The Four Meme

Nu skal det ikke være nogen hemmelighed, at jeg altid har hadet atletik. Jeg kan ikke hoppe højere, længere eller hurtigere end nogen som helst. For Guds skyld – jeg er 1.60! Jeg GIK engang et 800 meter løb i protest mod, at min idrætslærer ville tvinge mig til at deltage i et stævne. Af samme årsag var det heller aldrig mig, der hev flest af de der sært prestigefyldte små stoflapper med bronze, sølv og guld, med hjem fra skolernes fælles atletikstævner. Og hvert efterår, når vi skulle løbe det der latterlige løb man altid løb lige før efterårsferien – har fortrængt navnet – så GIK jeg hele ruten på 2,5 km., skumlende og surmulende, mens jeg håbede at jeg ville blive kørt over, så jeg kunne blive kørt hjem i en ambulance. Don't push me, for så bliver jeg stående! Eller går to skridt baglæns!

Nå, men min pointe er, at jeg er blevet tagget til den der sjove lille staffet. Af to personer, Rie og Grith. Men jeg er jo så økonomisk, så jeg vælger kun at svare med et indlæg, og så har jeg ikke besluttet om jeg må tagge en eller to personer bagefter? Hvad siger reglerne? For så gør jeg det modsatte.

De Fire om mig:

Fire Jobs jeg har haft;

Pengetæller for Bikuben (nu BGbank). Yes, det var fedt at have såååå mange kontanter mellem hænderne hver eftermiddag efter gymnasiet.

Beskærer af æbletræer. Et dejligt efterår. Skulle bare klippe grene og blade af træer, så æblerne fik maks sol. Hvis det begyndte at regne, skulle jeg bare cykle hjem. Hvis jeg blev jaget af due-store hestebremser, skulle jeg bare cykle hjem. Hvis jeg ikke gad mere den dag, skulle jeg bare cykle hjem.

Tjener på persisk restaurant. Min (ikke biologiske) onkels, på nørrebro. Og ja, jeg har forbindelser til den persiske mafia. Og kan sige "bord ni er klar" på persisk.

Ung pige i huset. 7 mdr. med baby og ingen rengøring. Tænk, nu gør jeg det gratis, PLUS rengøring!

Fire Film, jeg kan se igen og igen;

BBC serien af Pride and Prejudice. Jeg regner den som en film, fordi jeg som regel ser alle 6 timer i rap.

Jalla jalla. Svensk, sjov og rigtig feel good.

Askepot. Fordi jeg bliver tvunget til det af Klara, og der er faktisk nogle pænt gode sange i den.

Borte med Blæsten. Ææælsker besværlige kvindfolk.

Fire steder jeg har boet;

Dragør. Som lille.

Sydfyn, Lundeborg. Under min opvækst.

Brønshøj. Min første fremleje-lejlighed i Kbh.

Amager. Tilbage til rødderne. Nu under eget tag.

Fire TV-shows jeg elsker;

Klovn. Fordi ham Frank er bare en klovn.

The Office. Genialt.

Seinfeld. Genialt. Har alle afsnit på dvd.

Sex and the City. Genialt. Ønsker mig alle afsnit på dvd.

Fire Steder jeg har været på ferie;

Danmark. Har sejlet overalt efterhånden og elsker det. Mere afslappende ferie finder man bare ikke. Har også sejlet i den svenske skærgård og på Götaelven.

Frankrig. Har sejlet rundt i diverse kanaler og floder og boet på båd midt i Paris. Skønt.

Italien. Elsker det, på den helt traditionelle toscana-måde. Elsker Firenze, elsker kulturen, maden, isen, sproget. Alt, undtagen deres hysterisk latterlige små tøjstørrelser. Skoene er ok.

Indien. Til bryllup ved gammel penne/email-ven i Bombay (Mumbai). Var Den Hvide Æresgæst, Som Var Kommet Fra Ukendt Land Langt Mod Nord, for at deltage i festlighederne. Boede hos gommens søster og fik alt serveret på et sølvfad. Bogstaveligt talt. Fik foræret sari og tilhørende guldarmbånd, som jeg da skulle have på til brylluppet. Sammen med yasminer i mit flettede hår og en bindi i panden. Foran de 800 gæster. Bare den nærmeste familie. Kørte bagefter sammen med brud og gom og gommens fætter til Goa, på badeferie i en uge. Alt betalt. Tror faktisk jeg sparede penge, ved at være dernede. Plus alle indere elskede mig. Jeg er lille, buttet og bleg – i total høj kurs i Indien. Alle tre tegn på skønhed og rigdom. Sagde ikke til nogen, at jeg var på SU.

Fire Websites jeg besøger hver dag;

www.politiken.dk  har ikke råd til anden avis. Synes jeg.

www.google.dk  kan ikke huske, hvordan livet var, før google?

www.blogbot.dk hvis nu, der er nogen nyheder.

Helsinge Bibliotek  For at researche.

Fire Favorit-spiser;

Oliven. Råt, eller i Bulgur salat. Kan spise dem i spandevis.

Sushi. Har fået absolut manisk forhold til det, må have det hele tiden. Kan vågne svedig og trængende. Hvad putter de i det skidt??

Godt hjemmebagt rugbrød med pålæg bestående af rester fra stegen dagen før. Lammekølle, andesteg, flæskesteg – whatever. Koldt kød og lunt rugbrød er Gudeføde.

Chokoladekage. Jammen come on – naturligvis!

Fire Steder jeg hellere ville være lige nu;

I et hus jeg selv havde købt, som var pænt og godt og hvor jeg kunne gå i gang med haven, lige om lidt, når frosten er ude af jorden.

På en massagebriks, under hænderne af min gamle fysioterapeut Signe. Jeg vidste, jeg skulle have giftet mig med hende.

I Indien. I gang med at tabe 8 kg. pga alt for stærk autentisk mad.

I et varmt badekar, med opvartning, champagne og sushi, tv'et der viser en serie og to mænd, der masserer hver en af mine fødder.

Fire bloggere jeg tagger;

(Nååårhh man skal tagge fire???)

Morfar så – fordi ellers begynder han at råwe op om hønseinfluenza og føler sig uden for. Og fordi jeg vil låne hans jacuzzi.

Suzi. Fordi hun har gjort en stor forskel i mit liv, selv om jeg ikke kender hende og aldrig har mødt hende. Hun sparker røv. Og selv om alle andre også tagger hende. Det kan ikke være mit problem, at hun er little miss popular!

Suzi's hængerundtnommer. Fordi hun er så velformuleret og super skarp og let at beundre.

Leto – fordi jeg ikke tror han er blevet ramt endnu? (og Farmer var taget) og fordi det er rart med en mand, der blogger om livet i al almindelighed uden at virke sur.

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

2 Kommentarer til The Four Meme

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.