alvorligt. Helt ny fornemmelse. Hun trykkede mig på maven og tog blodtryk og blodprøver for at teste stofskiftet. Og så mener hun jeg har irriteret tyktarm (ja ja, hvorfor skulle den del af mig ikke også være irriteret, når resten så ofte er det??) og det forklarer da i hvert fald den hævede mave!! HA, jeg vidste jeg ikke var gravid igen!

Skal træne for første gang efter lang sommerferie i morgen!

Skal derefter til 30 års fødselsdags reception det meste af lørdagen hos min ældste ven. Om aftenen skal stoffen til fest hos en fyr. Jeg har det ikke helt perfekt med det, for det er i den del af hans verden hvor jeg ikke er accepteret og stort set ikke eksisterer. Og det er hos ham, hvor vi havde den uheldige episode i foråret, hvor der blev løjet lidt for meget, og nogen var ved at blive smidt ud hjemmefra. Ingen nævnt, ingen glemt. Hvor om alt er – det skal nok gå, men jeg behøver jo ikke elske det, vel?

Det gør jeg tilgængæld om søndagen, hvor vi skal til 1 års fødselsdag i Hvidovre, ved Sander og Fam. Tænk at den knægt allerede er et år…

Faktum er altså, at jeg er begejstret og føler mig forfordelt til den positive side. Har faktisk dårlig samvittighed over at opsluge alt held i universet i disse dage, og efterlade andre mennesker uden køkken og bad i Holbæk, eller med forældremyndighedssager, eller for slet ikke at tale om den der oversvømmelse i det der usa. Undskyld. Men bare rolig, det skal jo nok vende igen 🙂

 

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

11 Kommentarer til stille begejstring

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.