For et år siden, var der en som spurgte mig, hvad man skal læse når man er ved at blive skilt, og det skrev jeg lidt om her. For det samme år siden, var jeg helt ulykkelig og trist, og gav op på den måde, at jeg tænkte dating var noget crap. Folk forventer for meget og for lidt og vi er alle sammen underlige, tænkte jeg, og ingen er nogensinde det samme sted samtidig.
Tre uger efter det ville jeg rydde op i mine match´es på dating app og slette hele lortet, og så gik det jo hverken værre eller bedre, end at den rigtige ventede på det sidste match. Det man leder efter er bare ALTID det sidste sted man leder, som du jo nok ved. Og nu er alle glade. I nat drømte jeg, at min eks´s nye kæreste var gravid (og at han var faderen, som han udførligt forklarede mig, i drømmen …) og jeg blev så glad, for så kunne pigerne få en lillebror uden at det var til besvær for mig. Og det er nogenlunde der vi er i virkeligheden også. Alt er udramatisk, men ingen er gravide.
I mellemtiden, i det år, samlede jeg mig en skrivegruppe. Fordi jeg vil altid gerne skrive, og to fine damer jeg er kommet tættere på de sidste tre år skriver også meget, og den fjerde har jeg holdt meget af i mange år efterhånden, og hun tog orlov for at skrive. Så skal vi fandme også skrive, sagde jeg, og så var der møder med gin og enormt meget snak. Men folk har fået skrevet, nogen mere end andre. Line, som jeg har været bloggerveninde med i snart 10 år, var den første af os til at få sit udgivet. Line har altid skrevet så man kan mærke det helt inden i. Jeg elskede hendes blog, ja selv hendes fb statusopdateringer i vores lukkede gruppe, kan få en til at føle alle følelserne og mærke ting som om man var der selv. Og så blev det endelig til den her fine bog, i midten.
Det jeg mister, er en kort, stram roman om at miste sin mor og miste en mand man aldrig rigtig havde. En ung kvindes mor dør pludseligt og uventet, og kvinden er efterladt med sin sorg midt i en spirende forelskelse i en gift mand. Den der følelse af at være ved siden af sig selv, at observere ulykken mens man er midt i den, at føle alt i hele verden på en underlig følelsesløs måde. Ikke noget fransk, med at kaste med tallerkener og udleve sit drama. Bare det helt stille og rolige indre kaos. Det er så genkendeligt og de korte kapitler og rammende sætninger beskriver det helt utroligt præcist. Det lyder meget trist, og det er det jo i sagens natur også, men det er ikke en bog der gør en i dårligt humør. Der er masser af håb, en masse udvikling og man mærker vejen hen mod noget bedre.
Derfor synes jeg godt man kan læse den, hvis man selv er ved at blive skilt, har mistet nogen eller trænger til noget menneskelig varme og genkendelse.
Og hvis man allerede har læst Tine Høegs Nye rejsende, så ved man at Det jeg mister også er noget for en. Og når man så har læst de to, kan man tage Marie Louise Tüxens Jeg ser mig selv som rytmisk, der også er en fin, kort roman om en kvinde der prøver at finde sig selv gennem mænd, livet igennem. Det er en række nedslag i hovedpersonens liv, om hendes forhold til forskellige mænd og den måde de former hende på. Og det er også en bog om at komme sig over en skilsmisse, og den selvransagelse den slags udløser. Hvordan endte jeg her?? Jo, nu skal du høre …
Fælles for alle tre bøger er, at de er velskrevne, vækker eftertanke og kan læses på en eftermiddag.
Tak, Julie. Her er skilsmissen stadig going on og noget l… Blandt andet fordi jeg også mistede min mor undervejs – helt uventet og alt for tidligt; så fik lige en chok-stress-sorg-reaktion oven i. Så tak for endnu en boganbefaling – den skal jeg læse. Kh. din trofaste læser
Åh Maja, det er jeg ked af at høre. Jeg håber du også kommer ud på den anden side med tiden. Hvis du magter at læse om sorg/død så synes jeg Naja Marie Aidts nyeste er enormt smuk og grufuld.
“Det jeg mister” er fremragende skrevet. Virkelig. Genial, intet mindre.