at vide



Måske ved folk det ikke, men det hedder at vide noget. Rigtig mange skriver afvide, men det ord findes altså ikke. Så nu ved I det. I fik det at vide. Bare en ting jeg konstant bemærker her på siden.

Er ellers i jævnt dårligt humør. Klara kørte vågn-op-show fra ca. halv et i nat – netop som jeg var ved at falde i søvn. Kl. 02 var hun lysvågen og gad ikke sove mere. Det gjorde jeg, så jeg gik ind på sofaen og så sad hun ved sin far og sov naturligvis efter 10 min. Forrædderiske unge. Og så lige til kl. 06, hvor jeg vågnede op på sofaen med 7 kg. kat på maven – ikke noget at sige til, at jeg drømte jeg var ved at blive kvalt…

Har haft hovedpine hele dagen (skyldes muligvis iltmangel pga kats kvælningsforsøg?) og faldt næsten i søvn på gulvet hos S fra min mødregruppe.

Hvad laver Klara og jeg egentlig når vi ikke skændes om mad og søvn? Tjah, ofte danser vi i stuen. Hun kan godt lide Superheroes, Tori Amos og Norah Jones, og så Kaj og Andrea, men mest Andreas pive-stemme og latter.
Om aftenen kigger vi altid ud af stuevinduet. Vi har en flot udsigt ind over hovedstaden og med solnedgangen i relief bag byens tage. Se Klara, siger jeg så, det er verden, der er derude. Så slikker hun på altandørens glasrude og ser meget indforstået ud. Hun ved godt det er verden.

Nogen gange går vi en tur i amagercenteret. Så sidder hun helt stille med sine store øjne og observerer, for hun ved godt hvordan man charmerer folk når man er ude. Ingen skrigeri dér.
Vi kigger også meget på kattene nu de er kommet hjem igen. Så går vi rundt efter dem i hele lejligheden og ser hvad de laver og hun smiler til dem hele tiden. De er hendes nye bedste venner.
Vi leger også en ny leg, hvor Klara ligger på maven på en stor badebold og jeg holder i hendes ben. Så lader jeg hende trille fremad og hun fanger et stykke legetøj, som hun trækker med op, når jeg trækker hende tilbage igen. Sådan bliver vi ved, til hun har flyttet alt legetøjet.
I morgen skal vi købe nogen sæbebobler vi kan puste ud over det hele og fedte gulvet ind i og jeg skal over til Nina og Erik, men Klara må ikke komme med. Hun skal blive hjemme og passe sin far, for jeg trænger til lidt luft. 

God fredag d. 13. til alle.
kh julie

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.