Pythias anvisninger og De tolv

Afslutningen på trilogien af Eriksson og Sundquist er lige så god som de to første bøger. Det er et stramt, flot komponeret krimiværk, som jeg virkelig har nydt – så vidt man nu kan det med krimier – at læse. Hele tiden sidder man på kanten af stolen og gætter vildt uden at gætte rigtigt. En god julegave til ens mor og far eller den onkel der bare altid ønsker sig en god bog. De er spændende, har en god fremdrift og overrasker helt til sidste side. De er også meget uhyggelige, grusomme og næsten ikke til at bære.

Men den bog jeg nok har glædet mig mest til i år, er denne her:

De Tolv er fortsættelsen på Den første, som jeg skrev om her. Det handler, kort fortalt, om et postapokalyptisk USA. Nogen eksperimenterede med flagermusehalløj fra junglen og vupti var der skabt en ny race af dræbervampyrer, eller viraler som de kalder dem, som lagde USA øde. Enkelte undtagelser er der dog. Der er folk som klarer sig, som overlever på trods, og dem følger vi. Hvordan klarer man sig? Hvordan finder man sammen igen, og bevarer menneskeligheden? Der er også en noget mystisk lille pige, som er central for alting og som på en måde er i familie med de onde. Jeg ved godt, du sidder og tænker at du ikke er til alt det der med vampyrer. Det er okay. Men hvis du kan lide tykke, spændende, altopslugende historier, så kan du roligt læse de her. Hvis du kan lide fortællinger om liv og død, det gode og det onde, menneskers personlige udvikling, forholdet mellem mennesker og overlevelse, så læs dem. Glem det med vampyrerne. Hvis du kunne lide The Road, eller Stephen Kings bøger, så læs dem. Hvis du kan lide The Walking Dead, så læs dem. Hvis du bare godt kan lide en rigtig tyk, god historie, som vil holde dig læsende til langt ud på natten og som føles så virkelig, at du bliver bange for at gå ud efter mørkets frembrud, så læs dem. Jeg kan simpelthen ikke anbefale dem nok.